Meget er på spil i debatten om mistrivsel, men det vil være et svigt og et misforstået hensyn, hvis vi undlader at tale om familiens rolle. Vi må se hele den unge for at finde vejen til bedre trivsel.

»Unges mistrivsel bliver gjort til et familieproblem,« skriver psykolog Katrine Eeg i et debatindlæg i JP, hvor hun kritiserer et nyt studie fra Rockwool Fonden.

Familierne er i forvejen pressede og føler stor skyld, når en ung mistrives. Derfor skal vi være varsomme med at tale om familiens ansvar, mener hun.

Vores data viser dog, at der er god grund til at tale om alle aspekter af de unges liv, når vi skal finde årsagen til mistrivsel. Også om familien.

I studiet har vi med svar fra 6.800 15-19-årige undersøgt betydningen af trivsel i de fem vigtigste ”arenaer” i de unges liv: fritid, uddannelse, arbejde, familie og venner.

Her rapporterer de unge, i hvor høj eller lav grad de i skolen, familien, blandt venner osv. får opfyldt tre grundlæggende behov, som ifølge psykologien er vigtige for menneskers trivsel: behovet for autonomi, kompetence og tilknytning.

De unges svar giver os en række interessante resultater. Blandt andet ser vi, at de mere end 60 pct. af de unge, som vurderer deres liv som mest tilfredsstillende, også rapporterer, at de i høj grad får tilfredsstillet de behov i familien.

Især ser unge ud til at trives godt, når de føler sig ”kompetente” i familien. F.eks. ved at opleve sig respekteret og forstået af andre familiemedlemmer og ved at føle, at deres bidrag til familien er værdsat.

Katrine Eegs kritik går bl.a. på, hvad vi kan tillade os at konkludere ud fra vores resultater. Hun har ret i, at det er et korrelationsstudie, der viser et sammenfald mellem generel god trivsel hos undersøgelsens 15-19-årige og det, at de føler autonomi, kompetence og tilknytning i deres familie.

Vi siger ikke, at god trivsel i familien præcis er det, der fører til generel god trivsel. Det gør vi også meget ud af i formidlingen af studiets resultater.

Men studiet bygger på en solid teori, som tillader os at pege på, at trivsel i familien faktisk har betydning for unges generelle trivsel. Det giver os grund til at konkludere, at det ikke blot er et tilfældigt sammenfald.

Det ser vi bl.a., når vi tester trivsel i familien op mod de fire andre livsdomæner, som den unge indgår i – fritidsaktiviteter, skole/uddannelse, arbejde og venner. Trivsel i skole/uddannelse er også vigtigt, men her er ikke et helt så stærkt sammenfald med unge, der rapporterer om generel høj livstilfredshed.

Katrine Eeg er også kritisk over for, at studiet baserer sig på selvrapporterede data, altså de unges egne svar om deres trivsel. De unges syn på familien kan være ”farvet,” mener hun: Glade unge kan se familien i et mere flatterende lys end unge, som trives dårligt.

Vi stoler dog på, at 15-19-årige fint kan besvare spørgsmål om deres trivsel, og netop fordi vi i studiet her spørger specifikt til forskellige dele af de unges liv, har vi tillid til, at de unge ret præcist kan beskrive, hvor de trives godt og mindre godt. Unges trivsel er komplekst og fuldt af nuancer. Det er derfor, vi har designet vores forskningsstudie som en 360-graders undersøgelse af de unges liv.

I trivselsdebatten er stærke følelser og interesser på spil. Vi taler meget om skole, skærme og sociale medier. Meget lidt om familien. Vi fremhæver gerne familiens positive indflydelse på unge, men vil helst fritage familien ansvaret, når unge mistrives. Skolen derimod står ofte for skud, når vores unge har det dårligt.

Alle forældre ved, hvor sårbart det er, når en ung mistrives. Og nogle familier er meget hårdt ramt.

Men hvis vi skal blive klogere på årsager og mulige løsninger på unges mistrivsel, er det nødvendigt at se på helheden. Det vil være et svigt og et misforstået hensyn, hvis vi undlader at undersøge og tale om familiens rolle i forhold til de unges trivsel. Resultaterne peger jo netop på, at familien har betydning, og at vi som forældre kan gøre noget. Det er vigtig viden, mener vi.