Snart barsler Folketinget med en stor reform af det danske beskæftigelsessystem, og flere aktører har kritiseret de anbefalinger, som regeringen før sommerferien modtog fra Ekspertgruppen for fremtidens beskæftigelsesindsats.

Det har bl.a. vakt kritik, at ekspertgruppen har anbefalet, at politikerne skærer i den lovpligtige aktiveringsindsats, som de ledige får.

Kritikken kommer bl.a. fra Vismændene, og beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har anerkendt deres kritik. Efterfølgende har f.eks. HK og senest Dansk Metal her i avisen den 24. oktober brugt vismændenes kritik til at advare mod besparelser, særligt i uddannelsesindsatsen over for de ledige.

Der er derfor al mulig grund til at se nærmere på kritikkens indhold og holde den op imod, hvad forskningen viser. Vores vurdering er, at kritikkerne har fat i nogle vigtige pointer, men at de samlet set rammer ved siden af.

Krav til ledige

Hvis vi starter med de generelle besparelsesforslag på aktivering, kommer de sig primært af, at ekspertgruppen foreslår at fjerne en række proceskrav, der giver ret og pligt til aktivering. Det handler f.eks. om krav til antal samtaler med ledige eller aktivering efter bestemte tidspunkter.

Bl.a. vismændene har udtrykt bekymring for, at det kan skade beskæftigelsen, hvis kommunerne pga. manglende incitamenter aktiverer mindre. Men hvis færre proceskrav fører til mindre aktivering, vil det alene føre til mindre beskæftigelse, hvis proceskravene er effektive.

Det er sandt, at forskningen peger på, at samtaler med jobcenteret har en positiv beskæftigelseseffekt for forsikrede ledige, så proceskrav herom kan give positive effekter. Men altså kun hvis der er tale om “stærke” ledige, hvilket de forsikrede typisk er. Derimod findes der langt færre eksempler på effektive indsatser for personer længere fra arbejdsmarkedet, f.eks. ikkeforsikrede ledige med psykiske problemer.

Det er vigtigt, fordi denne gruppe er langt den dyreste og i høj grad medvirkende til, at udgifterne til aktivering i Danmark er højere end i andre lande (fig. 6).

F.eks. viste et dansk lodtrækningsforsøg, at intensiv aktivering og flere samtaler ikke gav nogen effekt for langtidsledige kontanthjælpsmodtagere. Selv nogle af de mest lovende indsatser for udsatte ledige (Job-First og IPS), har små beskæftigelseseffekter. En ny analyse peger også på, at den samlede aktive beskæftigelsesindsats ikke har haft den betydning, som den tidligere er tillagt.

Derfor virker det ikke sandsynligt, at færre proceskrav og mindre aktivering for dem længst fra arbejdsmarkedet skulle give et stort beskæftigelsestab. Det kan give andre tab, f.eks. fordi indsatserne støtter udsatte ledige socialt og i deres personlige udvikling. Kritikken af ekspertgruppens forslag har altså primært noget på sig, hvis den går på færre proceskrav til stærke ledige.

Giver ikke store tab

Det andet kritikpunkt vedrører netop besparelser på uddannelsesindsatsen til stærke ledige. Det er især forslaget om at begrænse retten til seks ugers jobrettet uddannelse til dagpengemodtagere, der har mødt kritik.

Forslaget går på at begrænse retten til uddannelsesaktivering, så den først gives efter seks måneders ledighed. I dag kræver det kun fem ugers ledighed. Vismændene henviser til to nye studier, der viser, at uddannelsesindsatser har positive beskæftigelseseffekter, stik modsat hvad tidligere studier har vist. Det er grundige studier, men igen ikke oplagt, at studiernes resultater står i kontrast til ekspertgruppens anbefalinger.

For det første viser studierne, at kurserne først og fremmest virker ved at omskole ledige, når den branche, de ledige har erfaring inden for, er i risiko for at flytte til udlandet, eller når de ledige har været ude for en arbejdsulykke. Kurserne har derimod ingen eller kun små effekter for den relativt store gruppe af ledige, som ikke står over for risiko for udflytning af job.

For det andet ser de to nye studier på en bred vifte af kurser, hvoraf en del kan beskrives som korte uddannelseskurser, mens en meget stor andel kurser har et andet indhold, såsom generel job-rådgivning.

De nye studier har derfor vist, at nogle kurser kan være godt for nogle ledige, under visse, særlige omstændigheder. Spørgsmålet er, om det er nok til at bevare retten til nogle af disse kurser til alle?

Samlet set er det vores læsning af eksisterende forskning, at der ikke er grund til at tro, at færre proceskrav (og risiko for mindre aktivering) vil give store beskæftigelsestab for ledige længere fra arbejdsmarkedet, samt at der kan være god grund til at begrænse retten til uddannelsesaktivering.