Velfærdsmedarbejdere går ned i tid og løn, når de forlader det offentlige

Vidensoverblik

Februar 2026

task_alt

Eksternt bedømt

Når SOSU’er, sygeplejerske, fængselsbetjente og politibetjente forlader et job indenfor deres fag i det offentlige, søger de ofte mod jobs, hvor de går ned i arbejdstid og løn og søger generelt mod arbejdspladser, hvor færre er på sygedagpenge.

Forskningsrapport skrevet af Jacob Arendt Nielsen, forskningsprofessor, ROCKWOOL Fonden

Hovedkonklusioner

  • Mellem 27 og 48 procent af velfærdmedarbejderne i det offentlige forlader deres job i løbet af karrieren.

 

  • Alle fire grupper reducerer antallet af arbejdstimer, når de forlader det offentlige og søger mod arbejdspladser med mindre sandsynlighed for sygedagpenge.

 

  • SOSU’er og fængselsbetjente går markant ned i løn, når de forlader det offentlige.

 

  • Dem der forlader det offentlige, er mindre tilbøjelige til at modtage sygedagpenge end dem der fortsætter med at arbejde i det offentlige.

 

Rekrutteringen til den offentlige sektor kan blive sværere i årene fremover i takt med, at antallet af danskere i den arbejdsdygtige alder falder og antallet af ældre stiger. Dette nye studie fra ROCKWOOL Fonden viser, at der er et stort potentiale i at fastholde flere af dem, der forlader deres fag i det offentlige.

Forskningsprojektet har analyseret registerdata fra årene 2009-2023 for personer i alderen fra 18 til 64 år, der har gennemført en uddannelse som SOSU, sygeplejerske, fængselsbetjent eller politibetjent.

 

Mange har forladt deres fag i det offentlige 20 år efter de startede

Forskningsprojektet viser, at andelen af SOSU’er, sygeplejersker, politi- og fængselsbetjente i den arbejdsdygtige alder, der arbejder som velfærdsmedarbejdere i det offentlige falder med 27-48 procent i løbet af arbejdslivet.

Mens 99 procent af de nyuddannede politibetjente arbejder i politiet, når de er færdiguddannede arbejder 68 procent som politibetjente 20 år efter endt uddannelse. Det svarer til et fald på 31 procent. Lignende fald kan man også se i de andre faggrupper. 76 procent af de nyuddannede SOSU’er starter med at arbejde i det offentlige og 20 år efter er antallet faldet til 49 procent (et fald på 36 procent), mens 88 procent af sygeplejerskerne starter i det offentlige og efter 20 år er der 64 procent af dem, der stadig arbejder i det offentlige (et fald på 27 procent). For fængselsbetjente falder andelen fra 93 procent til 48 procent (et fald på 48 procent). Langt størsteparten finder andre job, enten i andre fag eller i den private sektor.

Figur 1: Andelen (procent) der arbejder i deres fag i det offentlige (frontlinjearbejde), fordelt over år siden endt uddannelse.

Alle går ned i arbejdstid og næsten alle går ned i løn

Når de fire grupper forlader det offentlige, så søger de især mod jobs, hvor de arbejder færre timer. Fængselsbetjente og politibetjente er dem, der går mest ned i tid og de reducerer deres arbejdstid med henholdsvis 3,6 og 3,3 timer om ugen. SOSU’er og sygeplejersker arbejder i forvejen i højere grad på deltid og går i gennemsnit mindre ned i tid. SOSU’er går 1,6 timer ned mens sygeplejerske går 1 time om ugen, når de forlader deres fag i det offentlige.

Mens sygeplejersker og SOSU’er nedsætter deres arbejdstid med henholdsvis 3 procent og 5 procent, reducerer både politi- og fængselsbetjente deres arbejdstid med 9 procent.

Kigger man på de fire faggruppers lønseddel mister fængselsbetjente i gennemsnit 4006 kroner om måneden, når de forlader deres fag i det offentlige, mens SOSU’er i gennemsnit går 1825 kroner ned i løn om måneden. Derimod går sygeplejersker i gennemsnit kun 360 kroner ned i løn om måneden, når de forlader deres fag i det offentlige.

Politibetjentene er den eneste gruppe, der samlet set går op i løn, og deres løn stiger i gennemsnit med lidt over 800 kroner om måneden, når de forlader det offentlige og finder job andetsteds. Det skyldes især, at flere politibetjente finder højere lønnede job i den private sektor. Her arbejder de bl.a. med kontor- og takseringsarbejde for forsikringsselskaber.

