Længere barsel øger børns trivsel og udvikling op til teenagealderen. Hvad betyder det for øremærket barsel?
Dette indlæg blev bragt i A4 Ligestilling den 9. oktober 2023.
Ny kausal evidens viser for første gang, at længere forældreorlov har gavnlige effekter på børns udvikling og trivsel. Samtidig tyder foreløbige opgørelser på, at forældres samlede barsel er blevet kortere, efter de nye regler for øremærket barsel blev indført. Reduktionen er præget af usikkerhed og ser umiddelbart lille ud – en enkelt uge. Men gennemsnittet kan dække over store forskelle mellem familier. På den baggrund mener vi, at man skal følge udvikling og fordeling af øremærket barsel tæt for at spore utilsigtede negative konsekvenser, særligt for nogle af de mere udsatte børn.
Teenagere trives bedre, hvis de som spædbørn har haft længere tid hjemme med en forælder på barsel. De har også bedre såkaldte socioemotionelle kompetencer, dvs. karaktertræk, som vi ved er afgørende for deres senere liv. Børn, som havde længere barsel med en forælder, er mere vedholdende, samvittighedsfulde og emotionelt stabile. Det viser vores nye undersøgelse af sammenhængen mellem længden af barsel og børns trivsel, hvor vi bruger teenageres egne svar på folkeskolens trivselsundersøgelser til at måle deres trivsel.
Men kan sammenhængen mellem barselslængde og børns trivsel ikke skyldes andre faktorer, for eksempel at mere ressourcestærke forældre typisk tager længere barsel, og deres børn ville have haft højere trivsel uanset hvad?
Vores nye studie adresserer netop dette problem ved at se på børn, der blev født omkring indførelsen af den seneste barselsreform. I 2002 blev reglerne for forældreorlov ændret: Forældre til børn født inden den 1. januar 2002 måtte tage 24 uger med højeste dagpengesats, mens forældre til børn født lige efter kunne tage de nuværende 46 uger. Reformen forlængede barslen med ca. 1,5 måned i gennemsnit. Mens nogle familier ikke ændrede adfærd, for eksempel fordi de uanset reglerne havde råd til at holde lang barsel, var der andre, for hvem de nye regler betød en forøget barselslængde på op til fem måneder.
Vores undersøgelse sammenligner børn født lige før og efter reformen. Bortset fra barselslængde voksede begge grupper af børn op under samme vilkår og gennemgik de samme samfundsmæssige forandringer. Derfor kan vi sige, at der ikke bare er tale om en tilfældig statistisk sammenhæng, men derimod en kausal effekt af barselslængden på børns trivsel og udvikling.
I gennemsnit forbedrede hver ekstra måneds barselsorlov barnets trivselsmål med 4,8 procent. Tilsvarende steg barnets samvittighedsfuldhed og emotionelle stabilitet med hhv. 3,5 og 2,8 procent. For de børn, hvis mødre ellers kun ville have taget 24 ugers barsel eller mindre, var effekterne endnu større. Da disse børn – altså børn af forældre, som typisk kun tog kort tids barsel – generelt havde lavere trivsel og socioemotionelle kompetencer, var en yderligere konsekvens af 2002-reformen, at den mindskede uligheden i børns trivsel og udvikling.
For et år siden forøgede Folketinget den øremærkede barsel til fædre og med-mødre. Under de nuværende regler er 11 ugers barsel øremærket til fædre og med-mødre, i stedet for de to, som de havde ret til før reformen. Hvis de 11 uger ikke bliver brugt, bortfalder de. Hvis fædre (eller med-mødre) ikke holder den øremærkede barsel, de har ret til, kan det betyde, at barnet samlet set får mindre tid med en forælder i deres første leve år under den nye lovgivning i forhold til, hvis de var født under de gamle regler. Hvis det er tilfældet, svarer det netop til den situation, vi har undersøgt i vores studie – bare med omvendt fortegn. Vores studie viser da, at hvis der er børn, hvis mødre tager 11 ugers kortere barsel, uden at fædrene tager mere, kan det have en negativ effekt for denne gruppe børns senere trivsel og udvikling.
For de familier, hvor begge forældre tager hele den øremærkede barsel, vil reformen ikke føre til en ændring af den samlede barselslængde. En ændring vil dog naturligvis være, at noget af tiden med mor udskiftes med tid med far. Vores studie siger ikke noget om effekten af dette. Vores resultater viser, at hvis barslen ikke benyttes, kan børn blive dårligere stillet under de nye regler.
Vi må vente lidt endnu, før vi kan afgøre, i hvor høj grad fædre og med-mødre benytter den ekstra øremærkede barsel. Det vil være relevant at se på både reformens betydning for den gennemsnitlige barselslængde, og om der er forskel på, hvilke forældre der bruger den øremærkede barsel. Foreløbige tal fra ATP/Udbetaling Danmark tyder på, at forældrenes samlede barsel er blevet kortere efter reformen.[1] Reduktionen ser lille ud – en enkelt uge. Men gennemsnittet kan dække over store forskelle mellem familier.
I vores studie finder vi, at længere barsel havde størst gevinst for børn, hvis forældre ville holde en relativ kort barsel før reformen, og dette var korreleret med socioøkonomiske faktorer. Derfor bør man følge tæt, om nogle grupper af forældre i højere grad end andre vælger ikke at benytte retten til fars og med-mors øremærkede barsel. Hvis mere socialt udsatte børn fremover oplever kortere barsel, kan vi risikere, at den sociale ulighed i trivsel øges.
Alle familier er forskellige, og vores formål med at rejse diskussionen er bestemt ikke at pege fingre ad nye forældre. Der indgår mange elementer i beslutningen om, hvordan og hvornår barslen afholdes, og en kortere barselsperiode kan sagtens være den rigtige beslutning for den enkelte familie. Vores ønske er at bidrage med kausal evidens om betydningen af ændringer i barselslovgivningen på samfundsplan. På baggrund af vores forskning opfordrer vi til, at der holdes særligt øje med, om bestemte familier ikke benytter sig af den øremærkede barsel. I så fald er der en risiko for, at lovgivningen har utilsigtede konsekvenser for børnene i disse familier.
Noter:
[1] Datagrundlaget dækker ikke barnets hele første år, men kun otte uger, og især fordelingen af forandringer på tværs af socioøkonomisk og uddannelsesmæssig baggrund, er endnu ukendt. Læs mere her.
Relaterede udgivelser
Indlæg
Øremærket barsel kan forværre børns trivsel og udvikling, hvis de nye regler fører til en kortere samlet barsel
Gå til indlæggetPodcast
Længden af barsel og børn trivsel
Gå til podcastenSeneste udgivelser indenfor samme velfærdsemne
Forskning
Analyse
Elever, der skifter til privatskoler, er dygtigere og har færre diagnoser end elever, der skifter til andre folkeskoler
December 2024
Forskning
Podcast
Hvad koster det at blive mor? Økonomiske og sociale konsekvenser af moderskab
December 2024
Forskning
Forskningsrapport
Understanding the Heterogeneity of Intergenerational Mobility across Neighborhoods
December 2024
Forskning
Vidensoverblik
Det er menneskene i opvæksten
– ikke postnummeret
– der afgør børns chancer i livet
December 2024