Den anden grund til, at ting, der synes lige, ender med at være ulige, skal findes i måden, vi udvikler os på. Når vi lærer, bygger vi hele tiden oven på, hvad vi allerede kan. I skoletiden udvikles de færdigheder, der skal bruges på vejen videre gennem uddannelsessystemet. På ungdomsuddannelser og de videregående uddannelser udvikles de færdigheder, der skal bruges i mødet med arbejdsmarkedet og livet som voksen mere generelt. Hele tiden danner et givent trin fundamentet for de færdigheder, der skal anvendes og udvikles på det næste.

Tilsvarende gør sig også gældende før skolestart. Børns vej til eksempelvis at lære at læse og skrive starter lang tid før, de første gang får en bog i hånden. Og hvis man ikke mestrer de færdigheder, der skal bruges i skoletiden, vil muligheden for at udvikle de færdigheder, der skal bruges videre i livet, blive mindsket. Når kun nogle udvikler deres færdigheder tilstrækkeligt, vil det kun være dem, der kan drage fuld nytte af de senere muligheder og tiltag – selv, hvis alt formelt set er åbent og lige for alle. Dem, der allerede har meget, får mere.

Hertil kan lægges, at børn fra ressourcestærke hjem ofte går i skole sammen. Og som en undersøgelse viste for et par år siden, er det ofte også de fagligt stærkeste lærere, der underviser på skoler i ressourcestærke opland. Og det er tilfældet, selvom skolen skulle være lige for alle. Derfor møder vores tilgang i uddannelsessystemet en mur.

Den faktiske mening med lignelsen fra biblen er noget i retning af, at ”den, der er stærk i troen, vil blive belønnet”. Det er bare ikke tilfældet, når det kommer til uddannelsespolitik. Vi søger med ensartede og universelle tilbud som redskab at give alle børn lige muligheder. Men i realiteten ender vi langt fra intentionen. Det har også økonomiske konsekvenser. Det er for eksempel mere ressourcekrævende at mindske forskelle, efter at de har vokset sig store gennem hele barndommen. Og resulatet af et ulige udgangspunkt er, at senere forsøg på at fremme lighed kan ende som eksemplet med SU, hvor støtten oftest går til allerede ressourcestærke grupper.

Kunne pengene være brugt bedre til at nå det ønskede mål? Bør det give anledning til at ændre noget i uddannelsessystemet – og i givet fald hvad? Det er politiske spørgsmål, der nok hører mere hjemme i en anden sektion i avisen. Her vil jeg nøjes med at konstatere, at vi står overfor en udfordring. De politiske intentioner bliver ofte vendt på hovedet med det resultat, at ressourcestærke personer får de bedste muligheder gennem livet.