Er der et problem med danskernes arbejdsmoral?
Der er for tiden stor bekymring om danskernes arbejdstid. Det kom f.eks. til udtryk på DI Topmødet, hvor statsministeren problematiserede danskernes arbejdsmoral[1]. Og hun bakkes op af økonomer[2], der rejser det røde flag i forhold til danskernes lyst til mere fritid.
Den faldende arbejdstid er på mange måder ”problemet”, som mange taler om med den største selvfølgelighed på trods af, at problemet måske slet ikke er der. Man kunne med rette spørge, om ikke vi skal have lidt mere evidens for om udviklingen er så problematisk, inden det får så stor opmærksomhed.
Det er da korrekt, at man ifølge de økonomiske lærebøger vil arbejde mindre, når vi bliver rigere – alt andet lige. Men spørgsmålet er, om dette foregår i et tempo, der gør det til et påtrængende problem– så hvad siger data?
Hvis man ser på data for de timer danskerne faktisk arbejder, så har der i de sidste 15 år ikke været en generel tendens til, at arbejdstiden har været faldende[3].
Der har været data fremme, der baserer sig på Nationalregnskabstal, der viser et fald, men dette fald er fremkommet ved en korrektion, som Danmarks Statistik laver for de selvstændige og for den ubetalte arbejdstid, når man udarbejder Nationalregnskabet. Dette gælder også den ofte refererede opgørelse fra KL[4] om et fald på 1,5 time i den ugentlige arbejdstid siden 2000, der ligeledes er baseret på Nationalregnskabet.
Præcis hvad der er årsagen til at denne korrektion i de senere år har trukket gennemsnittet markant ned, er et åbent spørgsmål. Hvis man tager tallene for pålydende, så antyder Nationalregnskabstallene, at de selvstændige arbejder mindre – og så kan lønmodtagerne være mindre tilbøjelige til at lave arbejde, de ikke får betaling for. Men det er dog lidt en anden historie end, at der skulle være en generel tendens til, at danske lønmodtagere i stigende grad arbejder på nedsat tid.
Så har det også været fremme, at tal fra Danmarks Statistik (AKU-tal) viser, at 15 procent af danskerne ønsker at arbejde mindre[5]. Men det betyder altså, at der 85 procent, der enten ønsker at arbejde et uændret antal timer eller flere timer. Og faktisk er disse arbejdstidsønsker stærkt konjunkturafhængige. Der er således ikke en tydelig tendens til, at der er flere der ønsker at arbejde mindre end tidligere[6].
Hvis vi ser på den lidt længere bane – tilbage til 80’erne og frem – så er det helt korrekt, at arbejdstiden har været faldende. Og det er oplagt, at det hænger sammen med øget velstand. Det interessante er dog, at danskernes faktiske arbejdstid i store træk har fulgt udviklingen i den arbejdstid, der er blevet aftalt mellem arbejdsmarkedets parter[7].
Den historiske udvikling i den aftalte arbejdstid afspejler selvfølgelig et ønske om lavere arbejdstid. Men der er os bekendt ikke tydelige ryster fremme lige nu om, at vi skal sænke den aftalte arbejdstid yderligere. Hvis det sker, kan der selvfølgelig være alt mulig grund til at tage konsekvenserne alvorligt omkring de finansieringsproblemer af velfærdsstaten, der kan opstå, hvis mange derfor vælger at arbejde mindre.
Pointen er bare, at der i data ikke er en tydelig tendens til mindre arbejde. Derfor kan man med rette stille spørgsmål ved, om der et presserende behov for et opgør med danskernes arbejdsmoral.
Noter:
[1] Link til artikel om statsministerens tale på DI Topmøde: https://www.dr.dk/nyheder/politik/mette-frederiksen-i-nyt-angreb-paa-svigtende-arbejdsmoral-i-danmark
[2] Link til interview med professor Nina Smith, der angiver faldende arbejdstid som en af de primære udfordringer for den danske velfærdsmodel: https://www.mm.dk/artikel/professor-nina-smith-fire-roede-lamper-blinker-over-den-danske-velfaerdsmodel
[3] Link til analyse af udviklingen i den gennemsnitlige arbejdstid: https://rockwoolfonden.dk/udgivelser/er-arbejdstiden-virkelig-faldende/
[4] Link til opgørelse af udvikling i arbejdstid fra KL: Fald i danskernes arbejdstid kan gå ud over vækst og velfærd (kl.dk)
[5] Link til artikel, der bringer opgørelse af AKU-opgørelse af arbejdstidsønsker: https://borsen.dk/nyheder/samfund/regeringen-er-paa-en-svaer-mission-for-hvordan-faar-man-folk-til-at-arbejde-mere-naar-fritid-er-saa-eftertragtet?b_source=nina-smith&b_medium=row_1&b_campaign=list_10
[6] Link til AKU-undersøgelse vedr. ønsket arbejdstid: https://statistikbanken.dk/statbank5a/default.asp?w=2048
[7] Link til analyse af udviklingen i den gennemsnitlige arbejdstid (samme som [3]): https://rockwoolfonden.dk/udgivelser/er-arbejdstiden-virkelig-faldende/
Relaterede udgivelser
Indlæg
Er arbejdstiden virkelig faldende?
Gå til indlæggetSeneste udgivelser indenfor samme velfærdsemne
Forskning
Debatindlæg
Færre krav til mange ledige vil ikke skabe et stort beskæftigelsestab
November 2024
Forskning
Video
Konference:
By vs. land – knækker Danmark over?
November 2024
Forskning
Forskningsrapport
When Does Grandparenthood Decrease Labor Supply? Understanding Mechanisms And The Role Of Gender And Economic Resources
November 2024
Forskning
Vidensoverblik
Nyslåede bedsteforældre arbejder mindre
November 2024