Regeringen er netop kommet med et nyt folkeskoleudspil. Hovedpointerne er, at skolen er for boglig med for lidt fokus på praktiske fag, skoledagene er for lange, og skolers autonomi er blevet for begrænset. Regeringen giver et indtryk af, at der var en tid, hvor skolen var bedre – hvor det praktiske fyldte mere end det boglige. Men regeringen glemmer, at fortidens skole ikke løste udfordringerne med social arv og børns manglende udvikling af færdigheder. Udspillet fremhæver, at undervisningen i dag primært kommer bogligt stærke elever til gode, og derfor er det regeringens ønske at reducere det samlede timetal, men samtidig tilføje timer i praktiske fag.

Men sløjd hjælper ikke de børn, der har svært ved det boglige. Og selv om udspillet lægger op til, at fagligt udfordrede elever kan få målrettet undervisning, så er det langtfra nok til at adressere de komplekse problemer, som denne gruppe oplever.

Vi har A- og B-hold i skolen. Dem, der fagligt trives, og dem, der ikke gør. Men det kan bekymre, hvis vi får et C-hold, hvor cirka fem procent af en årgang, som det anslås i udspillet, fra 7. klasse skal bytte hverdagen i skolen ud med en arbejdsplads to dage om ugen.

Noget tilsvarende blev forsøgt i overgangsperioden fra syv til ni års skolepligt i starten af 1970’erne – en tid, hvor der faktisk var et arbejdsmarked for ufaglærte. Men selv dengang blev det ikke tænkt som en permanent ordning.

Erhvervsklasser, som eksisterer i dag, kan være en hjælp for de mest skoletrætte. Et bredere redskab handler om rettidig indsats, inden skoledagene bliver for modgangsfyldte.

Og der vil være store forskelle i, hvem der ender i de forskellige forløb. Ændringerne vil ikke påvirke børn fra ressourcestærke hjem og skoler. Derimod kan en betydelig andel af børn fra mindre ressourcestærke hjem havne længere fra de uddannelsesmuligheder, der er vigtige gennem resten af livet. Og flere frihedsgrader til skolerne vil kun fremskynde denne proces.

Ambitioner om at “lære vores børn og unge at læse, skrive og regne og give dem lyst til at lære mere”, som udspillet udtrykker det, er gode. Men udspillet kan være med til at fastholde de forskelle, vi ser i børns livsmuligheder.