Skrevet af Signe Hald Andersen, forskningschef i ROCKWOOL Fonden

debatindlægget blev bragt i Information d. 5. maj 2026.

Unge kvinder mødes i stigende grad med krav om at »tage sig sammen«, mens unge mænds ensomhed mødes med forståelse og medlidenhed, lyder den skarpe kritik fra en politiker som en efterfølgende reaktion på to udgaver af P1 Debat. Det er en påstand, der umiddelbart virker rigtig, men alligevel rammer den ved siden af de ligestillingsproblemer, der faktisk er.

Ser man på den brede forskning i ligestilling, er det tydeligt, at fokus historisk har været på kvinders udfordringer– især på arbejdsmarkedet. Det er ikke tilfældigt. Kvinder tjener fortsat mindre end mænd, de udfører en større del af det ubetalte omsorgsarbejde, og de bærer hovedparten af de økonomiske omkostninger ved at få børn.

Selv i lande som Danmark, der ofte fremhæves som foregangslande, består disse forskelle. Det er derfor både rimeligt og nødvendigt, at kvinders ligestilling fortsat er et centralt politisk projekt.

Men samtidig er der en anden udvikling, som i stigende grad gør sig gældende, og som fylder langt mindre i den offentlige samtale. Drenge og mænd klarer sig systematisk dårligere end piger og kvinder på en række områder.

I uddannelsessystemet har kvinder ikke blot indhentet mænd, men overhalet dem, og forskellen vokser fortsat. Mænd er markant overrepræsenterede i selvmordsstatistikker, har lavere forventet levetid og scorer generelt dårligere på flere mål for trivsel og mental sundhed. Mænd er også oftere uden for arbejdsmarkedet i perioder og klarer sig dårligere i skolen fra et tidligt tidspunkt.

Det er ikke isolerede problemer, men et mønster, der går igen på tværs af livsområder og livsfaser. Alligevel bliver disse udfordringer sjældent forstået som et samlet, kønnet problem.

Mænds mistrivsel bliver latterliggjort
Hvor vi har udviklet et relativt præcist og nuanceret sprog for at tale om strukturel ulighed, når det gælder kvinder, mangler vi ofte det samme, når det gælder mænd. I stedet behandles problemerne stykkevist – som frafald, ensomhed eller mistrivsel – uden en fælles ramme, der forbinder dem.
Det har betydning for, hvordan vi taler om årsager og ansvar.

For selv om kritikken i P1 Debat fremstiller det, som om mænd primært mødes med medlidenhed, peger meget forskning på noget andet: At mænds problemer ofte forklares med henvisning til deres egen adfærd. Når mænd mistrives, henviser vi til maskulinitetsnormer, manglende følelsesmæssig åbenhed eller uhensigtsmæssige valg.

Forklaringer, der kan være relevante, men som også let kommer til at placere ansvaret hos individet. I nogle tilfælde ledsages det af en tendens til at tage problemerne mindre alvorligt – eller ligefrem gøre dem til genstand for latterliggørelse. Samtidig ser vi en bevægelse, hvor også kvinders problemer i stigende grad individualiseres. Der tales mere om robusthed, ansvar og evnen til at håndtere pres.

Det peger på en bredere udvikling, hvor sociale problemer generelt i højere grad forstås som individuelle udfordringer frem for strukturelle. Men denne individualisering rammer ikke nødvendigvis ens.

Ligestilling er ikke et nulsumsspil
Kvinders udfordringer forstås stadig ofte inden for en strukturel ramme, mens mænds problemer oftere reduceres til spørgsmål om kultur, normer eller personlighed. Det skaber en analytisk skævhed, som gør det vanskeligere at få øje på de underliggende strukturer, der også former mænds livsforløb.

Konsekvensen er ikke kun en mindre præcis diagnose, men også dårligere løsninger. For hvis vi ikke anerkender, at mænds udfordringer kan være strukturelle og kønnede, risikerer vi at overse de mekanismer, der producerer dem.

Og hvis vi samtidig begynder at forstå kvinders udfordringer som rent individuelle, risikerer vi at svække det blik, der historisk har været afgørende for fremskridt i ligestillingen.Derfor er det heller ikke særligt frugtbart at opstille en modsætning mellem hårde krav til kvinder og medlidenhed med mænd. Den modsætning forenkler en kompleks virkelighed og risikerer at fastholde en debat, hvor perspektiverne bliver smallere i stedet for bredere.

Den egentlige udfordring er en anden. At vi mangler et fælles sprog for at forstå køn som en faktor, der kan skabe ulighed i flere retninger på én gang. Det kræver, at vi kan holde to tanker i hovedet samtidig: At kvinders ligestilling fortsat er et uafsluttet projekt – og at drenge og mænd samtidig i stigende grad oplever systematiske udfordringer på andre områder.

Hvis ikke vi formår det, risikerer vi at føre en debat, der er mere optaget af at placere skyld end af at forstå problemerne. Og det er i sidste ende det, der gør os dårligere til at løse dem.