Hvis vi skal kunne løse udfordringerne, kræver det dog en række nødvendige erkendelser – både ude i samfundet og blandt politikere:

1. Udfordringerne kan ikke adresseres enkeltvist. Alle de seks punkter nævnt ovenfor hænger sammen, og løsningen af ét punkt forudsætter, at andre aspekter adresseres samtidig. Fx er ulighed i elevsammensætning og forskelle i læreres faglige ressourcer på tværs af landets skoler nært forbundne problemer.
2. Det er oftest de stærkeste, der er bedst til at udnytte tilbud og muligheder. Selvom alle muligheder i udgangspunktet synes lige i Danmark, så er realiteten en anden. Det er oftest dem med flest ressourcer, der er bedst til at gøre brug af de muligheder der tilbydes. Elever med de bedste forudsætninger, har ofte størst udbytte af undervisning. Det er oftest ressourcestærke familier der er bedst til at navigere i velfærdsstatens tilbud.
3. Familien og fællesskaber er de vigtigste ressourcer. Det vigtigste i vores barn- og ungdom er vores familie og nære fællesskaber. Dette gør sig også gældende, når det kommer til fællesskaber i skolen, hvor kvalitet set fra børnehøjde er at trives og føle sig tilpas.
4. Der findes ikke et quick-fix. Vi har i Danmark debatteret udfordringer ved ulighed i uddannelse i flere årtier. Løsningerne er med al sandsynlighed komplekse, og det kan tage mange år, før vi kan se effekter af reformer – selv hvis ændringerne virker efter hensigten.
5. Mange mulige løsninger kræver svære politiske overvejelser. Skal samfundet fx gå mere ind i familiers privatsfære for at modvirke social arv? Skal tiltag målrettes mere mod udsatte grupper? Bør vi målrette indsatser mere mod de tidlige leveår? Anvendes ressourcerne rigtigt i forhold til vores mål?

Folkeskolen er den nok vigtigste institution vi har, for at sikre alle børns fremtid. Men status quo i dag er, at børn vokser op med vidt forskellige fremtidsudsigter, hvilket skolen i dens nuværende form ikke ændrer meget på.