Flere flygtninge vil komme i job, hvis man skeler til “landsmands-effekten”

Debatindlæg

September 2026

DEBAT: Flygtninge klarer sig bedre på arbejdsmarkedet, når de får tildelt en bolig nær virksomheder, hvor andre fra samme land allerede har job. Men den danske integrationspolitik, der fokuserer på spredning af flygtninge, kan betyde, at lokale virksomheder går glip af muligheden for at matche flygtninge med ledige job, skriver forsker bag nyt studie fra Rockwool Fonden.

Skrevet af Emil A. L. Simonsen, ph.d. i økonomi på Københavns Universitet og ROCKWOOL Fonden

Dette debatindlæg er blevet bragt i a4 Beskæftigelse den 23. september

Dansk integrationspolitik har i fire årtier haft fokus på flygtninges kvalifikationer på arbejdsmarkedet og deres og incitamenter til at komme i arbejde: Sprogundervisning, opkvalificering, aktivering og økonomiske incitamenter som fx lavere sociale ydelser, skal alt sammen få flere flygtninge til at tage et job.
De arbejdsgivere, der rent faktisk skal ansætte flygtningene, har fået langt mindre opmærksomhed.

Vores nye undersøgelse viser imidlertid, at det også har betydning, hvilke virksomheder, der ligger tæt på flygtningenes nye bopæl i Danmark, og hvem der i forvejen arbejder i disse virksomheder: 5 procent flere flygtninge får job, når de efter ankomsten til Danmark bliver tildelt en bolig nær virksomheder, der betaler relativt høje lønninger til de ansatte, OG som i forvejen også beskæftiger personer med samme nationalitet eller etnicitet som flygtningene selv.

Placeringen af nyankomne flygtninge er med andre ord et hidtil uudnyttet redskab i arbejdet med at integrere flygtninge på det danske arbejdsmarked.

Beskæftigelsen blandt flygtninge er lav
Ifølge Finansministeriet var knap 60 procent af mandlige flygtninge mellem 18 og 55 år i beskæftigelse i 2022 og lige under 40 procent af kvinderne. Det er meget lavere end både personer med dansk oprindelse og de fleste andre indvandrergrupper. Der er derfor et væsentligt behov for at øge beskæftigelsen blandt flygtninge.
Sammen med en forskerkollega har jeg i et studie fra Rockwool-fonden fulgt beskæftigelse og lønniveau for 15.578 flygtninge mellem 18 og 55 år, som fik asyl i Danmark i perioden 1987 til 1998. Her har vi både set på flygtningene selv og på lønniveau og etnicitet blandt medarbejdere ansat i virksomheder tæt på flygtningenes bopæl.

For at blive klogere på kvaliteten af de jobs, som flygtningene arbejder i, har vi delt virksomhederne ind i dem, der betaler de ansatte (altså alle andre ansatte end flygtningene selv) forholdsvis lave lønninger (sammenlignet med lønnen hos andre virksomheder) og dem, der betaler forholdsvis høje lønninger.

Vores resultater dokumenterer den højere beskæftigelse blandt flygtninge, der bliver tildelt en bolig, nær virksomheder, som betaler de ansatte forholdsvis gode lønninger, og hvor der i forvejen arbejder andre personer fra samme oprindelsesland. De flygtninge, der bosættes her, tjener også lidt mere end andre flygtninge.

Vi kan ikke se, om det er direkte anbefalinger fra de udlændinge, som allerede er ansat, der skaffer de nye flygtninge i job. Eller om det er mere indirekte påvirkninger, fx det at kende personer med egen oprindelsesland, der er i arbejde. Lokale arbejdsgivere kan også have en præference for at ansætte flygtninge fra bestemte lande, hvis de har gode erfaringer med dem, de allerede har ansat. Alle tre ting kan spille ind.

Men et står klart: Hvis man slet ikke skeler til, om der er andre flygtninge fra samme land ansat hos de lokale virksomheder, går man glip af “landsmandseffekten,” der ellers kunne bringe flere flygtninge i job.

Semi-tilfældig fordeling af flygtninge
De 15.578 flygtninge i undersøgelsen er efter deres asylbehandling blevet semitilfældigt fordelt mellem kommunerne:  Kommuner tildeles hvert år en kvote og modtager flygtninge, indtil kvoten er fuld. Kommunerne tilbyder herefter flygtningene en bolig, og her bliver de i høj grad boende. Seks ud af ti flygtningefamilier bor fx stadig i samme kommune otte år efter, de har fået asyl i Danmark.

Formålet med at  sprede flygtninge ud til forskellige kommuner er at sikre en lige fordeling af flygtninge på tværs af landet i forhold til befolkningstallet, men det kan i praksis betyde, at både flygtninge og virksomheder går glip af den ekstra beskæftigelse, der kan komme af landsmands-effekten.

Vores resultater indikerer, at den lave beskæftigelse blandt flygtninge kan øges, hvis flygtninge i højere grad ”matches” med områder i Danmark, hvor lokale virksomheder allerede har ansat personer fra samme oprindelsesland.

Nærhed åbner ikke døren uden et netværk
I vores analyse viser vi, at geografisk nærhed er ikke nok i sig selv. Det er kombinationen af nærhed og et eksisterende netværk, der åbner døren.
Det er altså ikke i sig selv tilstrækkeligt at placere flygtninge tæt på virksomheder, der mangler medarbejdere. Og det er heller ikke i sig selv nok, at det er arbejdsgivere, der betaler de ansatte forholdsvis høje lønninger. Det afgørende er kombinationen: adgang til virksomheder, der både er gode arbejdsgivere og som allerede beskæftiger landsmænd.

Gevinsten viser sig heller ikke kun i beskæftigelsen. Flygtninge med adgang til bedre arbejdsgivere gennem deres landsmænd får også senere job med et højere fagligt indhold, og de tjener også mere. Det gælder især flygtninge med en videregående uddannelse fra hjemlandet.

Boligplaceringen er et redskab, vi allerede har
Som et rent eksperiment har vi udført en modelberegning, der viser at gjorde man det, ville beskæftigelsen i løbet af de første fem år af flygtningenes tid i Danmark stige fra 28,9 til 42,1 procent.
Dette er en modelberegning på historiske data, ikke et løfte om fremtiden. Flygtninge i dag kommer fra andre lande end i 1990’erne, arbejdsmarkedet har ændret sig, og kommunestrukturen er også en anden.

Men princippet er fortsat relevant. Fordelingen af nyankomne er en af de første og mest indgribende beslutninger i integrationsforløbet. Alligevel træffes den i vid udstrækning uden systematisk information om, hvor flygtningene har de bedste muligheder for at blive en del af arbejdsmarkedet.

Og det er ikke kun et spørgsmål om job eller ikke job: Vores resultater peger på, at kvaliteten af de tidlige arbejdsgivere også hænger tæt sammen med både løn og beskæftigelse mange år senere.

Den første ansættelse er med andre ord ikke blot et spørgsmål om at komme inden for døren hos en arbejdsgiver. Det betyder faktisk en hel del, hvilken dør man kommer ind ad.

Spørgsmålet er derfor, om det lokale arbejdsmarked i kommunerne bør spille en større rolle i beslutningen om den geografiske placering af flygtninge? Modsat andre integrations-værktøjer, fx sprogundervisning, koster det ikke ekstra ressourcer at boligplacere nye flygtninge mere strategisk i forhold til deres jobmuligheder.
Forskningen, der er omtalt i dette indlæg, er gennemført i samarbejde med Ph.d-forsker Alessandro Caiumi fra University of California i USA.