Det vakte opsigt, da De Økonomiske Råd (Dør) for nylig offentliggjorde en analyse, der viste, at det økonomiske afkast af at tage en erhvervsuddannelse var negativ for dem ”på vippen” mellem at vælge enten teknisk skole eller gymnasiet.

Efterfølgende har analysen fået stærk kritik af økonomer fra fagbevægelsen og arbejdsgiverorganisationer i et fælles opråb her i JP 23/10, hvor analysen bl.a. kritiseres for ikke at være repræsentativ for faglærte generelt. Det er svært at måle det personlige, økonomiske afkast af en uddannelse, fordi man aldrig kan observere den samme person med og uden den pågældende uddannelse på samme tid. Derfor må man give et bud på, hvad personer ville have tjent, hvis de ikke havde valgt, som de gjorde.

Det gør DØR-analysen ved at se på sammenlignelige unge mennesker med forskellige afstande til uddannelsesinstitutioner, hvilket fører til forskellige uddannelsesvalg. De unge, hvis uddannelsesvalg afgøres af afstanden til uddannelser, omtales som ”på vippen”.

De unge, der kan ”vippes over” i et erhvervsfagligt spor ved en mindre afstand til skolen, er netop en af målgrupperne for regeringens udspil til en reform af ungdomsuddannelserne, hvor den nye uddannelsesretning, epx, skal bringe håndværksmæssige uddannelser geografisk tættere på de unges bopæl.

Set i lyset af det konkrete udspil fremstår Dørs analysedesign således særdeles relevant. Men hvad så med dem, der ikke er på vippen? Kan de ikke have et andet afkast?

Jo. Men hvis personer ikke er på vippen, er de ikke særligt relevante i forhold til at beregne de samfundsøkonomiske konsekvenser af i en reform, der netop forsøger at påvirke dem, hvor geografien er afgørende for uddannelsesvalget. Andre reformtiltag påvirker andre, og det skal beregninger på disse tiltag ideelt afspejle.

Kritikerne af analysen har ret i, at afkastberegningen ikke afspejler faglærte generelt, men de går galt i byen, hvis de alene ser dette som en svaghed ved analysen. Det er en styrke at kunne beregne konsekvenserne for den del af de unge, der faktisk kan påvirkes, når man skruer på uddannelsessystemet.

Et andet ben i kritikken er, at datagrundlaget er gammelt og ikke afspejler situationen for unge, der skal vælge uddannelse i dag. Dette kan være rigtigt. Det er dog uklart, i hvilken retning et mere aktuelt datagrundlag ville trække resultaterne. Det er ikke tilstrækkeligt til at affeje resultaterne som uanvendelige at påpege, at visse ting er anderledes i dag, end de var engang. Også selvom det kan være relevant for resultaterne – det ville i så fald diskvalificere det meste af al kvantitativ forskning.
Hvis kritikerne mener, at politikere og beslutningstagere bør se bort fra Dør-analysens resultater, bør det påhvile kritikerne selv at redegøre for, at deres kritikpunkter ville have afgørende betydning for resultaterne – og i den retning, de forventer. Kvantitativ forskning spiller en vigtig rolle i politikudvikling og -evaluering, og det er vigtigt at være kritisk over for antagelser og generaliserbarhed. Djævlen ligger ofte i de metodiske detaljer. Dør skal ikke fritages for kritik, men det er vigtigt, at den er relevant.