Danmark går i gråt – og kræver kloge beslutninger af politikerne
Eksternt bedømt
Nye beregninger fra ROCKWOOL Fonden viser, hvordan det danske langsigtede finanspolitiske råderum med et snuptag reduceres til et markant underskud, hvis politikerne vælger at realisere politiske ønsker om fx kortere arbejdstid, højere overførselsydelser eller tidligere tilbagetrækning. Beregningerne er en del af en ny bog, der belyser de samfundsøkonomiske konsekvenser af et Danmark, som frem mod 2045 vil blive væsentligt mere gråt i toppen.
Skrevet af Torben M. Andersen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet, fhv. formand i Velfærdskommissionen og Det Økonomiske Råd (overvismand) og Jan Rose Skaksen, forskningschef i ROCKWOOL Fonden, tidligere professor i økonomi ved CBS, fhv. vismand i Det Økonomiske Råd
Bogen ”Danmark går i Gråt?” danner et overblik over konsekvenserne af de demografiske forskydninger i Danmark, da danskerne siden 1950’erne lever længere, og befolkningens fertilitet næsten lige så længe har været støt faldende.
Bogen er skrevet af Torben M. Andersen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet og tidligere overvismand og Jan Rose Skaksen, økonom og forskningschef i ROCKWOOL Fonden, der også har en fortid som økonomisk vismand.
De to forfattere fokuserer på perioden frem til 2045: Et samfund med dobbelt så mange +80-årige og forholds-mæssigt færre yngre i arbejdsstyrken til at betale skat og passe de ældre, der har brug for pleje. Et demografisk scenarie, der kan se mere end udfordrende ud, hvis vi ønsker at bevare velfærdssamfundet, som vi kender det.
Stærkt udgangspunkt
I udgangspunktet står Danmark dog et stærkt sted. Modsat andre europæiske lande har de danske politikere gennem mange års politiske beslutninger forberedt samfundet på scenariet med den aldrende befolkning. En række reformer har de seneste 20 år øget arbejdsudbuddet og styrket de offentlige finanser.
Især den politiske aftale (velfærdsforliget, 2006) om at pensionsalderen skal stige i takt med, at danskerne lever længere, er med til at gøre den danske økonomi robust over for de demografiske ændringer. Det samme gælder det danske pensionssystem, som sikrer, at de fleste vil kunne se frem til rimelige pensioner.
De offentlige finanser opfylder i disse år kravet til holdbarhed, hvilket betyder, at velfærdsordningerne kan videreføres, selvom der kommer markant flere ældre. Da holdbarhedskravet endda er godt og vel opfyldt, er der i princippet luft til at øge de offentlige udgifter eller sænke skatterne, uden at der skal findes ny finansiering – og i den politiske debat bliver der fremsat mange forslag til anvendelsen af dette langsigtede råderum.
Holdbarhedsprognosen er dog behæftet med betydelig usikkerhed. Den vil i høj grad blive påvirket af de politi-ske valg, der bliver taget – både indenrigspolitiske prioriteringer og valg, der skal tage højde for de geopolitiske forandringer, som påvirker handelspolitik og sikkerhedspolitik, og som fremover fx vil medføre stærkt øgede udgifter til bl.a. forsvar.
Og som bogens analyser beskriver, kan selv relativt små ændringer i den økonomiske politik betyde, at Danmark igen står med et stort problem for de offentlige finanser.
Flere ældre giver kamp om arbejdskraften
En aldrende befolkning vil på flere måder sætte sit præg på de offentlige finanser. Først og fremmest vil de offent-lige udgifter stige, da der bliver brug for markant flere offentligt ansatte, blandt andet i ældreplejen og i sundhedsvæsenet.
I bogen fremlægger forfatterne fremskrivninger, der viser, at den offentlige beskæftigelse over de næste 10 år vil vokse med 88.000 personer.
Og det i en arbejdsstyrke, som i samme periode kun forventes at stige med godt 47.000 personer. Dette vil uvægerligt føre til et betydeligt fald i den private beskæftigelse, der forventes at skrumpe med ca. 41.000 personer.
Beregningen forudsætter, at den offentlige sektor kan rekruttere de nødvendige 88.000 personer med de rette kompetencer, og at den private sektor afgiver 41.000 personer (se figur 1). I den beregning antager forfatter-ne, at den offentlige sektor er ”førstevælger”, og får sine rekrutteringsbehov dækket før de private arbejdsgivere. Det er imidlertid ikke et realistisk scenarie, da arbejdsmarkedet i de kommende år både skal tackle manglende arbejdskraft i form af for få personer, men også står med en arbejdsstyrke, hvis kvalifikationer ikke matcher de uddannelser og erfaringer, som arbejdsgiverne efterspørger.
Den offentlige sektor skal således rekruttere flere ansatte til blandt andet ældreplejen, hvor der i forvejen er rekrutteringsproblemer. Og ser man fremad, vil der med de nuværende uddannelsesmønstre heller ikke blive uddannet tilstrækkeligt mange til at dække det forvente-de behov.
