Og hvis vi zoomer ud, ses et klart mønster: Udfordringer om faglige og sociale færdigheder er meget ulige fordelt på tværs af familiebaggrund – en ulighed i livsmuligheder, som følger med gennem hele livet. Allerede i børnehavealderen ses markante forskelle i sproglige færdigheder, alt efter hvem man har som forældre. Videre igennem barn- og ungdommen ses forskelle på, hvordan det går i uddannelsessystemet, og i voksenlivet ses forskellene på arbejdsmarkedet.

En rettidig indsats over for denne ulighed handler ikke om mangel på timer i fag som sløjd og hjemkundskab eller alternativer til skolen. Det handler om et behov for støtte i kernefag. For de allermest skoletrætte kan i de erhvervsklasser, som eksisterer i dag, være en hjælpende hånd. En ny mesterlæreordning for en bredere gruppe – som regeringen foreslår – vil dog flytte en stor gruppe børn med udfordringer i skolen længere fra de uddannelsesmuligheder, der er vigtige for deres senere liv.

Selvom regeringen også lægger op til, at fagligt udfordrede elever kan få målrettet undervisning i mindre hold, er det langt fra nok til at adressere de meget forskellige problemer, denne gruppe oplever. Det handler om fokus på de enkelte elever fremfor one-size-fits-all, inddragelse af de stærke ressourcer, der er gemt i familier og fællesskaber, og rettidig indsats over for de meget forskellige typer af faglige og sociale udfordringer, nogle børn slås med.

Og så handler løsningerne om folkeskolens udfordringer også om at adressere de markante forskelle, der ses på tværs af skoler. På nogle skoler har få elever faglige og sociale udfordringer. På andre skoler drejer det sig derimod om en betydelig andel. Regeringens forslag vil potentielt kunne gøre disse forskelle endnu større, end de allerede er i dag.

Skoler i ressourcestærke områder vil fortsætte som hidtil med fokus på faglighed. Derimod vil elementer som større fokus på praktiske fag, mulig nedprioritering af boglige fag og mentorordninger uden for skolen nok ændre hverdagen for mange børn i udsatte områder.   I bedste fald vil regeringens bebudede ændringer ikke ændre på status quo og den ulighed i faglige færdigheder og livsmuligheder, der ses på tværs af børn, familier og skoler. En mere pessimistisk udlægning er, at forskellene vil blive endnu mere udtalte.