Tests kan have den fordel, at alle får en stemme – selv det stille barn der ikke siger noget i timerne. Men dette betyder ikke, at testresultater entydigt besvarer alle spørgsmål. Eksempelvis vil resultatet af en test, hvor et barn skal sidde stille i en time, også afhænge af forhold som koncentrationsevne og ikke kun selve indholdet af spørgsmålene. Dette er en præmis for alle tests.

Men måske endnu mere grundlæggende: Findes der en naturlig måleenhed for de færdigheder, som tests skal måle? Afstande kan fx måles i meter. 2 meter er dobbelt så langt som 1 meter. Det er alle enige om. Men kan man sige det samme om færdigheder? At et barns sproglige færdigheder er 1, mens et andet barns er 2? Og betyder det, at det andet barn har dobbelt så gode sproglige færdigheder?

Mange læsere vil nok undres over, hvor pudsigt et sådan udsagn lyder – og grunden er, at der ikke findes nogen naturlig skala for færdigheder. For hvorfor lige vælge tallene 1 og 2, og ikke 4 og 5 eller 12 og 59?

I vores undersøgelse fra august, sammenholdes børnenes placering i forhold til hinanden på hvert klassetrin fra 2. til 8. klasse. Hvem ligger i toppen, og hvem ligger i bunden? Her finder vi meget stærke sammenhænge i placeringen fra år til år.

Her hjælper data os altså. Alle de akademiske bekymringer til trods, står det derfor klart, at de nationale tests er et stærkt og brugbart værktøj til at vurdere børn og deres muligheder. Hvis testene var meget usikre – som at slå plat og krone – ville der ingen sammenhæng være mellem testscorer på forskellige klassetrin, afgangskarakterer eller senere uddannelse. Men det er der. Ud fra testene kan vi f.eks. se, at omkring 70% af placeringen i de nationale tests i 8. klasse forklares af placeringen to år tidligere i 6. klasse. Når dette er tilfældet for tusinder og atter tusinder af børn, må testene siges at give både lærere og forældre en stærk indikation af børnenes styrker og udfordringer.

Vi kan med de nationale tests også se at kun 3 ud af 4 af de elever, der lå blandt de nederste 20% i 4. klasse, har påbegyndt en ungdomsuddannelse som 19-årig, mens det blandt de bedste 20% i 4. klasse, er 19 ud af 20. Når Folkeskoleloven starter beskrivelsen af skolens formål med:

”Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere”

er det måske i virkeligheden det, som tests bør vurderes ud fra. Kan de hjælpe med at sige hvilke elever, der er i farezonen i forhold til at opfylde de helt basale formål med skoletiden? Hvis vi allerede i starten af skoletiden kan sige, hvem der er udsatte, eller hvilke klasser der har brug for ekstra støtte, skal vi så lade være?

Kritikken har samtidig affødt en skepsis overfor al brug af testene. Der er udfordringer med testene, og et helt andet spørgsmål, som vi slet ikke har diskuteret her, er, hvor meget og hvornår man skal teste børn. Men når vi diskuterer, om testene er retvisende eller ej, er debatten i høj grad relateret til de udfordringer, der er med testenes formål. Som jeg beskrev ovenfor, vil dette altid kunne være genstand for kritik. Selv hvis testene revideres og tilpasses.

Testresultaterne som de foreligger i dag er troværdige – hvis de anvendes med måde. Også i de mange, mange forskningsresultater, der benytter de nationale tests.  Man kan også overveje, hvad alternativet bliver. Er det, at vi ikke finder de børn, klasser og skoler, der har brug for ekstra hjælp.