Note: Flere ældre vil skabe behov for markant flere offentligt ansatte, blandt andet i ældreplejen og sund-hedsvæsenet. I bogen fremlægger forfatterne fremskrivninger, der viser, at den offentlige beskæftigelse over de næste 10 år vil vokse med 88.000 personer. I samme periode forventes arbejdsstyrken kun at stige med godt 47.000 personer. Dette vil uvægerligt føre til et betydeligt fald i den private beskæftigelse på ca. 41.000 personer. Kilde: DREAM, 2024
Dyrt at stoppe stigende pensionsalder
En meget anvendt model til at foretage langsigtede fremskrivninger af dansk økonomi er den såkaldte DREAM-model. Modellen anvendes fx af De Økonomiske Råd til beregning af den finanspolitiske holdbarhed.[1]
Forfatterne til ”Danmark går i gråt?” benytter også DREAM-beregninger til at påvise de finanspolitiske effekter af en række potentielle politiske beslutninger – fx beregner de konsekvensen af Socialdemokratiets udmelding fra 2024 om, at partiet fremadrettet ikke længere vil tilslutte sig velfærdsforligets princip om, at pensionsalderen for alle automatisk skal stige med den forventede levealder – den såkaldte levetidsindeksering.
Det er uklart, hvordan en ændring i levetidsindekseringen skal udmøntes. Men hvis indekseringen helt afskaffes, viser forfatternes DREAM-beregninger, at det finanspolitiske langsigtede råderum, som aktuelt ligger på 1,7% af BNP, ikke bare er væk. Det vil i stedet blive reduceret til et underskud på 0,6 % af BNP, og dermed vil finanspolitikken ikke længere være holdbar. En mindre opbremsning af levetidsindekseringen – så et års længere levetid ikke løfter den formelle pensionsalder med et år som nu, men fx med omkring det halve
(som foreslået af Tilbagetrækningskommissionen i 2022) vil også mindske den finansielle holdbarhed – dog i min-dre skala end et totalt stop for stigende pensionsalder ved 70 år.
To ud af tre har trukket sig længe inden pensionsalderen
Den store diskussion om pensionsalderen tager udgangspunkt i, at alle trækker sig tilbage, når de når pensionsalderen, men i dagens Danmark er folkepensionsalderen ikke en præcis markør for den faktiske tilbagetrækningsalder.
En femtedel arbejder længere end pensionsalderen, men hovedparten (ca. 66%) trækker sig ud af arbejdsmarkedet et eller flere år inden, de når den officielle folkepensionsalder.
Kun ca. en tredjedel er stadig i beskæftigelse i året op til, at de fylder 67 år. For de fleste er den væsentligste ændring, når man når pensionsalderen, at én offentlig ydelse (førtidspension, seniorpension, dagpenge eller efterløn) erstattes af en anden, nemlig folkepensionen.
De mange årgange, der har forladt arbejdsmarkedet tidligere end pensionsalderen er i høj grad et resultat af efterlønsordningen, som blev indført i 1979. Det gælder især mænd og kvinder med korte uddannelser. Og det selvom ordningen løbende er justeret for at få flere til at blive længere på arbejdsmarkedet.
Samme muligheder for tidlig tilbagetrækning har man ikke haft i Sverige, og i en anden DREAM-beregning sammenligner bogens forfattere derfor erhvervsfrekvensen for personer over 50 år i Sverige og Danmark, for at måle den finanspolitiske effekt, hvis danskere over 50 år arbejdede i lige så høj grad som jævnaldrende svenskere. Dette ville øge den finanspolitiske holdbarhed med 1% af BNP og vil samtidig øge beskæftigelsen med ca. 60.000 personer frem mod 2045 (jf. figur 2).
Note: Hvis politikerne vælger at stoppe levetidsindekseringen, når den i 2040 når 70 år, vil det have en stor effekt på den finanspolitiske holdbarhed, da den vil mindskes med 2,3 %. Dermed vil finanspolitikken ikke længere være holdbar. Det understre-ger også betydningen af de hidtidige stigninger i pensionsalderen, der har været for at sikre holdbarheden af de offentlige finanser. Omvendt, hvis politikerne beslutter at indføre incitamenter, der kan øge erhvervsfrekvensen for de plus 50-årige til samme niveau som i Sve-rige, vil dette øge den finanspolitiske holdbarhed med 1% af BNP, og det vil samtidig øge beskæftigelsen med ca. 60.000 personer frem mod 2045. Kilde: DREAM, 2024
Højere produktivitet øger kun holdbarheden, hvis offentlige ydelser bremses
Ser man på udviklingen i produktiviteten, er den steget støt de seneste mange årtier. Men hvis man baserer sin økonomiske politik på udsigten til, at endnu højere produktivitet kan skabe forbedringer i de offentlige finanser, er der dårligt nyt i ”Danmark går i gråt?”
