Hvorfor jubler vi over årets Nobelpris i økonomi?
Nobelprisen i økonomi blev for nyligt tildelt tre forskere i udviklingsøkonomi – hvorfor kan man med rette spørge? Hvorfor har deres arbejde så stor betydning, at det kaster en Nobelpris af sig? Og er det overhovedet interessant for os i et smørhul som Danmark?
De tre Nobelprismodtagere er professorerne Abhijit Banerjee, Esther Duflo og Michael Kremer fra to af de allerbedste universiteter i USA, Massachusetts Institute of Technology (MIT) og Harvard University. De tre professorer har i fællesskab fået Nobelprisen i økonomi for deres eksperimentelle tilgang til at bekæmpe global fattigdom. I løbet af de sidste to årtier har deres tilgang skabt en hel bevægelse inden for forskning i udviklingsøkonomi – en bevægelse som de seneste år også har påvirket skabelsen af ny viden om, hvordan man kan tackle store samfundsmæssige udfordringer i udviklede lande, herunder Danmark.
Hvad er det, der er så banebrydende i deres arbejde?
I bund og grund handler det om, at de har været modige, nytænkende og nysgerrige. Det er modigt at sætte sig for at bekæmpe en så overvældende samfundsmæssig udfordring som global fattigdom. Det er nytænkende at insistere på, at det baseres på videnskabelige teorier om og evidens for, hvad der virker i praksis ude i felten og blandt de mennesker, der er mest berørt. Og det vidner om en god portion nysgerrighed, når man igen og igen undres og prøver nye løsninger og nye metoder af for at finde nye nuancer og nye komplementære svar på de samme overordnede problemer.
Helt konkret, så har de tre professorers tilgang været at erkende, at en så stor og overvældende samfundsudfordring som global fattigdom kan vi ikke finde én løsning på. Der er ingen ’magic bullet’. Men vi kan gøre noget andet magisk – vi kan bryde den store udfordring ned i mindre, mere håndterbare spørgsmål. Spørgsmål, som vi kan finde troværdige svar på og spørgsmål, som er nødvendige at besvare, hvis man vil mindske fattigdom. Vove at sætte spørgsmålstegn ved den gængse måde at forstå og forsøge at løse problemerne, og holde fast i at så længe vi ikke har testet det, så ved vi ikke, om det virker. Og ved skridt for skridt at lave eksperimenter, som kan besvare disse spørgsmål, har de startet en ’stille revolution’, som de kalder det. Det kræver tålmodighed. Megen tålmodighed endda, for fra man får ideen om et nyt spørgsmål, som man gerne vil besvare, til man har fundet måden at besvare det på, testet det og analyseret resultaterne, går der lang tid, typisk en håndfuld år.
Men med lidt tålmodighed, så har denne eksperimentelle tilgang altså åbnet muligheden for, at man rent faktisk kan besvare en lang række konkrete spørgsmål, som man ikke før kendte svarene på. Som eksempelvis: Skal vi dele flere lærebøger ud i udviklingslande? Ansætte flere lærere? Give børnene mad for at komme sulten til livs? Eller undervise de svageste af børnene på et individuelt tilpasset niveau? Hvor får man mest for pengene, hvis det man ønsker, er en generation af børn, der kan læse, skrive og regne?
Alle disse spørgsmål er søgt besvaret gennem eksperimentelle lodtrækningsforsøg, også kaldet ’Randomised Controlled Trials’ eller RCT’er. Ideen bag en RCT er, at man ved en tilfældig lodtrækning deler deltagere op i to grupper, hvor den ene gruppe får den indsats, man vil afprøve. Imens fortsætter den anden gruppe, som de plejer, og fungerer som kontrolgruppe. Det særlige ved at danne grupperne gennem lodtrækning er, at de to grupper dermed bliver så ens som muligt. Ved at følge kontrolgruppen kan man få svaret på det kontrafaktiske spørgsmål: Hvad ville der være sket med indsatsgruppen, hvis den ikke havde fået indsatsen? Når man sammenholder dette med, hvad der faktisk er sket med indsatsgruppen, kan man altså finde frem til, hvilken effekt indsatsen har haft for denne gruppe. Det er også muligt at danne flere grupper for at sammenholde forskellige indsatser med hinanden.
