Der mangler evidens om anbragte børn og unge

Indlæg

Januar 2021

indlæg

 

Så kom det regeringsinitiativ, Mette Frederiksen indvarslede med sin nytårstale i starten af 2020. Med ”Børnene Først” præsenteredes den 27. januar 2021 43 initiativer, der har til hensigt at øge kvaliteten af anbringelser, og herunder give de anbragte børn flere rettigheder og øge kvaliteten af sagsbehandlingen. Udover en række andre ønskede tiltag, sætter initiativet også særlig fokus på at sikre stabilitet i anbringelserne, fx gennem at øge brugen af spædbarnsbortadoptioner og adoptioner generelt. Jeg tror alle, der arbejder indenfor området, deler Statsministerens opfattelse af, at vi skal tage vare på denne sårbare gruppe, og sikre dem de bedst mulige opvækstvilkår. Men hvorvidt de initiativer, som præsenteres i udspillet er de rette, er måske mere tvivlsomt – ikke fordi vi ved, at de ikke virker, men fordi vi ikke ved om de virker.

I ROCKWOOL Fonden har vi i en årrække forsket i udsatte børn og unges livsforløb, med særligt fokus på anbringelser, og vi hilser derfor statsministerens fokus på området velkommen. Vi ønsker med denne kommentar at fortælle, hvad vi ved forskningsmæssigt om anbragte børn, og samtidig slå fast, at der fortsat er meget, vi ikke ved.

 

Vores forskning har gennem årene bidraget med en række væsentlige indsigter om årsagssammenhængen mellem indsats og barnets senere livsforløb for nogle af de indsatser, samfundet leverer til de udsatte børn og unge. Vores forskning viser blandt andet, at det er bedre at blive anbragt i plejefamilie end på institution, idet børn anbragt i plejefamilier har en større sandsynlighed for at være i gang med en uddannelse som 18-årige sammenlignet med børn anbragt på institution. De har samtidig en lavere risiko for at være blevet dømt for kriminalitet som 18-årige. Vi har også vist, at anbringelser i barnets eget netværk ikke er mere stabile end andre anbringelser (dvs. plejefamilie- og institutionsanbringelser). Endvidere viser vores forskning, at lidt længere anbringelser er mere gavnlige end korte i den forstand, at en forlængelse af anbringelsen på et par måneder sænker risikoen for ledighed og øger bruttoindkomsten hos den anbragte, begge dele målt når denne fylder 21 år. Sidst har vores forskning vist, at de unge mennesker, der tilbydes efterværn, når de fylder 18 år og deres anbringelse stopper, har højere ledighed og er mindre tilbøjelige til at uddanne sig, end unge mennesker, der ikke fik samme tilbud. Hermed synes efterværnet ikke at leve op til sit formål om at sikre en god overgang til en selvstændig voksentilværelse for de tidligere anbragte.

 

 

Når det er sagt, er der stadig meget begrænset viden om virkningsfulde indsatser overfor de udsatte børn og unge, ikke blot i ROCKWOOL Fonden, men generelt i Danmark, i Skandinavien – ja i hele verden! Evidensen – altså om vi kan regne med, at indsatsen virker – halter på en række områder: Den halter på det overordnede plan, dvs. i forhold til det store spørgsmål om, hvorvidt vi skal anbringe eller ej, om vi skal tvangsanbringe eller ej, og om vi skal bortadoptere eller ej. Og den halter på detaljeniveauet, hvor vi mangler viden om, hvorvidt et konkret efterværnstilbud, en konkret forebyggende foranstaltning eller en bestemt pædagogisk tilgang på et opholdssted, tjener sit formål. Evidensen halter, fordi det er ganske vanskeligt at finde det rette forskningsmæssige design til at undersøge indsatsernes effekter. Inden for dette område kan vi ikke bruge nogle af de mest gængse metoder til at afdække evidens – fx at følge medicinernes protokol, eller ved lodtrækningsforsøg og terningekast beslutte, hvilke børn der skal anbringes, tvangsanbringes eller bortadopteres – eller blive i hjemmet hos forældrene. Bare tanken kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste. Vi må i stedet anvende det, man kalder naturlige eksperimenter, som er tilfældig variation i, hvem der anbringes mv., som fremkommer ved et indgreb af en slags. Det kunne være en lov- eller praksisændring, som har så markante konsekvenser, at den radikalt ændrer, hvem der anbringes, tvangsanbringes eller bortadopteres. Vi leder stadig efter en sådan anvendelig ændring, men indtil den er fundet, kan vi ikke med forskningsmæssig sikkerhed fastslå, om det er en god idé at anbringe et barn udenfor hjemmet, endsige vælge tvangsanbringelser over de frivillige eller ty til bortadoptioner.