Politibetjente og sygeplejersker går ca. 2 procent ned i løn, mens SOSU’er og fængselsbetjente går henholdsvis 7 procent og 12 procent ned i løn, når de skifter job.

Figur 2: Gennemsnitlige ændringer i ugentlig arbejdstid og månedsløn (%) efter jobskifte.

Dem der forlader deres fag, søger mod job, hvor færre er på sygedagpenge

Forskerne har undersøgt forskellige forklaringer på, hvorfor de fire faggrupper søger væk fra det offentlige. En mulighed er, at de ansatte aktivt søger mod job, som de værdsætter højere, på trods af, at nogle oplever en lønnedgang.

Generelt er andelen af de offentlige velfærdsmedarbejdere, der modtager sygedagpenge højt. Blandt de offentligt ansatte velfærdsmedarbejdere var 12 procent af politibetjentene på sygedagpenge i gennemsnit i et givent år fra 2009-2023 mens 17 procent af sygeplejerskerne, 19 procent af fængselsbetjentene og 25 procent af SOSU’erne var på sygedagpenge.

Forskningsrapporten viser, at alle fire grupper søger mod jobs, hvor andelen af medarbejdere på sygedagpenge er lavere, end på den arbejdsplads, hvor de kom fra. Det gælder især fængselsbetjente og politibetjente, som søger mod jobs, hvor andelen på sygedagpenge er henholdsvis 8 og 10 procentpoint lavere, sammenlignet med deres tidligere job. SOSU’er og sygeplejersker finder jobs, hvor andelen på sygedagpenge er henholdsvis 3 og 2 procentpoint lavere.

Dem der forlader deres fag, har færre perioder på sygedagpenge før og efter jobskiftet

En anden forklaring kan være, at jobskiftet ikke skyldes et aktivt fravalg, men at de ansatte må skifte job på grund af længere sygeforløb.

Forskningsrapporten viser, at de fire gruppers sandsynlighed for selv at være på sygedagpenge stiger lige før de skifter job, men at sandsynligheden hurtigt falder efter jobskiftet og generelt har de fire faggrupper en lavere sandsynlighed for at modtage sygedagpenge både før og efter jobskiftet, sammenlignet med dem, der bliver.

Figur 3: Forløb for de fire grupper i forhold til tiden før og efter jobskiftet og sandsynligheden for at modtage sygedagpenge (tid 0 er det år man skifter job)

Fire år før jobskiftet er sandsynligheden for at være på sygedagpenge 7 procentpoint lavere for SOSU’er, der skifter job end for dem, der bliver deres fag i det offentlige. For fængsels- og politibetjente er sandsynligheden 10 og 12 procentpoint lavere fire år før jobskiftet.

Fire år efter jobskiftet har alle fire grupper en lavere sandsynlighed for at være på sygedagpenge, end dem, der blev i deres job. Forskellene er størst for fængselsbetjente, hvor sandsynligheden for at være på sygedagpenge er 20 procentpoint lavere, mens den kun er 4 procentpoint lavere for sygeplejersker, end for dem, der bliver i deres fag.

Forskningsrapporten viser også, at tre af de fire grupper ikke har markant anderledes sandsynlighed for at være i beskæftigelse før og efter de skifter job. Resultaterne kan derfor ikke understøtte en hypotese om at dem, der forlader deres fag i det offentlige, har markant længere sygeperioder eller på anden måde vil være vanskeligere at ansætte. Det understøtter, at der er et rekrutteringspotentiale i gruppen, i forhold til job i det offentlige, men at de aktivt har tilvalgt et andet job.

Det bygger analysen på

Analysen er baseret på registerdata for alle personer i alderen 18 til 64 år, der har færdiggjort en af fire uddannelser: sygeplejerske, politibetjent, fængselsbetjent og SOSU. SOSU’er inkluderer både social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere, da resultaterne ser tilsvarende ud for de to grupper for sig. Personerne følges i deres primære årlige beskæftigelse, opgjort på baggrund af antal arbejdstimer, fra 2009 til 2023.

Analysen sammenligner personer før og efter de har forladt deres fag i det offentlige og finder andre job. Der kontrolleres for alder, års erhvervserfaring, år siden uddannelse, køn, kalenderår og bopælskommune.

Relaterede udgivelser

Forskningsrapport

Forskningsrapport

Gå til forskningsrapporten