Selvom højere produktivitet vil kunne frigøre arbejdskraft og øge skatteindbetalinger, skaber det ikke automatisk et større langsigtet råderum i de offentlige finanser. Højere lønninger i den private sektor udmønter sig nemlig også i højere lønninger til offentligt ansatte, og på grund af aftalen om satsregulering stiger overførselsindkomsterne tilsvarende i takt med lønningerne i den private sektor.
Det betyder samlet set, at de ekstra skatteindtægter og de ekstra udgifter til offentlige lønninger og overførselsindkomster stort set svarer til hinanden, og dermed er der reelt ingen nettoindtægt til det offentlige budget.
Hvis man ændrer satsreguleringen, så overførslerne ikke helt følger lønningerne, er effekten af produktivitetsstigninger i den private sektor til gengæld til at føle på:
En anden beregning i bogen viser, at hvis stigningen i de offentlige ydelser reduceres, så ydelserne stiger 0,3% mindre end lønstigningerne, vil det øge den finansielle holdbarhed svarende til 1,6% af BNP (jf. figur 3).
Det vil altså næsten kunne fordoble det nuværende langsigtet råderum fra 1,7 % af BNP til 3,3% af BNP alene ved at sætte en dæmper på den automatiske stigning i de offentlige ydelser. Dette vil imidlertid medføre større ulighed, da overførslerne ikke følger fuldt ud med lønudviklingen.
En anden beregning viser effekten af en endnu mindre reducering af stigningen i de offentlige ydelser, så ydelserne kun stiger svarende til prisudviklingen.[2]
Det vil øge den finansielle holdbarhed med 1,1% af BNP. Dette greb vil dog også skabe stigende ulighed mellem lønmodtagere og modtagere af overførselsindkomster, og forfatterne har derfor beregnet dette for en midlertidig periode fra 2025-2034.
Note: Det vil have stor betydning for den finanspolitiske holdbarhed, hvis offentlige ydelser ikke satsreguleres som nu, hvor overførselsydelser automatisk stiger i takt med de lønstigninger, som personer, der er i arbejde oplever. Figuren her viser beregningerne for, hvordan den finanspolitiske holdbar-hed øges ved to forskellige scenarier: Hvis offentlige ydelser (undtagen pensioner) stiger 0,3 % mindre – eller hvis ydelserne alene reguleres med prisudviklingen. En årlig regulering, der er 0,3 % mindre end lønudviklingen, vil have en betydelig effekt på holdbarheds-indikatoren, der forbedres med 1,6 % af BNP. Hvis overførslen alene reguleres med prisudviklingen, så købekraften af ydelserne er uændret, vil holdbar-heden forbedres med 1,1 %. Det skal bemærkes, at dette eksperiment an-tages at være tidsbegrænset, da der på langt sigt ellers vil opstå en meget stor forskel mellem lønindkomster og overførselsindkomster.
Sund aldring og boligmarkedet
”Danmark går i gråt?” kommer også omkring både de finanspolitiske og beskæftigelsesmæssige effekter af ”sund aldring”. Et begreb, der beskriver ældre borgeres grad af selvhjulpenhed vs. behov for hjælp og pleje. Der er afsnit om tendenser for ældre på arbejdsmarkedet, om flere ældres betydning for udviklingen af boligmarkedet og det private forbrug og flere andre temaer.
Fakta om ”Danmark går i gråt?”
Forfattere til bogen: Torben M. Andersen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet, fhv. formand i Velfærdskommissionen og Det Økonomiske Råd (overvismand) og Jan Rose Skaksen, forskningschef i ROCKWOOL Fonden, tidligere professor i økonomi ved CBS, fhv. vismand i Det Økonomiske Råd.
• Bogen er nummer to i et projekt, som ROCKWOOL Fonden indledte i 2020 med analyse af konsekvenserne af de store demografiske forskydninger, der finder sted i Danmark.
• Første udgivelse var bogen Et aldrende Danmark, der analyserede både de individuelle og samfundsmæssige konsekvenser fra en række faglige perspektiver.
• I Danmark går i gråt? analyserer de to forskere de samfundsøkonomiske konsekvenser af en aldrende befolkning.
• Med de to bøger præsenterer ROCKWOOL Fonden en indsigt i konsekvenserne af aldringen og tydeliggør de centrale problemstillinger og valg, der trænger sig på i forlængelse af det 21. århundredes demografi.
Noter
1. DREAM-modellen er en strukturmodel – en forenklet model af økonomien, der ikke medtager konjunkturforhold.
2. i prisindekset for privatforbrug.
Relaterede udgivelser
Bog
Danmark går i gråt?
Gå til bogen
Seneste udgivelser indenfor samme velfærdsemne
Bog
Danmark går i gråt?
Marts 2025
Vidensoverblik
Danmark går i gråt – og kræver kloge beslutninger af politikerne
Marts 2025
Debatindlæg
Hvordan gavner beskæftigelsesreformen de mest udsatte ledige?
Marts 2025
Podcast
Derfor er det et problem for dig, at de mest talentfulde ledere forlader den offentlige sektor
Marts 2025