Det kan lyde som en oplagt løsning at lade dømte afsone i udlandet, men spørgsmålet er, om de hårknuder, der følger med, kan løses på kortere tid, end det tager at udbygge fængselskapaciteten i Danmark.

Vil du helst afsone en fængselsstraf i et overfyldt dansk fængsel eller i et med plads, men som ligger i et andet land?

Det er ikke nogen hemmelighed, at de danske fængsler er pressede. Faktisk er de propfyldte, der stuves flere ind på celler, som er tænkt som enkeltværelser, og der er massiv mangel på personale til at håndtere problematikken.

Og mens vi venter på de nybyggerier og kapacitetsudvidelser fra den seneste strafreform, må vi nu også se langt efter overflytningen af udvisningsdømte til afsoning i Kosovo, som også er forsinket, hvilket Berlingske skrev om for nyligt.

Situationen er alvorlig, og under Danmarks Fængsler sidder nu en »bemandings- og kapacitetstaskforce« til at endevende, hvordan der kan opdyrkes kapacitet i de danske fængsler.

Men imens der endevendes muligheder i Danmark, har Sverige – som står i en lignende situation med et presset fængselsvæsen – netop sendt sine første 600 fanger til afsoning i Estland. Og selvom den estiske opposition brokker sig lidt over den udsigt, presser et oplagt spørgsmål sig på:

Hvorfor gør Danmark ikke det samme?

Ukendt konsekvens

Lad mig slå fast med syvtommersøm, at der ikke findes forskningsbaserede effektevalueringer af det her med at sende dømte til afsoning i udlandet.

Vi ved kort og godt ikke, om det vil have positive eller negative konsekvenser for afsoneren (og dermed os alle). Altså om det kan øge resocialiseringen, eller om det gør de straffede endnu mere kriminelle efter løsladelsen.

Men vi har dog lidt erfaringer at trække på fra tre studier.

I perioden 2015-2018 lejede Norge fængselsceller i Holland.

Og i 2010-2016 gjorde Belgien det samme.

I USA sker der omfattende udstationeringer af fanger på tværs af stater – 10.000-20.000 hvert år.

Alle tre steder kunne fængslerne leve op til de materielle krav til afsoning i afsenderlandet. Altså rammerne og rutinerne, og forholdet mellem afsonere og ansatte fungerer faktisk fint, om end sprogbarrierer kan udfordre.

Der opstod til gengæld også alle tre steder store problemer ift. at sikre kontakten til familiemedlemmer under afsoning samt problemer med retssikkerheden i to af landene, fordi man afsoner under hjemlandets regler, men i et andet land.

Da kontakt til familien ses som en hovednøgle, når det gælder en kriminalitetsfri tilværelse efter løsladelse – og retssikkerhed er et kardinalpunkt i vores samfund – er det skidt.

Dertil blev det fundet, at de norske afsonere, som frivilligt lod sig anbringe i et hollandsk fængsel, havde højere trivsel end dem, man tvang. Den sidste gruppe led kort og godt gevaldigt, og selvom tvang er et grundvilkår i fængsler, er fundet næppe fuldt foreneligt med Danmarks Fængslers ambition om, at hverdagen under afsoning i videst muligt omfang skal ligne hverdagen i frihed.

Tidligere løsladelse

Men skal Danmark så overveje at sende fanger til udlandet? Baseret på de – indrømmet sparsomme – erfaringer står det i hvert fald klart, at to principper må tages med på råd.

For det første er der højere tilfredshed med udstationeringen, hvis man baserer den på frivillighed. Men erfaringerne fra Norge viser, at der i udgangspunktet ikke er mange frivillige – afsonere vil helst være tæt på familien.

Hvis antallet af frivillige skal øges, må politikerne derfor nok tænke i incitamenter, for eksempel ekstra gode programmer eller måske endda tidligere løsladelse.

Det vil nok betragtes som kontroversielt, men der er massevis af eksempler på, at man bruger incitamenter til at få folk til at træffe valg, der er til fordel for både velfærdssamfundet og den enkelte, for eksempel tidligere prøveløsladelse ved god opførsel. Så det vil ikke være uset, hvis man inddrager disse overvejelser.

Frivillighed løser dog ikke den manglende kontakt til familien. Derfor bør en eventuel dansk ordning også tage højde for den indsattes familiesituation.

Lavpraktiske og principielle hårknuder

For det andet skal der entydigt styr på det lavpraktiske såvel som principielle i lovgivningen.

Den norske erfaring bød for eksempel også på knas med retssikkerheden og de internationale forpligtelser, fordi der var tilfælde, hvor det var uklart, hvor og hvornår de norske eller hollandske regler gjaldt, ligesom det kunne være svært for de norske myndigheder at vurdere rimeligheden af for eksempel magtanvendelser, som var dokumenteret på hollandsk.

Det gælder i øvrigt allerede nu Danmarks ambition om at leje fængselspladser i Kosovo, hvor for eksempel transporten til og fra fængslet nødvendigvis må ske efter kosovarisk lov.

Og allerede da de første svenske fanger ankom til Estland; de blev afvist i døren, fordi de var dømt for andre og mere alvorlige forhold, end esterne mente var omfattet af aftalen.

At opstille de nødvendige incitamentsstrukturer kan vi nok finde ud af, men spørgsmålet er, om de lavpraktiske og principielle hårknuder kan løses på kortere tid, end det kommer til at tage at udbygge fængselskapaciteten i Danmark?