CEPOS roser i Berlingske d. 12/3 regeringen for at fjerne det 6. SU-år, og opfordrer regeringen til at erstatte SU på kandidatuddannelserne med lån. Men fra et samfundsøkonomisk perspektiv er det langt fra sikkert, at det vil være en god ide.

CEPOS fremhæver, bl.a., at det grundlæggende er forkert at omfordele indkomst til unge, der kan se frem til høje lønninger, samt at trods verdens højeste SU-niveau har Danmark ikke en høj social mobilitet. Men det er netop på grund af de høje livsindkomster for kandidatuddannede, at SU kan være en samfundsøkonomisk gevinst. Tilsvarende kan den sociale mobilitet blive endnu lavere uden SU. Det er et empirisk spørgsmål, om SU påvirker uddannelsesniveauet og den sociale mobilitet. Så hvad siger eksisterende forskning?

Flere studier viser, at stipendier øger optaget på videregående uddannelser, f.eks. i Sverige og i Danmark. I Danmark bidrog SU-reformerne i 1980’erne både til at øge optaget og mindsket frafaldet. SU øgede også den sociale mobilitet, fordi effekterne er større for unge med forældre med lav indkomst eller uddannelse. Det er ikke undersøgt, om disse effekter holder i dag, endsige om de holder for ændringer på kandidatuddannelserne. Omvendt er det heller ikke vist, at de ikke holder.

ROCKWOOL Fondens forskningsenhed har vist, at unge fra ufaglærte hjem har større tilbøjelighed til at bruge det 6. SU-år, end andre unge. Allerede inden de når så langt, har unge fra ufaglærte hjem et højere frafald. Der er derfor stor sandsynlighed for, at det rammer unge fra ufaglærte hjem hårdere end andre unge, når det 6. SU-år fjernes i 2026. Tilsvarende vil formentlig gælde, hvis SU på kandidatuddannelsen omlægges til lån. Det bestyrkes af studier, f.eks. fra Norge og Sverige, der viser, at unge fra uddannelsesfremmede hjem er mindre villige til at optage lån og mere tilbøjelige til at arbejde ved siden af studierne. Vi ved også, at lån ofte har små effekter, der er mindre end effekterne af stipendier. Lån fremstår derfor umiddelbart som en rationel løsning i forhold til den høje livsindkomst, som kandidatuddannelser medfører. Men de øgede omkostninger kan være det, der skubber særligt unge fra uddannelsesfremmede hjem over i kortere uddannelser eller ingen uddannelse.

Men overgår de sparede omkostninger ved at reducere SU’en ikke langt tabet af en eventuel reduktion i uddannelsesniveauet? Det har vi ingen eksakt viden om. Men hvis effekterne af SU-reformerne i 1980’erne står til troende, vil et års mindre SU betyde færre kandidater med lavere livsindkomster, produktionsværdi for samfundet og offentlige skatteindtægter til følge. AE opgjorde f.eks. tilbage i 2015, at livsindkomsten for en kandidat fra humaniora er 15 mio. DKK (2015-kroner) i gennemsnit, hvilket er 50% højere end for en faglært og 31% højere end for en pædagog. Blot en andel af disse forskelle kan generere store tab. Der er derfor risiko for, at en omlægning af SU til lån vil genere et samfundsøkonomisk tab og sænke den sociale mobilitet.