Diskussionen om AI og eksamen begynder før spørgsmålet om snyd

Debatindlæg

Oktober 2026

Skrevet af Mille Bjørk, analysechef, ROCKWOOL Fonden og Lena Lindbjerg Sperling, chefanalytiker, ROCKWOOL Fonden.

Debatindlægget er blevet bragt Skolemonitor den 9. oktober 2026.

Undervisningsminister Magnus Heunicke (S) har været ude at argumentere for et akut gearskifte for at håndtere ai’s hastige indtog på vores uddannelser.

Det har han en væsentlig pointe i.

Men når det kommer til ændringer i eksamenerne for at undgå ai-snyd, bør vi kunne svare på, hvad vi ønsker, at eksamenerne skal teste, inden vi laver for meget om.

Et nærliggende modsvar på udfordringer med ai i skolen kan være at flytte prøven ind i mere kontrollerede rammer: kortere forberedelse, færre hjælpemidler eller mere analoge og standardiserede prøveelementer.

Det vil gøre det lettere at vurdere, hvad eleven kan uden ai.

Men prøveformen er ikke bare en teknisk ramme om eksamen. Den er med til at afgøre, hvilke kompetencer eleverne bliver belønnet for – og det kan påvirke, hvordan forskellige elevgrupper klarer sig.

Så hvis en eksamensform ændres, vil den samme elev ikke nødvendigvis opnå samme karakter.

Selv inden for samme overordnede prøvetype testes der forskellige kompetencer, som ikke alle er lige gode til.

Den skriftlige prøve uden hjælpemidler stiller andre krav og trækker på andre færdigheder end den skriftlige projektopgave.

Den mundtlige prøve, hvor man trækker en ukendt tekst med kort forberedelsestid, er noget andet end den prøve, hvor eleven over flere uger inden eksamensdagen arbejder med en selvvalgt tekst og problemstilling.

De forskellige prøveformer trækker på forskellige sæt af kompetencer, både blandt de rent faglige og blandt elevens øvrige.

 

Tilrettelæg eksamenerne

Vi har i Rockwool Fonden vist, at når vi har ændret de mundtlige eksamener, så de giver mulighed for længere forberedelse, så har det samlet set øget pigernes karakterforspring og kan forklare en væsentlig del af den stigende forskel, vi har set mellem drenge og piger de seneste 15-20 år.

Mere abstrakte eksamener med et langt forberedende element, sammenlignet med en kortere forberedelse eller mere standardiserede, belønner i højere grad kompetencer som selvdisciplin, organisering og færdigheder som analyse og perspektivering.

Den ene eksamensform er ikke nødvendigvis mere rigtig end den anden.

Men de måler ikke det samme, og derfor kan forskellige prøveformer resultere i forskellige karakterer. Så hvis man for eksempel fjerner den lange forberedelsestid, hvor adgangen til ai er nemmest, kan det mindske karakterforskellen mellem drenge og piger.

Pointen er, at eksamensresultaterne afhænger af, hvordan man måler. Derfor bør diskussionen om ai og eksamen begynde før spørgsmålet om, hvordan vi forhindrer snyd. For hvad er det, en eksamen skal teste, og hvad skal karakteren fortælle os om elevens kompetencer?

Fremtidens eksamener bør tilrettelægges efter, hvad vi ønsker, at eleverne skal kunne, og ikke efter, hvad vi ønsker at forhindre ai i at kunne gøre for dem.