I bund og grund handler det om, at de har været modige, nytænkende og nysgerrige. Det er modigt at sætte sig for at bekæmpe en så overvældende samfundsmæssig udfordring som global fattigdom. Det er nytænkende at insistere på, at det baseres på videnskabelige teorier om og evidens for, hvad der virker i praksis ude i felten og blandt de mennesker, der er mest berørt. Og det vidner om en god portion nysgerrighed, når man igen og igen undres og prøver nye løsninger og nye metoder af for at finde nye nuancer og nye komplementære svar på de samme overordnede problemer.

Helt konkret, så har de tre professorers tilgang været at erkende, at en så stor og overvældende samfundsudfordring som global fattigdom kan vi ikke finde én løsning på. Der er ingen ’magic bullet’. Men vi kan gøre noget andet magisk – vi kan bryde den store udfordring ned i mindre, mere håndterbare spørgsmål. Spørgsmål, som vi kan finde troværdige svar på og spørgsmål, som er nødvendige at besvare, hvis man vil mindske fattigdom. Vove at sætte spørgsmålstegn ved den gængse måde at forstå og forsøge at løse problemerne, og holde fast i at så længe vi ikke har testet det, så ved vi ikke, om det virker. Og ved skridt for skridt at lave eksperimenter, som kan besvare disse spørgsmål, har de startet en ’stille revolution’, som de kalder det. Det kræver tålmodighed. Megen tålmodighed endda, for fra man får ideen om et nyt spørgsmål, som man gerne vil besvare, til man har fundet måden at besvare det på, testet det og analyseret resultaterne, går der lang tid, typisk en håndfuld år.

Man har længe troet, at den manglende læring blandt fattige børn i udviklingslande skyldtes manglende ressourcer i lokale landsbyskoler, såsom midler til bøger, skolemad eller lærerressourcer, men man har ikke vidst hvad der virker bedst. Gennem eksperimentelle metoder, har man fundet ud af en af de mest omkostningseffektive løsninger, hvis man vil højne læring blandt børnene, har været at ansætte assistenter til lærerne til at tage hånd om de fagligt svageste elever. Det er en løsning, der umiddelbart kan synes dyr, men sammenholdt med hvor effektiv den er i forhold de alternative løsninger, så er det altså den, hvor man får mest læring for pengene. Det er svært at gætte på forhånd – alle eksperimenter begynder med en begrundet og teoretisk velfunderet antagelse om, at det man afprøver som en løsning på et givet problem er en god og potentielt virksom løsning. Det gode eksperiment er så designet til at give svar på om denne løsning er virksom eller ej. Det er nemlig ikke altid tilfældet.

Michael Kremer startede i midten af 1990erne tanken om, at man kan eksperimentere sig frem til videnskabeligt velfunderede svar, og snart stillede han mange nye spørgsmål sammen med Esther Duflo og Abhijit Banerjee – med dem voksede en hel ny bevægelse frem. De baserede sig på tidligere Nobelprismodtageres forskning, Angus Deaton og Richard Thalers studier i mikroøkonomi og adfærdsøkonomi, for at forstå, hvad årsagerne var til, at fattige husholdninger i udviklingslande havde så svært ved at bryde ud af fattigdom, og hvordan man bedst kunne tilbyde dem reelle og attraktive alternativer til deres nuværende valg.

Men hvad kan vi bruge disse metoder til i en dansk kontekst? Også i Danmark har vi store samfundsmæssige udfordringer, som kan virke overvældende og fastgroede. Udfordringer, hvor vores eksisterende og nuværende tilgange til at løse dem tilsyneladende ikke kommer helt i mål.

Der er bred enighed om, at vi har en velfærdsmodel, der skal nytænkes. En, hvor udgifterne mindskes og effekten af den udbudte service højnes. Kan man det? Kan man finde nye mere omkostningseffektive løsninger på de udfordringer, der koster statskassen milliarder hvert år? Hvis man spurgte de tre Nobelprismodtagere, ville deres svar være noget i stil med at ja, det kan man godt, men man skal have øje for dem, udfordringen berører mest, for detaljen i deres hverdag og for den praktiske virkelighed, løsningerne skal fungere i. Man skal bryde den store udfordring ned i mindre, håndterbare bidder, som alle er vigtige at kende svarene på for at komme den overordnede udfordring til livs. Og så skal man skal turde angribe disse delproblemstillinger, udvikle nye velfunderede løsninger, som man har en begrundet antagelse om kan virke – og så undersøge, om det rent faktisk forholder sig sådan.

I Danmark har vi en stor samfundsmæssig udfordring med de 7% af hver ungdomsårgang, der ender i udsathed, på kanten af samfundet, uden fodfæste på arbejdsmarkedet eller som en del af en uddannelse. Det har store menneskelige og samfundsmæssige omkostninger, for en stor del af disse unge mister deres tro på, at de kan lykkedes, og de får aldrig fast fodfæste.