Om studiet

Studiet baserer sig på registerdata fra Danmarks Statistik om samtlige drenge der er født i årene 1970-2000. Afgrænsningen skyldes, at der måles på disse drenges kriminalitet, når de er 15-20 år, og der kan derfor ikke medtages senere årgange. Studiet bygger på i alt ca. 950.000 drenge.

Data er så beriget med mødrenes højest fuldførte uddannelse, da drengen fyldte 15 år. Dertil er data beriget med andre baggrundsinformationer, så som hvor drengen bor, og hans fars baggrund, fx uddannelse.

Studiet benytter flere forskellige metoder til at analysere sammenhængen mellem mødres uddannelse og sønners ungdomskriminalitet. På tværs af metoderne træder den samme konklusion frem: I de årgange, hvor mødrenes uddannelsesniveau er højere, er ungdomskriminaliteten blandt drengene mindre.

I en såkaldt statistisk dekomponering undersøger studiet herefter, hvor stor en procentdel af faldet i ungdomskriminalitet som kan henføres til ændringer i forskellige faktorer ved drengenes mødre og fædre. Det er stort set kun faktorer der knytter sig til moren som er betydningsfulde, og morens uddannelsesniveau (og alder da hun fødte sønnen) fremstår som allervigtigst.

At mødres uddannelse er vigtig for sønners kriminalitetsrisiko, bekræftes i studiet af en analyse af en uddannelsesreform tilbage i 1974. Reformen hævede det antal år, man minimum skulle gå i skole, fra 7 til 9 år. Studiet sammenligner kvinder, som gik i skole umiddelbart før og efter reformen. Den ene gruppe kvinder havde pga. reformen 2 års ekstra obligatorisk skolegang bag sig end den anden gruppe. Studiet ser så på disse kvinders sønner og deres ungdomskriminalitet. Sønner til mødre, der havde mere skolegang pga. reformen blev rigtig nok dømt for lidt mindre ungdomskriminalitet. Forskellen er ikke statistisk sikker – men resultaterne peger i den samme retning som den generelle konklusion. Et lignende svensk studie understøtter i øvrigt konklusionen og finder en statistisk sikker effekt af en lignende reform i Sverige i 1950’erne.