Man har længe troet, at den manglende læring blandt fattige børn i udviklingslande skyldtes manglende ressourcer i lokale landsbyskoler, såsom midler til bøger, skolemad eller lærerressourcer, men man har ikke vidst hvad der virker bedst. Gennem eksperimentelle metoder, har man fundet ud af en af de mest omkostningseffektive løsninger, hvis man vil højne læring blandt børnene, har været at ansætte assistenter til lærerne til at tage hånd om de fagligt svageste elever. Det er en løsning, der umiddelbart kan synes dyr, men sammenholdt med hvor effektiv den er i forhold de alternative løsninger, så er det altså den, hvor man får mest læring for pengene. Det er svært at gætte på forhånd – alle eksperimenter begynder med en begrundet og teoretisk velfunderet antagelse om, at det man afprøver som en løsning på et givet problem er en god og potentielt virksom løsning. Det gode eksperiment er så designet til at give svar på om denne løsning er virksom eller ej. Det er nemlig ikke altid tilfældet.
Michael Kremer startede i midten af 1990erne tanken om, at man kan eksperimentere sig frem til videnskabeligt velfunderede svar, og snart stillede han mange nye spørgsmål sammen med Esther Duflo og Abhijit Banerjee – med dem voksede en hel ny bevægelse frem. De baserede sig på tidligere Nobelprismodtageres forskning, Angus Deaton og Richard Thalers studier i mikroøkonomi og adfærdsøkonomi, for at forstå, hvad årsagerne var til, at fattige husholdninger i udviklingslande havde så svært ved at bryde ud af fattigdom, og hvordan man bedst kunne tilbyde dem reelle og attraktive alternativer til deres nuværende valg.
Vi har selv oplevet den bevægelse deres eksperimentelle tilgang har medført. Et besøg hos Abhijit Banerjee og Esther Duflo på MIT i 2012 gjorde det meget tydeligt, at de har opbygget et sprudlende forskningsmiljø i det globale forskningscenter Jameel Poverty Action Lab omkring deres mission. Her er op mod 200 internationale forskere tilknyttet, og til dato har de igangsat 983 RCT’er i 83 forskellige lande. Alle forsøg, der har haft relevante individuelle spørgsmål, man ikke kendte svaret på, men hvor vi nu kommer et skridt nærmere.
Og tilbage i 2009 brugte vi i ROCKWOOL Fonden samme metoder for at undersøge, om man kan højne levestandarden blandt småbønder i fjerntliggende egne i Malawi gennem en introduktion af simple og billige lånesparekasser på blot to år. Konklusion: Det kan man! Ved at introducere et meget lokalt marked for opsparing og lån i små grupper af 20-30 mennesker, så bliver alle bedre stillet og husholdningernes forbrug i landsbyerne stiger. Det vidste man ikke, da vi startede vores eksperiment i 2009 og i dag er låne-sparekasser udbredt i mange udviklingslande
Hvad betyder det for et velfærdssamfund som det danske?
Men hvad kan vi bruge disse metoder til i en dansk kontekst? Også i Danmark har vi store samfundsmæssige udfordringer, som kan virke overvældende og fastgroede. Udfordringer, hvor vores eksisterende og nuværende tilgange til at løse dem tilsyneladende ikke kommer helt i mål.
