Regeringen er formentlig lige på trapperne med den længe ventede reform af det danske beskæftigelsessystem, og flere aktører er bekymrede for, at regeringen holder fast i store besparelser.

Bekymringen udtrykkes bl.a. af (den nu tidligere) beskæftigelsesordfører Karin Liltorp, fordi regeringen bl.a. vil spare 800 mio. på øvrig vejledning og opkvalificering som primært anvendes af ledige længst fra arbejdsmarkedet. Hun udtaler bl.a. til NB-beskæftigelse at, ”de svageste ledige ikke har nogen, der hjælper dem. De råber ikke op, og derfor er det så nemt at glemme dem”.

Jeg tror, at mange er enige i, at borgere der er langt fra arbejdsmarkedet, fx fordi de mangler danskkundskaber eller har psykiske udfordringer, skal have støtte i et velfærdssamfund. Men det gode spørgsmål er, hvordan det gøres bedst.

Faktum er, at der findes meget få eksempler på indsatser for personer længere fra arbejdsmarkedet, der rent faktisk virker og får flere ledige i job. Det er tværtimod veldokumenteret i litteraturoversigter, i danske lodtrækningsforsøg, og fra store reformer af kontanthjælp, sygedagpenge og førtidspensionssystemet, at intensiv aktivering har begrænsede effekter for langtidsledige. Set med både de ledige og skatteborgernes øjne giver det derfor god mening at skære i beskæftigelsesindsatsen og fritage flere fra kravene om ret og pligt til aktivering, som Regeringens udspil lægger op til. Det koster formentlig ikke stort på beskæftigelsen.

Man kan være bekymret for, at besparelserne kan skade gruppen af langtidsledige på anden vis, f.eks. fordi indsatserne støtter udsatte ledige socialt og i deres personlige udvikling. Vi ved f.eks., at en indsats for ledige med psykisk sygdom, udover at få lidt flere i job også gavnede de lediges livskvalitet. Men sådanne eksempler er sjældne. I flere studier er det vist, at beskæftigelsesindsatser kun har en begrænset sammenhæng med forbedringer i de langtidslediges helbred og arbejdsmarkedsparathed.

Det har længe været et mantra, at lediges problemer ikke skal stå i vejen for job. Det er en sund tankegang. Men som samlet rettesnor for de langtidsledige, ser det ud til at have spillet fallit, da både beskæftigelseseffekter og progression mod beskæftigelse som nævnt ofte udebliver. Regeringens planer for beskæftigelsessystemet giver delvist mulighed for at gøre op med denne tanke, idet regeringen vil give kommunerne flere frihedsgrader i organiseringen af indsatsen. Det åbner op for, at kommunerne kan tilrettelægge en tværfaglig indsats, der hjælper den enkelte med de problemer de måtte have, uagtet om det bringer dem nærmere arbejdsmarkedet. Det kan være ved at identificere effektive misbrugsindsatser, socialindsatser og indsatser i psykiatrien. Problemet er bare, at disse indsatser også koster og at f.eks. sundheds- og socialsektoren også har måtte holde for med besparelser. Desværre fortsætter regeringens udspil også den jobrettede tilgang for de ledige med andre problemer, bl.a. ved at kræve at flere i udgangspunktet skal erklæres jobparate.

Opsummerende mener jeg, at det giver god mening at skære i beskæftigelsesindsatsen, givet de pauvre resultater, som indsatsen har set ud til at medføre. Men hvis det er et politisk mål at hjælpe ledige med problemer udover ledighed, er det bedste formentlig at forsøge at afhjælpe disse andre problemer, uagtet om det fører job med sig eller ej. Det kræver formentlig at besparelserne på beskæftigelsesindsatsen geninvesteres i andre sektorer.