Udlændingepolitik har påvirket dansk politik i mere end 30 år, og selvom det kun fylder lidt i det nye regeringsgrundlag, får det næppe uenighederne på området til at forsvinde.

De senere år har debatten i udlændingepolitikken rykket sig fra en erkendelse om at ”antal betyder noget” til den ”tredje erkendelse”: at tilslutningen til danske værdier er vigtige integrationsparametre. Det er en debat, der optager stadig flere partier og derfor formentlig også vil fylde i denne regeringsperiode. Det er også en debat, hvor der konkurreres på at være strammest, og hvor antallet af stramninger ofte ses som et mål i sig selv.

Men i debatten om danske værdier og stramninger må vi ikke miste bolden af syne og forfalde til nemme svar. Der findes sjældent enkle svar på komplekse spørgsmål, og forskning viser tydeligt, at forskellige typer udlændingepolitik har forskellige realpolitiske konsekvenser på konkrete forhold som beskæftigelse, uddannelse og kriminalitet. Det er væsentligt at disse kommer for en dag.

I det følgende giver jeg eksempler på gevinster og omkostninger ved at føre en stram udlændingepolitik, og muligheden for at påvirke integrationen af indvandrere fra Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet (MENAPT), som debatten ofte fokuserer på og sidst men ikke mindst om betydningen af udenlandsk arbejdskraft, som værdidebatten også har spredt sig til.

Hvad er gevinster og omkostninger ved en stram udlændingepolitik?

Siden 2000’erne har Danmark – på tværs af skiftende regeringer – ført en udlændinge- og integrationspolitik, der både hører til blandt de strammeste i Europa og samtidig understøtter integration gennem blandt andet et omfattende integrationsprogram.

En af gevinsterne ved at holde en ”stram linje” er, at det sender et signal til udlændinge, der ønsker at migrere. Det er vanskeligt at måle effekten heraf, men forskning peger på, at en stram linje kan reducere antallet af personer, der søger til Danmark. Stramninger kan dermed bidrage til en mere håndterbar integrationsopgave. En stram linje kan også styrke integrationen for dem, der er i Danmark. Vi ved f.eks., at et beskæftigelseskrav og højere sprogkrav for at opnå permanent ophold, øgede andelen af flygtninge der tog danskkurser på et højere niveau, blandt de stærkeste flygtninge.

Men en stram linje kan også have en pris. Dels fordi en strammere linje kan modvirke integrationen. Tager vi eksemplet med beskæftigelse- og sprogkravet til permanent ophold, så reducerede disse krav beskæftigelsen blandt flygtninge. I samme boldgade peger forskning på, at det kan have negative effekter at begrænse adgangen til statsborgerskab, og på 30 år er andelen af borgere i Danmark uden dansk statsborgerskab tredoblet, drevet især af en stigning blandt efterkommere fra vestlige lande.

En stram udlændingepolitik virker ofte kun så længe Danmark fører en strammere politik end nabolandene, og den sender en del af regningen til vores nabolande. I det lys kan det blive skruen uden ende og det kan give mening, at der arbejdes på en tættere koordinering af udlændinge- og integrationspolitikken og ikke mindst returmigration i Europa.

Det er derfor åbenlyst, at udlændingepolitiske stramninger har både gevinster og omkostninger. På andre politikområder vil det være oplagt at diskutere disse og lade den politiske opgave være at finde balancen derimellem.

Hvad skal der gøres ved integrationen af indvandrere fra MENAPT-lande?

Stramninger af udlændingepolitikken er ofte møntet på de indvandrergrupper, der er dårligst integreret i Danmark. Det gælder især indvandrere fra de såkaldte MENAPT-lande, som f.eks. er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne og underrepræsenteret på arbejdsmarkedet. Det er også ofte disse grupper, som debatten om danske værdier fokuserer på.

Et fokus på de indvandrergrupper, hvor integrationen går dårligst, kan medvirke til at tydeliggøre udfordringerne og samtidig understøtte signalet om en stram politik. Det kan også være en forudsætning for at forbedre integrationen. Men det kræver, at det skærpede fokus bruges til at identificere omfanget af og årsagerne til udfordringerne.

Der er mange eksempler på, at konklusionen er skrevet, før problemet er undersøgt. Det gælder f.eks. i debatten om ikke-vestlige indvandreres overrepræsentation på førtidspension eller om negativ social kontrol. På begge områder mangler vi viden – i første tilfælde om f.eks. indvandrernes helbred og årsager til førtidspension, og i andet tilfældet til, hvor udbredt et problem negativ social kontrol er.

Hvis konklusionerne drages uden solid viden om bagvedliggende årsager skæres alle over én kam, selvom problemerne typisk knytter sig til mindre grupper blandt borgere fra de pågældende lande. Det kan skævvride opfattelserne af, hvor godt integrationen går, og i værste fald forværre integrationen.

Et alternativ er at rette blikket mod de forbedringer der er sket for flertallet af indvandrere og efterkommere med MENAPT-baggrund, med henblik på at understøtte denne udvikling. F.eks. er beskæftigelsen steget, andelen på førtidspension faldet, kriminaliteten reduceret, og uddannelsesniveauet forbedret gennem de seneste ti år, og der sker også en gradvis værdi-tilpasning over generationer.

Skal Danmark modtage mere udenlandsk arbejdskraft?

Værdidebatten har også fundet indtog i debatten om udenlandsk arbejdskraft. Mange danske virksomheder vil også i de kommende år efterspørge medarbejdere fra udlandet. Derfor er det vigtigt at holde fokus på, hvornår og for hvem udenlandsk arbejdskraft skaber værdi.

Udenlandsk arbejdskraft er et effektivt redskab til at afhjælpe rekrutteringsproblemer på kort sigt, og Danmark har haft stor succes med at tiltrække udenlandsk arbejdskraft, der har bidraget væsentligt til beskæftigelsesvæksten i Danmark. Uden den ville adgangen til en række varer og tjenester formentlig blive begrænset på kort sigt. På længere sigt kan udenlandsk arbejdskraft dog også medføre økonomiske omkostninger, fordi en betydelig del af den udenlandske arbejdskraft bliver boende i Danmark, og bruger sundhedsvæsenet, daginstitutioner osv. På lang sigt har udenlandsk arbejdskraft derfor formentlig en begrænset betydning for danskernes velstand. Gevinsterne er især knyttet til relativt små grupper, der kommer til Danmark gennem særlige ordninger for højtlønnet arbejdskraft. Spørgsmålet er, om der er grupper af arbejdsmigranter der er en decideret omkostning for samfundet på længere sigt. Pt. er der ikke håndfast evidens for, hvem det skulle gælde. F.eks. er der over de seneste 20 år kommet flere indvandrere til Danmark fra de førnævnte MENAPT-lande på arbejdsophold, og disse grupper klarer sig generelt betydeligt bedre end personer fra samme lande, der er kommet hertil som flygtninge.

Der er fordele og ulemper ved enhver form for politik, og det er politikernes opgave at afveje dem. Danmark har gennem mange år været kendetegnet ved en åben debat om integrationsudfordringer. Lad os – ikke mindst i denne tid, hvor fakta og demokratisk debat har det svært – også være foregangsland når det handler om at debattere de realpolitiske konsekvenser af udlændingepolitik på et åbent og sagligt grundlag.