Der er bred enighed om, at vi har en velfærdsmodel, der skal nytænkes. En, hvor udgifterne mindskes og effekten af den udbudte service højnes. Kan man det? Kan man finde nye mere omkostningseffektive løsninger på de udfordringer, der koster statskassen milliarder hvert år? Hvis man spurgte de tre Nobelprismodtagere, ville deres svar være noget i stil med at ja, det kan man godt, men man skal have øje for dem, udfordringen berører mest, for detaljen i deres hverdag og for den praktiske virkelighed, løsningerne skal fungere i. Man skal bryde den store udfordring ned i mindre, håndterbare bidder, som alle er vigtige at kende svarene på for at komme den overordnede udfordring til livs. Og så skal man skal turde angribe disse delproblemstillinger, udvikle nye velfunderede løsninger, som man har en begrundet antagelse om kan virke – og så undersøge, om det rent faktisk forholder sig sådan.
I Danmark har vi en stor samfundsmæssig udfordring med de 7% af hver ungdomsårgang, der ender i udsathed, på kanten af samfundet, uden fodfæste på arbejdsmarkedet eller som en del af en uddannelse. Det har store menneskelige og samfundsmæssige omkostninger, for en stor del af disse unge mister deres tro på, at de kan lykkedes, og de får aldrig fast fodfæste.
Det skorter ellers ikke på reformer og initiativer, der skal hjælpe netop denne gruppe unge, men som samfund er vores viden om deres faktiske effekt meget begrænset. Vi ved meget lidt om hvad, der virker eller ikke virker. Vi skal være mere nysgerrige på, hvorfor der er en gruppe af unge, der har så svært ved at lykkedes, med det de gerne vil, og hvordan man bedst kan tilbyde dem reelle og attraktive alternativer til deres nuværende valg i hverdagen, så de kan betræde en anden livsbane end den, de dystre statistikker tegner.
I ROCKWOOL Fondens Interventionsenhed forsøger vi at bryde denne udfordring ned i mere håndtérbare problemstillinger, såsom: Kan man gennem ungenetværk og virksomhedspraktikker tilbyde disse unge en farbar vej, så de finder en retning i livet, de trives i og magter? Kan man bryde fødekæden til fremtidig udsathed allerede i uddannelsessystemet ved at udvikle effektive greb til at højne gennemførelsen på erhvervsskolerne? Ved at zoome ind på dem, der har svært ved at bestå deres 9. klasses afgangseksamen allerede i udskolingen? Ved at højne trivslen og læringsmindset’et blandt elever i mellemskolen? Og hvad med dem, der endnu ikke er startet i skole – hvad betyder det for deres udbytte af folkeskolen, hvis vi i børnehaven kan styrke den sproglige udvikling hos dem, hvor behovet er størst, så de ikke allerede på første skoledag starter bagud på point?
Det er nogle af de spørgsmål, vi har valgt at adressere med øje for den større samfundsmæssige udfordring med unge, der lander i udsatte positioner – og der er mange andre yderst relevante spørgsmål, vi som samfund også mangler videnskabeligt funderede svar på. De tre Nobelprismodtagere har igennem mange år inspireret os til at søge disse svar, til at være nysgerrige, turde at sætte spørgsmålstegn ved de eksisterende tilgange, udvikle nye og bruge eksperimenter til at finde vejen fremad. Derfor jubler vi over, at deres arbejde er blevet så fornemt anerkendt af Nobelpriskomiteen. Vi håber, at det i endnu højere grad vil fremme udbredelsen af deres metoder i velfærdssamfund som det danske, så vi kan få skabt solid videnskabelig evidens for hvad der virker og ikke virker, når velfærden gentænkes.
Seneste udgivelser indenfor samme velfærdsemne
Forskning
Debatindlæg
Kritik af vismændenes analyse er forfejlet
November 2024
Forskning
Podcast
Kan vi bryde den sociale arv?
Oktober 2024
Intervention
Video
Konference:
Kønsulighed fra vugge til grav
Oktober 2024
Forskning
Vidensoverblik
Danske børn fra fattige familier bryder ofte med den sociale arv
Oktober 2024