Oplevelse af processuel retfærdighed er en samlet betegnelse for, om borgerne oplever, at processen i mødet med myndighederne foregår på en ordentlig måde. Det vil bl.a. sige, om deres sag bliver tilstrækkeligt oplyst, at både mor og far bliver inddraget i processen på lige vilkår, og at Familieretshuset har tilstrækkelig viden og kendskab til deres sag.

Borgernes oplevelse af processuel retfærdighed er altafgørende for et velfungerende familieretligt system. Det er der flere grunde til, men særligt to er værd at nævne: For det første peger socialpsykologisk forskning på, at processen og vejen til en beslutning har lige så stor – hvis ikke større – betydning for borgerne som selve indholdet af myndighedernes beslutning. Borgerne accepterer altså i højere grad indholdet af myndighedernes beslutning, hvis de har oplevet en retfærdig proces. Det er i særdeleshed vigtigt i familieretlige sager, hvor det er forældrenes opgave at implementere de forandringer, der vurderes at være til barnets bedste – også selvom det fx går ud over deres egen tid med barnet. For det andet har forældrenes oplevelse af processuel retfærdighed betydning for deres tillid til Familieretshuset. Når processen opleves som retfærdig, styrkes tilliden, og det er grundlæggende vigtigt for en myndighed som Familieretshuset, både set i lyset af sager, de håndterer, og hvordan systemet bliver opfattet i offentligheden.

Min forskning i det familieretlige system i perioden 2016-2019 viser, at særligt tre forhold udfordrer forældrenes oplevelse af processuel retfærdighed i samværssager.

For det første er det vigtigt for forældrene at opleve, at Familieretshuset har nok viden om deres sag. Hvis forældrene ikke føler, at sagsbehandlerne har læst op på sagen eller læst de dokumenter, de har indsendt forud for mødet, skaber det utryghed og frustration blandt forældrene. Det kan samtidig få dem til at opleve Familieretshuset som et ”samlebånd”, der håndterer den ene sag efter hinanden, og som trækker på erfaring fra tidligere møder. Problemet forstærkes, når sagen skifter sagsbehandler, for så går vigtig viden og sagens historik ofte tabt.

For det andet reducerer det forældrenes retfærdighedsfølelse, at de til møder i Familieretshuset oplever, at man kan sige, hvad man vil, og komme med diverse beskyldninger mod den anden forælder, uden det har konsekvenser. Møderne i Familieretshuset fungerer ikke ligesom i en retssag, hvor der skal føres bevis for de påstande, man kommer med. Familieretshuset skal derfor navigere i alle de – ofte forskelligrettede – informationer, de får. I de meget konfliktfyldte sager, hvor uenighed omkring børnene er stor, er der derfor behov for grundig sagsoplysning og flere børnesagkyndige undersøgelser for at forstå, hvad der er op og ned i sagen, og hvilken løsning der vil være til barnets bedste.

For det tredje har det betydning for forældrene, at Familieretshuset ikke er for optaget af at søge kompromiset mellem forældrene. Hvis forældrene føler sig presset til at indgå aftaler til mødet og ikke føler, de har mulighed for at tænke konsekvenserne af de aftaler, der indgås, igennem, kan det ende med at være den forkerte løsning for de konkrete forældre og hermed også være vanskeligt for dem at implementere den i deres hverdag. Denne problematik er formentlig mindre væsentlig i de mest konfliktfyldte sager, som ikke afgøres i Familieretshuset, men som sendes videre til familieretten. Men det kan gøre sig gældende i §6-sager, også kaldet ’mindre enkle sager’, hvor Familieretshuset hjælper forældrene med at indgå aftaler om samvær.

Samlet set viser min forskning således, at det er vigtigt for forældrenes følelse af processuel retfærdighed, at Familieretshuset fremadrettet sikrer, at sagsbehandlerne har tilstrækkelig indsigt i de konkrete sager, og at der prioriteres børnesagkyndige undersøgelser, så man kan nå om bag om forældrenes indbyrdes beskyldningerne og til bunds i, hvilke løsninger der reelt vil være til barnets bedste. I modsat fald risikerer vi, at tilliden til denne vigtige samfundsinstitution svækkes.