Perspekt 2.0
Perspekt 2.0 er et struktureret, klassebaseret undervisningsmateriale til folkeskolens trivselsindsats. I samarbejde med Aarhus Universitet, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) og Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM) har vi evalueret både, hvordan lærere og elever tager imod Perspekt 2.0, og om materialet er bedre til at løfte elevernes sociale trivsel end de eksisterende trivselsindsatser på skolerne.
Perspekt 2.0 er ikke lykkedes med at forbedre elevernes sociale trivsel i 4. og 5. klasse sammenlignet med skolernes sædvanlige trivselsindsats. Til gengæld er lærere og elever glade for Perspekt 2.0 og finder det meningsfuldt til at sætte struktur på en del af trivselsindsatsen. Materialet har på den ene side fået en positiv modtagelse, men har på den anden side ikke skabt den ønskede forbedring i elevernes sociale trivsel. Det understreger vigtigheden af at gå grundigt til værks for at undersøge, om en indsats har effekt.
Den sociale trivsel er generelt høj i den danske folkeskole, og relativt få elever trives dårligt socialt. Perspekt 2.0 er som klassebaseret indsats ikke lykkedes med at løfte de elever, som trives dårligst. Evalueringen viser, at materialet kan være velegnet til at sætte struktur på en del af trivselsindsatsen, hvis man ønsker det. Men vi mangler fortsat viden om, hvad der skal til for at løfte de elever, som trives dårligt i dag.
Læs mere om evalueringsresultaterne og metoderne i RFI-indsigterne længere nede på siden. Du kan også finde vores podcast om evalueringen af trivselsindsatsen Perspekt 2.0 her (podcast nr. 20).
Om Perspekt 2.0
Perspekt er oprindeligt udviklet af Jane Vinter og Allan Mads Knægt med støtte fra ROCKWOOL Fonden før tilblivelsen af ROCKWOOL Fondens Interventionsenhed. Perspekt er blevet forankret hos Dansk Center for Undervisningsmiljø. I den forbindelse har de revideret materialet, hvilket har resulteret i Perspekt 2.0. Dansk Center for Undervisningsmiljø har muliggjort evalueringen af Perspekt 2.0. Centeret står for udbredelsen af Perspekt 2.0 og stiller materialet gratis til rådighed for landets grundskoler.
Om evalueringen
Evalueringen bygger på viden fra tre forskellige undersøgelser udarbejdet i samarbejde med henholdsvis Aarhus Universitet, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) og Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM). Følg links for at læse undersøgelserne.
Analyser af social trivsel, som tegner et billede af den sociale trivsel i den danske folkeskole og undersøger hvilke elever og klasser, der trives dårligt.
En effektevaluering, som gennem et lodtrækningsforsøg har målt, om Perspekt 2.0 har forbedret elevernes sociale trivsel sammenlignet med skolernes sædvanlige trivselsindsats.
En implementeringsevaluering, som har undersøgt, hvordan skolerne har taget imod og gennemført Perspekt 2.0.
Ud over de tre undersøgelser, er der i 2021 blevet lavet en analyse, der følger op på effekten af Perspekt 2.0 et år efter evalueringen blev udført. Den bakker op om resultaterne fra effektevalueringen. Læs undersøgelsen her.
Hvad nu?
Projektet blev afsluttet i 2020 i ROCKWOOL Fondens regi, og overdraget til DCUM. Projektet har gennemgået en implementeringsevaluering og en effektevaluering ud over en analyse af social trivsel. Se resultaterne og find vores viden ovenfor og i listen herunder.