Hovedkonklusioner

• De første demokratisk valgte socialdemokratiske borgmestre øgede de samlede kommunale udgifter med ca. 19 procent om året fra 1919-1929 sammenlignet med byer, der ikke havde en socialdemokratisk borgmester. Udgifterne blev blandt andet finansieret gennem direkte kommunale skatteindtægter, der steg med 16 procent pr. person om året. De øgede skatteindtægter skyldes blandt andet, at beskatningsprocenten steg med 2 procentpoint.

• Udgifterne til fattighjælp steg med omkring 30 procent pr. år fra 1919–1929 i socialdemokratiske byer, sammenlignet med byer, der ikke havde en socialdemokratisk borgmester, og den kommunale støtte til såkaldte hjælpekasser og offentlig bistand steg med op mod 60 procent pr. år i samme periode.

• Udgifterne til folkeskolerne steg med omkring 7 procent om året fra 1919–1929 i de socialdemokratiske byer, sammenlignet med byer, der ikke havde en socialdemokratisk borgmester og i gennemsnit kom der én ekstra folkeskole pr. by i perioden samt 170 flere folkeskoleelever pr. by fra 1919–1929.

• Studiet finder ingen robuste tegn på, at den øgede velfærd og højere skat havde negative effekter på byernes økonomiske aktivitet.

Når forskningsprojektet konkluderer, at de første valgte socialdemokratiske borgmestre fik de offentlige udgifter til at stige, er det første gang, at danske forskere sætter konkrete tal på en udvikling, der kan være med til at forklare, hvad der kickstartede den danske lokale velfærdsstat, som vi kender den i dag.

Et glemt kapitel i dansk demokrati

Selv om Danmark fik en fri forfatning i 1849, blev borgmestrene i landets købstæder helt frem til 1919 udpeget af staten under den formelle betegnelse ”kongeligt udnævnt borgmester”. Det vil sige, at 70 år efter Danmark fik sin grundlov og blev demokratisk, og 50 år efter der blev etableret lokalt selvstyre, var det stadig formelt set kongen, der bestemte, hvem der skulle sidde på borgmesterposterne, og dermed ikke flertallet i det demokratisk valgte byråd.

Men med en lovændring i 1919 fik byrådene for første gang ret til selv at vælge borgmesteren med almindeligt flertal. Reformen brød med den gamle ordning om statsligt udpegede borgmestre og gav mulighed for, at de politiske flertal i byerne kunne sætte deres egen retning. Mange steder betød det, at Socialdemokratiet overtog borgmesterposten i årene efter reformen, især i byer, hvor partiet allerede stod stærkt før 1919.

Denne unikke historiske overgang skaber et naturligt sammenligningsgrundlag, som forskerne udnytter til at måle, hvad det faktisk betød for den økonomiske udvikling af den lokale velfærdsstat, når en by gik fra en kongeligt udpeget borgmester til en socialdemokratisk valgt borgmester. Forskningsprojektet viser, at flere og flere byer gennem 1920’erne skiftede til socialdemokratisk styre, og ved årtiets slutning havde næsten halvdelen af alle danske købstæder haft en socialdemokratisk borgmester.

Flere penge til fattige og folkeskoler

Forskningsprojektet viser, at allerede få år efter reformen i 1919 begynder forskellene i udgifter at vokse, og gennem 1920’erne brugte de socialdemokratisk styrede byer markant flere midler end de øvrige købstæder med borgmestre fra andre partier.

Forskningsprojektet viser blandt andet, at socialdemokratiske borgmestre især prioriterede hjælp til fattige og folkeskolerne. I perioden fra 1919–1929 steg udgifterne til fattighjælp i gennemsnit med 30 procent pr. år. Der er tale om en betydelig stigning, da der i perioden ikke ser ud til at komme flere fattige i de socialdemokratisk styrede byer.

Retter man blikket mod folkeskolerne, sker der også en markant udvikling. Udgifterne til folkeskolerne stiger i gennemsnit med 7 procent i byerne med socialdemokratisk styre sammenlignet med byer med andre borgmestre. De stigende udgifter kan også ses ude i byerne og i klasselokalerne, hvor der i gennemsnit kommer én ekstra folkeskole pr. by i perioden 1919–1929 og 170 flere folkeskoleelever pr. by i samme periode.

Sådan har forskerne gjort

For at belyse overgangen til de socialdemokratiske borgmestre og hvordan det har påvirket økonomien, har forskerne indsamlet detaljerede oplysninger om alle borgmestre i 76 danske købstæder i perioden 1910–1929, herunder hvornår de fik deres første demokratisk valgte og hvornår de fik deres første socialdemokratiske valgte borgmester.

Rapporten ser også på Socialdemokratiets stemmeandel ved valgene i 1917 for at vise, at byer med større arbejdervælgeropbakning før reformen også var mere tilbøjelige til at vælge en socialdemokratisk borgmester efter 1919.

Forskerne har kombineret deres viden med omfattende historiske data for kommunale udgifter, fattighjælp, skatter, folkeskoler, indkomster og erhvervsaktivitet for at isolere effekten af den politiske magtovertagelse og dokumentere, hvordan den lokale velfærdsstat tog form nedefra og op gennem 1920’erne.