Familiesammenførte står for stor del af flere varme hænder i ældreplejen

Analyse

November 2026

task_alt

Eksternt bedømt

Et stigende antal ældre i Danmark øger behovet for social- og sundhedsmedarbejdere i ældreplejen. Samtidig er der kamp om arbejdskraften, så hvor skal de flere varme hænder til omsorg og pleje af flere ældre komme fra? Denne analyse viser, at de indtil videre er kommet fra udenlandsk arbejdskraft.

Skrevet af Mille Bjørk, analysechef, Jesper Kühl, chefanalytiker, og Lærke Dyrby Kloch, studentermedarbejder, ROCKWOOL Fonden

Hovedkonklusioner

• Fra 2011 til 2025 steg antallet af SOSU-medarbejdere i ældreplejen med 8.400, svarende til en stigning på lidt over 10 pct. fra 83.700 til 92.100. Bag denne udvikling ligger en stigning på 13.300 SOSU-assistenter og et fald på 5.100 SOSU-hjælpere.

• Samlet set tegner udenlandske medarbejdere sig for hele stigningen og mere til. Antallet af SOSU-medarbejdere i ældreplejen med udenlandsk statsborgerskab steg med 11.400, mens antallet med dansk statsborgerskab faldt med 3.200. Andelen af udenlandske SOSU-medarbejdere steg fra 6 til 18 pct.

• Udenlandsk arbejdskraft stod for ca. hver fjerde nye SOSU-assistent. Af stigningen på 13.300 SOSU-assistenter er 3.500 udenlandske statsborgere, hvoraf ca. 2.600 er indvan-dret som voksne. Bidraget fra udenlandsk arbejdskraft til det stigende antal SOSU-assistenter accelererede efter 2018.

• Antallet af udenlandske SOSU-hjælpere steg med ca. 7.900 – trods et samlet fald på 5.100. Andelen af udenlandske SOSU-hjælpere steg fra 7 til 21 pct.

• Familiesammenføring er den hyppigste enkeltstående opholdsgrundlag – ikke erhverv. Blandt SOSU-assistenter og SOSU-hjælpere, som er indvandret som voksne, er hhv. 41 pct. og 45 pct. kommet til Danmark som familiesammenførte. Under en tredjedel af SOSU-assistenterne og under en femtedel af SOSU-hjælperne er indvandret via erhvervsordnin-ger eller fra et EU/EØS-land.

• Oftest fra MENAPT-lande eller Sydøstasien. Blandt de flere udenlandske SOSU-medarbejdere i ældreplejen kommer 30 pct. fra de såkaldte MENAPT-lande, 20 pct. fra Sydøstasien og 18 pct. er EU-statsborgere.

Antallet af udenlandske social- og sundhedsmedarbejdere (SOSU-medarbejdere) i ældreplejen er steget med 11.400 medarbejdere siden 2011 og andelen med udenlandsk baggrund er i samme pe-riode steget fra 6 til 18 pct. Samtidig er antallet af danske SOSU-medarbejdere i ældreplejen faldet med 3.200.

Udenlandske SOSU-medarbejdere har dermed både udlignet faldet for danske medarbejdere og stået for hele den samlede vækst i ældreplejen på i alt 8.400 SOSU-medarbejdere. 79 pct. af de flere udenlandske SOSU-medarbejdere er indvandret til Danmark som voksne.

Heraf er næsten halvdelen kommet til Danmark som familiesammenførte. Mens under en tredjedel af SOSU-assistenterne og under en femtedel af SOSU-hjælperne er indvandret via erhvervsordninger eller fra et EU/EØS-land. Derudover kommer de oftere fra de såkaldte MENAPT-lande eller fra Syd-østasien.

Analysen viser dermed, at udenlandsk arbejdskraft har været en afgørende kilde til flere varme hænder i ældreplejen, og potentielt fortsat kan være det i fremtiden. Derudover peger analysen på, at det kan ske via andre opholdsgrundlag end erhvervsrettede og blandt herboende udlændinge, der kan have boet i Danmark i flere år.

Flere udenlandske SOSU-medarbejdere stiller dog særlige krav til sproglige og kulturelle kompeten-cer i plejen af de ældre – krav, som fagrettet sprogundervisning og oplæring i og uden for SOSU-uddannelserne kan være med til at indfri.

FIGURNOTE: Otte ud af ti af de nye udenlandske SOSU-medarbejdere er indvandret til Danmark som voksne. Næsten halvdelen (44 procent) er kommet til Danmark som familiesammenførte (orange). Det gælder især indvandrere fra de såkaldte MENAPT-lande, Sydøstasien, Afrika og fra de lande, der er omfattet af 2025-aftalen om indvandring af arbejdskraft, der bl.a. omfatter USA, Indien, Kina, Brasilien, Storbritannien og Ukraine. Andre blandt de udenlandske SOSU-medarbejdere er i Danmark på andre opholdsgrundlag, fx EU-statsborgere (blå), studievisa (lys blå) og asyl (brun). Kilde: ROCKWOOL Fondens beregninger på data fra Danmarks Statistik.

FIGURNOTE: Antallet af udenlandske SOSU-medarbejdere i ældreplejen er siden 2011 er steget med 11.400 personer og udgør i dag næsten hver femte af alle SOSU-medarbejdere (dvs. SOSU-assistenter og SOSU-hjælpere). I samme periode er antallet af danske SOSU-medarbejdere faldet støt. Udenlandske SOSU-medarbejdere har dermed både udlignet et fald i antallet af danske medarbejdere og samtidig stået for hele væksten i ældreplejens SOSU’er. Kilde: ROCKWOOL Fondens beregninger på data fra Danmarks Statistik.

Relaterede udgivelser

Vidensoverblik

Vidensoverblik

Forøget risiko for psykisk sygdom hos flygtningefædre inden familiesammenføring

Gå til vidensoverblikket

Bog

Hvad vi ved om indvandring og integration

Læs bogen
Forskningsrapport

Debatindllæg

Flere flygtninge vil komme i job, hvis man skeler til "landsmandseffekten"

Læs debatindlægget