Evaluering af Perspekt

initiativ

Bemærk at denne evaluering handler om den tidligste version af Perspekt. For at følge med i den nye version af indsatsen – Perspekt 2.0 – og dens evaluering, henvises til denne side.

 

Perspekt er et undervisningsmateriale, der sigter mod at træne skoleelevers emotionelle, personlige og sociale færdigheder. Undervisningsmaterialet er et konkret værktøj, hvori der bl.a. indgår øvelser, rollespil, film og leg. Materialet er klassebaseret, og målet er, at man via træning af disse færdigheder kan skabe et godt læringsmiljø i klassen. Gennem et struktureret undervisningsforløb styrkes elevernes evne til konfliktløsning på egen hånd, forståelse for regler, respekten for indbyrdes forskellighed og ansvarsfølelse.

Billede

Evalueringen

Der blev foretaget to uafhængige evalueringer af Perspekt-forløbet. Den første evaluering blev foretaget i efteråret 2012 og dækkede Perspekt-indsatsen fra 2007-2011. Evaluering havde to overordnede formål: (1) At lade udefrakommende pædagogiske fagpersoner vurdere og beskrive materialet. (2) At lade de lærere, der havde afprøvet Perspekt, komme til orde i en erfaringsopsamling.

Den anden evaluering fulgte Perspekt-indsatsen i Høje Taastrup Kommune fra september 2012 til juni 2013. Evalueringen havde to overordnede formål: (1) At dokumentere erfaringer fra implementeringen og indsatsens udbytte og relevans blandt elever, lærere, skoleledere og forældre i Høje Taastrup Kommune. (2) At foretage en vurdering at de mulige synergieffekter, der måtte være, når Perspekt udrulles blandt flere klassetrin på en skole.

Evalueringsmetode

Evalueringen af Perspekt-indsatsen fra 2007-2011 var primært baseret på kvalitative data. Evalueringsteamet gjorde således brug af individuelle interviews og fokusgruppeinterviews blandt udvalgte lærere skoleledere og fagpersoner. Ca. 30 lærere blev interviewet ved hjælp af spørgeskemaer. Desuden nærlæste og kommenterede ph.d. Trine Kløveager Perspekts undervisningsmateriale samt observerede en række undervisningslektioner. Evalueringen af Perspekt-indsatsen i Høje Taastrup kommune blev baseret på individuelle interviews med skoleledere, lærere og forældre samt fokusgruppeinterviews med elever. Endvidere blev der gennemført deltagerobservationer i forbindelse med Perspekt-undervisningen samt en spørgeskemaundersøgelse blandt Perspekt-lærere.

Hovedkonklusioner

 

Evalueringen af Perspekt-indsatsen fra 2007-2011 viste, at Perspekt – ud fra et pædagogisk og psykologisk synspunkt – er et relevant og meget velstruktureret materiale. Det blev dog påpeget, at for meget struktur kan hæmme den enkelte lærer i sin undervisning blandt andet i forhold til differentiering mellem stærke og svage elever. Desuden var der behov for en samlet teoretisk og forskningsbaseret referenceramme for initiativet. Lærernes erfaring med Perspekt var positiv. Mange mente, at Perspekt-materialet havde medført et bedre læringsklima i klassen og færre konflikter. Lærerne berettede desuden, at deres elever var glade for Perspekt og så frem til undervisningen. Nogle lærere berettede dog om problemer med at få engageret både de stærkeste og de svageste elever i klassen gennem hele undervisningsforløbet.

 

Evalueringen af Perspekt-indsatsen i Høje Taastrup kommune viste, at der var bred enighed blandt skoleledere og lærere om, at Perspekt-materialet er relevant i forhold til at arbejde med elevernes emotionelle, personlige og sociale færdigheder. Der var også enighed om, at Perspekt-materialet var gennemarbejdet og velstruktureret med relevante og afvekslende øvelser. Blandt eleverne var der også tilfredshed med Perspekt-materialet. Der blev dog ytret et ønske om at gøre Perspekt-undervisningen mere fleksibelt, og der blev efterspurgt bedre muligheder for at tilpasse materialet til den enkelte elevgruppe. Evalueringen kunne ikke dokumentere nogen umiddelbar synergi i form af øget erfaringsudveksling omkring Perspekt mellem lærere indbyrdes og mellem lærere og skoleledelse eller tydelig afsmitning fra Perspekt på skolen sociale kultur.