Over de efterfølgende 2-4 år blev grupperne besøgt ugentlig og senere hver anden uge af en dygtig facilitator, som typisk var ansat i en NGO. Grupperne blev tilbudt en vifte af nye forbedrede landbrugsteknologier og dyrkningsmetoder gennem deltagerorienteret afprøvning, demonstration og refleksiv læring.

De deltagende husstande delte deres nye viden med naboerne og andre interesserede bønder i landsbyerne og videregav i den forbindelse også såsæd og plantemateriale på de nye afgrøder. De dygtigste bønder i grupperne, ’super-farmers’, blev udvalgt af grupperne selv. Superfarmerne var sociale entreprenører og forandringsagenter, som havde fået godt styr på de nye teknologier og metoder og havde haft succes med at implementere dem på egen bedrift. De spillede en vigtig rolle i den efterfølgende spredningsfase.

I spredningsfasen faciliteredes grupperne således ikke af omkostningstungt personale fra den implementerende NGO, men i stedet af de meget billigere super-farmere og landbrugskonsulenter, der boede lokalt i området. Super-farmere fik stillet en cykel til rådighed, og de modtog beskeden, men rimelig betaling for hver dag, de besøgte en gruppe og trænede dem i alt det nye, de selv havde lært.