Cool2BFit
Overvægt blandt børn er et stigende problem. En opgørelse foretaget af Sundhedsstyrelsen i 2014 viser, at hvert ottende barn er overvægtigt, når det starter i skole [1]. Forskning viser, at den psykiske trivsel er svækket hos overvægtige børn (5-11 år) i forhold til normalvægtige børn [2], og at 70 pct. af dem, der har været overvægtige som børn eller unge, forbliver overvægtige i deres voksenliv og overfører således livsstilsproblematikker og sundhedsrisici fra barndommen til voksentilværelsen [3].
[1]Tal baseret på data fra Sundhedsstyrelsens Børnedata fra publikationen Opsporing af overvægt og tidlig indsats for børn og unge i skolealderen, Sundhedsstyrelsen, 2014.
[2] Hughes AR et al. Quality of life in a clinical sample of obese children, Int J Obes (Lond), 2007.
[3] SFI Evaluering af satspuljen forebyggende indsatser for overvægtige børn og unge, 2016.
Cool2BFit består af en multifacetteret indsats med fokus på:
- Fysisk træning og leg
- Motorisk screening
- Ugentlig opfølgning på udfordringer for familier
- Skræddersyet kostvejledning, hjemmebesøg, fælles madlavningsaftener og temaaftener for forældre
- Intensivt motivationsarbejde
- Løbende fokus på trivsel
- Strategier til at forankre en sundere livsstil i hverdagen
En kortsigtseffektevaluering af en tidligere variant af Cool2BFit med de samme kerneelementer har vist positive effekter på børnenes BMI. Denne effektevaluering blev gennemført i 2014 af Professor Bente Klarlund. Langtidseffekterne er indsatsen er endnu ikke dokumenteret.
Hvad nu?
Projektet blev afsluttet i 2018 i ROCKWOOL Fondens regi, og overdraget til VIA University College. Projektet har i sin tidligere form – Fit For Kids – gennemgået en kvalitativ evaluering og en effektevaluering. Se resultaterne og find vores viden i listerne nedenfor.