Børn af forældre med korte uddannelser har i gennemsnit et mindre ordforråd og dårlige sproglige færdigheder end børn af mere veluddannede forældre. Det er påvist i talrige forskningsstudier12, og de dårligere sprogfærdigheder sætter børnene bagud allerede inden skolestart og kan ofte også ses i testresultaterne hele vejen op gennem deres skoletid.

I 2013-2014 gennemførte forskere fra TrygFondens Børneforskningscenter på Aarhus Universitet derfor et såkaldt interventions-studie med lodtrækning, for at måle, om pædagogerne med en særlig sprogindsats i 3-5-års-alderen kan løfte børnenes sproglige færdigheder. Interventionen fik navnet ”Fart på sproget” og foregik i børnehaver i otte repræsentativt udvalgte kommuner på tværs af landet. Børnehaverne er blevet inddelt i to grupper, hvor den ene gruppe af børnehaver fortsatte dagligdagen som sædvanligt. I den anden gruppe blev pædagogerne sendt på et 2-dages kursus hvor de blev undervist i, hvordan de understøtter børns sproglige udvikling i højere grad.

Stadig effekt flere år senere

Og effekterne var til at måle. Børnene i de børnehaver, der modtog den særlige sprogindsats, fik hurtigt et mere sikkert og varieret sprog. Og flere år senere, da børnene gik i 2. klasse, kunne forskerne stadig konstatere en forskel.

Men nu kun blandt én helt bestemt gruppe børn: Nemlig de børn i de familier, hvor forældrene havde korte uddannelser, og hvor børnene gik i skoler, hvor det gennemsnitlige karakterniveau ved afgangseksamen ligger i den lave ende (dvs. blandt de 40 procent laveste af alle skoler).

Forældre satte turbo på godnathistorierne

Årsagen til, at det netop er disse børn, der stadig i 2. klasse så ud til at have glæde af den særlige sprogindsats dengang i børnehavetiden, ligger formentlig i, at børnenes forældre gjorde en særlig indsats for selv at følge op på det sprog-arbejde, som pædagogerne havde startet, da børnene var små.

Spørgeundersøgelser blandt forældrene tre år efter interventionen viste nemlig, at disse børns forældre f.eks. læste mere højt for deres børn, talte mere med dem og hjalp dem mere med lektierne end kortuddannede forældre ellers gør.

På den måde medførte en investering fra det offentlige (sproginterventionen) at forældrene som privatpersoner også valgte at investere deres egen tid på at støtte deres børns sproglige udvikling.

Økonomisk forskning ser typisk på effekten af en intervention (f.eks. en investering) men her ser forskerne, at to forskellige typer af ”investeringer” (det offentliges og forældrenes) spiller sammen og var med til at reducere karakter-uligheden blandt børn af forældre med hhv. korte og længere uddannelser.

Hvorfor den samme effekt ikke ses blandt børn af forældre med lange uddannelser, siger forskningsstudiets data ikke noget om.