Det skal retfærdigvis siges, at der faktisk findes en håndfuld studier om de kausale effekter af anbringelser fra det Nordamerikanske kontinent. Der er tale om amerikanske og canadiske studier, og deres resultater giver ikke noget entydigt svar på, om anbringelsen er gavnlig for de anbragtes livschancer. Omvendt ved vi fra studier af rumænske børnehjemsbørn, at bortadoptioner er gavnlige, men at alder ved adoptionen er vigtig. Men selvom der på ingen måde skal sås tvivl om væsentligheden af disse resultater, er det dog vanskeligt at forestille sig, at man direkte kan overføre resultater fra en nordamerikansk eller en post-Ceaușescu kontekst til dagens Danmark. Hermed har vi faktisk ingen brugbar viden om, hvorvidt det er en god idé at anbringe danske udsatte børn og unge udenfor hjemmet, og om vi, som det er Mette Frederiksens ambition, står på børnenes side ved at anbringe og bortadoptere dem. Vi ved med andre ord ikke, om barnet eller det unge menneske ville have klaret sig bedre eller dårligere i fraværet af anbringelsen, om tvangsanbringelsen sikrer et mere stabilt forløb med bedre fremtidige livschancer end den frivillige anbringelse, eller om der er en større positiv effekt af bortadoptionen end af anbringelsen.

Et af statsminister Mette Frederiksens samt social- og ældreminister Astrid Krags nøgleargumenter for at skrue op for indsatsen er konstateringen af, at anbragte og tidligere anbragte børn og unge klarer sig langt dårligere end deres jævnaldrende på en række væsentlige parametre. Problemet er bare, at vi ikke ved, hvad disse dårligere livsbaner skyldes. Regeringen Mette Frederiksen ser ud til at tolke det som et udtryk for, at vi anbringer for sent, eller at anbringelserne er præget af for stor ustabilitet mv. Men det kan også være et udtryk for at selve det at blive anbragt, uanset hvornår i livet og hvor stabil anbringelsen er, er dårligt for barnets livschancer, og at anbringelsen alt andet lige har en negativ effekt. Omvendt kan de livsbaner vi ser hos de anbragte og tidligere anbragte børn være langt bedre, end de ville have været i fraværet af anbringelsen – selv i sin nuværende form – og deres relativt dårligere livsforløb, sammenlignet med jævnaldrende, kan skyldes den bagage de havde med sig forud for anbringelsen, som er fuldstændig uafhængig af anbringelsen og dennes årsager, eller kan skyldes forhold, der ligger efter anbringelsen. Hvad der er den rette tolkning af de forskelle, vi ser mellem anbragte og ikke anbragte børn og unge, er uvist: Vi ved ikke, om det er måden vi anbringer på eller timingen af anbringelsen, der er vigtig – og først og fremmest ved vi ikke, om det virker at anbringe børn og unge udenfor hjemmet.  På den baggrund kan man altså ikke drage den konklusion, at vi med øget brug af tvangsanbringelser og bortadoptioner sikrer, at vi står på børnenes side.

 

Med regeringens ønske om og vilje til at reformere systemet vil vi derfor opfordre statsministeren til at sørge for, at alle nye indsatser, man implementerer indenfor dette område, følges tæt, og i særdeleshed, at en evaluering allerede planlægges og indtænkes ved implementeringen. På den måde vil man i fremtiden have bedre muligheder for én gang for alle at få sat den helt rigtige indsats i værk og dermed sikre, at vi står på børnenes side.

 

ROCKWOOL Fondens kommentarer har ikke været underlagt peer review.