Tilbage i 2019, umiddelbart før coronakrisen, pegede vi på, at risikoen for overophedning syntes mindre end debatten på baggrund af den daværende beskæftigelsesrekord gav anledning til at forvente.

Vi viste at andelen af befolkningen af danske statsborgere i alderen 25-54 år[1] uden beskæftigelse udgjorde en stærk indikator for lønudviklingen, og at denne andel fortsat var væsentligt lavere end tilfældet omkring finanskrisen, hvor lønstigningerne senest nåede et niveau, der kunne opfattes som problematisk.

Vores pointe var således, at der tilsyneladende var en betragtelig højere grad af uudnyttede arbejdskraftressourcer til rådighed end under seneste overophedning. Disse uudnyttede ressourcer kunne formodes at udgøre en ”elastik” i forhold til, hvornår den høje efterspørgsel kunne forventes omsat til højere lønstigningstakter.

Siden da er beskæftigelsen da også steget ganske markant til nye rekordniveauer, også foreløbigt uden dramatiske konsekvenser for lønudviklingen. Dog er indikatorer for mangel på arbejdskraft på det seneste skudt kraftigt i vejret, og spørgsmålet er, hvor mange arbejdskraftressourcer der nu kan forventes at være tilbage. Med andre ord, er vi igang med at benytte den sidste elastik i arbejdsudbuddet, og kan vi se frem til, at efterspørgselspresset i langt højere grad slår ud som lønstigninger?

I det følgende genbesøger vi analysen af udviklingen i andelen af 25-54-årige danske statsborgere uden beskæftigelse, og hvor tæt vi kan forvente at være på væsentligt kraftigere lønstigningstakter, hvis den hidtil gældende sammenhæng mellem lønstigningstakt og andel uden beskæftigelse fortsat gør sig gældende.

Figur 1 viser, hvorledes beskæftigelsesfremgangen, fra omkring 2013, i væsentlig udstrækning skyldtes udenlandsk arbejdskraft (udenlandske statsborgere), men også danske statsborgere over 55 år.[3] På samme måde ses tydeligt, at fremgangen i antal beskæftigede, inkl. den daværende beskæftigelsesrekord i 2020, ikke skyldtes fremgang i antal fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere under 55 år.

Hvor figur 1 viser en aftagende tendens i antal fuldtidsbeskæftigede danske statsborgere under 55 år omkring den tidligere beskæftigelsesrekord i 2020, umiddelbart før coronanedlukningen, er tendensen derimod markant opadgående for denne gruppe, under den igangværende beskæftigelsesfremgang, der allerede har medbragt det højeste registrerede samlede beskæftigelsesniveau til dato (Figur 1).

Presset på arbejdsmarkedet kan imidlertid ikke opgøres alene ved antallet af beskæftigede, der ikke nødvendigvis informerer om omfanget af tilbageværende arbejdskraftressourcer, som også tilgangen af udenlandsk arbejdskraft i figur 1 tydeligt illustrerer. [4]

I 2019 viste vi hvordan lønstigningstakten var tæt korreleret med udviklingen i andelen af ikke-beskæftigede 25-54-årige danske statsborgere, som dermed tilsyneladende udgjorde en velegnet indikator for det pres på arbejdsmarkedet, der kunne formodes at give udslag i lønstigningstakten.

Fra 1.kvt.2008-1.kvt.2020 var lønudviklingen således langt stærkere korreleret med andelen af de ikke-beskæftigede 25-54-årige end med fx ledighedsprocenten (ROCKWOOL Fonden, 2019), og synes dermed mere informativ om det lønudslagsgivende pres på tilbageværende arbejdskraftressourcer end fx ledighedsprocenten eller det samlede antal beskæftigede.

Der kan oplagt være mange grunde til at den lineære sammenhæng mellem den nominelle lønstigningstakt og andelen uden beskæftigelse måtte ophøre over tid, eller ikke længere være lige så relevant under en pandemi. [6] Tager man imidlertid sammenhængen i figur 2 for pålydende, indikerer den, at presset på arbejdsmarkedet er omtrent halvvejs tilbage mod presset fra før finanskrisen i forhold til bunden af beskæftigelsesfaldet i 2013.

Dog giver særligt tempoet i bevægelsen mod en fortsat lavere andel uden beskæftigelse anledning til at følge udviklingen tæt. Figur 3 viser udviklingen i andelen af 25-54-årige danske statsborgere uden beskæftigelse.