”Ask not what your country can do for you – ask what you can do for your country.” John F. Kennedys opfordring til sine medborgere om at huske deres fælles pligt over for deres land og samfund er et af det 20. århundredes mest klassiske citater.
Synet på hvad, der karakteriserer den ”rigtige” adfærd, er dog hverken isoleret til USA eller noget, der kun ses i historiebøgerne. Og de seneste års uddannelsesreformer er et godt eksempel. Noget har ændret sig i den danske uddannelsesdebat. Hvor det politiske syn på uddannelsens rolle i samfundet gennem årtier overordnet har harmoneret med unges stigende søgning mod længere uddannelser, har de seneste reformer trukket i modsatte retning. Fokus på den enkeltes muligheder og fremtid er til dels blevet trumfet af et fokus på samfundsudfordringer, der vurderes som værende vigtigere.

Intelligensreserven
I efterkrigstidens Danmark blev ønsket om at ”mobilisere intelligensreserven” en rettesnor for uddannelsespolitikken. Det danske uddannelseslandskab skulle reformeres – først blev landskolen nedlagt til fordel for grundskole for alle børn, som vi kender det i dag. Imens skød gymnasier op rundt omkring i landet, og ni års skolegang blev gjort obligatorisk.
Denne samfundsomvæltning – for det var det i et land, hvor skolegang og uddannelse ikke havde fyldt meget for en stor del af befolkningen bare et par årtier tidligere – fik ikke bare mobiliseret intelligensreserven. Det løftede også uddannelsesmulighederne for børn og unge over hele landet. Samfundets interesser flugtede med frigørelse af individets muligheder. Og som tiden gik, flyttede uddannelsesekspansionen ind på de videregående uddannelser. Omkring 10% af årgangene fra 1970’erne fik en lang videregående uddannelse. Blandt årgange født i 1990’erne er det 20% af hver årgang. Og ses der på videregående uddannelser bredt set, er det i dag tæt på halvdelen af en årgang, der fuldfører en.

En ny vej
Holdninger til det uddannelseslandskab, som unge skal navigere i, er altså hverken nye eller fremmede. Med et offentligt finansieret uddannelsessystem følger krav til og kontrol med, hvad pengene bruges på. Det er snart 50 år siden, at adgangskrav til universitetsuddannelser blev indført, og mellemtiden har budt på udtryk i den offentlige debat som uddannelsestaxameter, fremdriftsreform og dimittendledighed. Men nylige politikker, som fx udflytning af uddannelser baseret på et ønske om at tilgodese provinsen og senest universitetsreformen fra 2023, handler om meget mere end styring af en stadig voksende sektor.
Ambitionen om at ”tilpasse optaget på universiteternes bacheloruddannelser, så 8 procent færre end i dag kan optages på uddannelserne – blandt andet med henblik på, at flere i fremtiden vil søge mod de professionsrettede bacheloruddannelser,” som aftaleteksten i den nye universitetsreform lyder, virker hverken til at være ønsket hos uddannelsessektoren eller de unge, der skal leve med ændringerne. Retorikken er dog klar. Noget større er på spil. Det ses fx også i udspillet ”Forberedt på fremtiden IV”, fra maj i år. Her er ønsket, ”at flere skal blive faglærte med de kompetencer og færdigheder, som efterspørges på arbejdspladserne – blandt andet til den grønne omstilling.” Samfundets behov nu og i fremtiden styrer uddannelsespolitikken og ikke – nødvendigvis – de unges behov og ønsker.

Uddannelse giver muligheder
Uddannelse og de færdigheder, vi udvikler gennem livet, er den vigtigste ressource vi har med os. Og uddannelsesmuligheder er samtidigt vigtigt for unges håb om fremtiden. Uddannelse åbner muligheden for at forme vores liv – at være herre i eget hus så at sige. For mange har de bedre uddannelsesmuligheder generation efter generation været grundlaget for en frisættelse.
De seneste årtier er unge fra ikke-boglige hjem i stigende grad begyndt at følge strømmen ind på gymnasiet, på de videregående uddannelser og på universiteterne. Men når strømmen nu skal vendes i et håb om, at flere i fremtiden vil søge mod de professionsrettede bacheloruddannelser, og den grønne omstilling bliver sikret, vil det med stor sandsynlighed også være dem, der kommer til at skulle gå forrest. Sidst ind og først ud.
Og selvom alle politikere – hvad end det er til venstre, højre eller i midten af det politiske spektrum – nok deler et ønske om lige muligheder for uddannelse til alle, har dette ønske ikke vægtet højest i uddannelsesreformerne på det seneste. Forskningen viser klart, at det hovedsageligt er unge fra mindre ressourcestærke hjem, der påvirkes, når adgangen til uddannelser indskrænkes og adgangskravene stiger.

Mange mulige løsninger
Det er ofte lettere at påpege problemer og udfordringer end at finde på løsninger. Hospitaler fungerer ikke uden sygeplejersker, dagtilbud har brug for pædagoger, og plejesektoren har brug for SOSU-uddannede.
Listen med velfærdsinstitutioner, der oplever udfordringer omkring personalemangel, er lang. Men det er listen med mulige tiltag også. En opgave kan nok være tvungen, men ofte findes der mere end én mulig løsning.
For selvom vi har set faldende søgning til velfærdsuddannelserne, er det på mange velfærdsområder ikke uddannede, vi mangler. I 2023 viste en analyse fra ROCKWOOL Fonden, at der aldrig har været så mange uddannede pædagoger og sygeplejersker som i dag. Problemet er, at en stor del ikke arbejder med de primære opgaver, de oprindeligt er uddannet til.
Blandt uddannede pædagoger, er det kun lidt over 60% af den samlede potentielle arbejdstid, der lægges i uddannelsesrelevant arbejde som eksempelvis i dagtilbud. En betydelig del arbejder i andre erhverv, og mange arbejder på deltid. En opfølgende analyse viste, at det samme i høj grad gør sig gældende for SOSU-uddannede. Potentialet, hvis alle uddannede indenfor velfærdsfagene bliver i uddannelsesrelevant arbejde, og går fra deltid til fuld tid, er tæt på 100.000 årsværk.
Trepartsaftalen fra 2023 er et forsøg på at løse personalemanglen gennem bl.a. lønløft. Øget rekruttering fra udlandet er et andet eksempel. Men mulighederne langs disse veje er ikke udtømte. Tilsvarende viste en analyse tidligere i år, at den senere tilbagetrækning over de seneste 10-15 år har bidraget med tusinder af ekstra hænder i velfærdsfagene. Imens diskuteres det, om pensionsalderen skal fortsætte med at stige i takt med, at vi lever længere.

Hvem skal bidrage?
Selvom problemerne er store, handler de løsninger vi vælger om prioriteringer. Hvem eller hvad står forrest, når løsningerne skal findes? Er det unge under uddannelse, er det seniorer på arbejdsmarkedet, er det lønninger i det offentlige, er det udenlandsk arbejdskraft eller noget helt femte?
Og hvordan skal individets interesser vægtes overfor samfundets interesser? Et spørgsmål vi ikke har skullet forholde os til i uddannelsespolitik i mange årtier. Men ikke længere. Uddannelseslandskabet reformeres – ikke kun for de unges skyld, og hvad samfundet kan gøre for dem, men også ud fra et ønske om dét, de unge bør gøre for samfundet.