Folkeskolelærere, der forlader deres job, går ned i løn og søger mod job med færre sygemeldinger

Analyse

Marts 2026

task_alt

Eksternt bedømt

Lærere der forlader deres job, søger mod arbejdspladser, hvor de går markant ned i løn, og hvor de har en mindre sandsynlighed for at være på sygedagpenge.

Analyse skrevet af Jacob Arendt, forskningsprofessor ved ROCKWOOL Fonden

Når lærere forlader deres job i folkeskolen, skifter de til job, hvor de får omkring 2.000 kroner mindre i løn om måneden og går 30 minutter ned i tid om ugen. Det svarer til en reduktion på henholdsvis 6 procent og 2 procent. 

Figur 1: Viser den procentuelle nedgang i løn og arbejdstimer efter jobskiftet.

Folkeskolelærerne læner sig dermed op ad en generel tendens, som forskningsrapporten peger på, nemlig at mange velfærdsmedarbejdere forlader deres job i det offentlige i løbet af deres arbejdsliv og søger mod job med tilsyneladende bedre arbejdsvilkår, hvor lønnen enten er den samme eller lavere, og hvor arbejdstiden er lavere. 

I 2023 arbejdede 33.000 uddannede lærere ikke folkeskolen. Herunder arbejdede 19.000 uddannede lærere ikke som skolelærere men i helt andre brancher. 68 procent af de nyuddannede lærere starter med at arbejde som skolelærer i folkeskolen, men efter 20 år er andelen faldet til 57 procent.

Figur 2: Figuren viser andelen af lærere, som arbejder i folkeskolen i op til 25 år efter endt uddannelse

Færre på sygedagpenge efter jobskiftet

Forskningsrapporten viser, at selvom lærernes sandsynlighed for at være på sygedagpenge stiger i årene op til jobskiftet, falder den igen med 12 procentpoint fire år efter jobskiftet sammenlignet med dem, der bliver i folkeskolen. I gennemsnit er 18 procent af alle folkeskolelærere på sygedagpenge, og 6 procent af dem, der skifter job, er på sygedagpenge fire år efter jobskiftet.

 

Figur 3: Viser sandsynligheden for at være på sygedagpenge fire år før og fire år efter jobskiftet, i forhold til dem, der fortsætter arbejdet som folkeskolelærer.

Forskerne kan også se, at andelen på sygedagpenge faktisk er 4,8 procentpoint lavere blandt dem, der skifter job, fire år før jobskiftet end dem, der bliver. Der er altså ikke noget, der tyder på, at dem, der skifter job, er en mere sårbar gruppe. 

Forskerne kan også se, at brugen af antidepressiv medicin falder med 1,3 procentpoint fire år efter lærerne skifter job. I gennemsnit bruger 6,7 procent af lærerne antidepressiv medicin og fire år efter bruger 5,4 procent af dem der skiftede job antidepressiv medicin.   

 

Figur 4: Viser sandsynligheden for at tage antidepressiv medicin fire år før og fire år efter jobskiftet, i forhold til dem, der fortsætter arbejdet som folkeskolelærer.