ET NYT lovforslag skal i dag førstebehandles i Folketinget med det erklærede formål at få flere i arbejde. Men meget tyder på, at effekten bliver begrænset. Loven pålægger flere end 30 kommuner at gennemgå gamle førtidspensionssager for indvandrere i bestemte boligområder for at vurdere, om modtagerne reelt opfylder kravene. Der er ikke grund til at tro, at mange af dem, som får frataget deres førtidspension, kommer i beskæftigelse. Samtidig er den overrepræsentation blandt ikkevestlige indvandrere, som lovforslaget bygger på, aftagende.

Ikkevestlige indvandrere er fortsat overrepræsenterede på førtidspension. De fylder mere blandt førtidspensionsmodtagere, end de gør i befolkningen. Det er denne skævhed, aftalepartierne peger på i aftaleteksten bag lovforslaget. Antagelsen er, at en del ikke opfylder kravene til nedsat arbejdsevne. Derfor vil loven genbesøge omkring 5.000 gamle sager, hvor indvandrere fra lande uden for EU/EØS i bestemte boligområder blev tildelt førtidspension.

Men lovforslaget er begrundet i et mønster, der har været faldende i mange år. Ikkevestlige indvandrere er stadig overrepræsenterede på førtidspension, men overrepræsentationen er faldet betydeligt i de seneste år, når man tager højde for alder. Sandsynligheden for, at en indvandrer i en given alder modtager førtidspension, er altså faldet over tid. Det indikerer således ikke, at det er blevet nemmere for ikkevestlige indvandrere at få førtidspension end før.

UNGE IKKEVESTLIGE indvandrere er faktisk underrepræsenterede på førtidspension i dag. Nylige udgivelser fra Rockwool Fonden og Beskæftigelsesministeriet viser, at ikkevestlige indvandreres overrepræsentation stiger med alderen, og at det kun er dem over 45 år, som er overrepræsenteret. En stor del af den overrepræsenterede gruppe er tæt på pensionsalderen og dermed for gamle til at indgå i lovforslaget, der kun gælder for personer under 60 år.

Ser vi på tidligere erfaringer fra området, peger det i retning af, at lovens mål om at styrke målgruppens arbejdsmarkedstilknytning kan være vanskeligt at indfri. Tydeligst er erfaringen fra en lovændring i 2013, der strammede adgangen til førtidspension, hvor det bl.a. blev vanskeligere for personer under 40 år at få førtidspension, og alle i udgangspunktet skulle gennem ressourceforløb. Selv om reformen bremsede tilgangen til førtidspension, førte den ikke til, at flere kom i ordinær beskæftigelse, mens kun en mindre andel opnåede støttet beskæftigelse.

Andre forsøg på at øge beskæftigelsen blandt borgere i risiko for førtidspension – ved at gennemgå langvarige kontanthjælpssager eller intensivere aktivering af gruppen – har også kun haft begrænsede beskæftigelseseffekter og har samtidig ført til, at flere fik førtidspension. Den nye lov er naturligvis ikke identisk med tidligere reformer, fordi den retter sig mod allerede tilkendte pensioner. Men tidligere erfaringer er stadig relevante, når spørgsmålet er, om færre på førtidspension i praksis bliver til flere i arbejde.

DE TØRRE TAL VISER således, at ikkevestlige indvandreres overrepræsentation på førtidspension kun gælder de ældste grupper, og at udviklingen har været nedadgående over tid. Samtidig har tidligere forsøg på at begrænse andelen af borgere på førtidspension kun haft små eller ingen beskæftigelseseffekter.

Det betyder ikke, at alle tidligere afgørelser er korrekte, eller at en gennemgang af gamle sager ikke kan have andre legitime formål. Men hvis det centrale mål er at få flere i arbejde, peger både udviklingen i gruppen og tidligere erfaringer i samme retning: Sandsynligheden for at få flere i arbejde er formentlig begrænset.