Et land i forandring: Forskerne deler nu deres beregninger af, hvordan Danmark ændrer sig – helt ned til allernærmeste lokalområde

artikel

September 2024

Med en ny interaktiv webside stiller forskerne i ROCKWOOL Fonden deres beregninger til rådighed for skoler, undervisere og studerende og andre, der vil undersøge, hvordan befolkningssammensætningen, servicetilbud, infrastruktur og kvadratmeterpriser i Danmark udvikler sig – både på landsplan og ned i de helt lokale boligområder.

Hvor mange højtuddannede boede der på indre Vesterbro i slutningen af 1980´erne – og hvor mange i dag? Og hvordan er det gået med antallet af børn på fx Læsø sammenlignet med landsgennemsnittet. Eller hvordan går det med andelen, der er dømt for kriminalitet i mit eget lokalområde?

På ROCKWOOL Fondens nye website Dit Nabolag.dk kan man finde svar på den type spørgsmål og meget mere. Her stiller forskere deres beregninger til rådighed for skoleelever, studerende og deres undervisere og andre, der vil arbejde med, hvordan Danmark har forandret sig de seneste 30-40 år både hvad angår infrastruktur, faciliteter og befolkningsudvikling.

Her vises informationer ikke som gennemsnit for en hel kommune men for det helt nære nabolag – forstået som det område, der (af GDPR-hensyn) rummer mindst de nærmeste 600 husstande. I storbyerne kan det geografisk set være et ret lille område på under 1 gange 1 kilometer, mens det i tyndtbefolkede landdistrikter er langt større.

Danmark delt ind i 2296 boligområder
Danmarkskortet på DitNabolag.dk er inddelt i 2296 boligområder, så informationerne her gælder det helt nære miljø. Her kan man finde viden om befolkningssammensætning – fx alder, uddannelse og oprindelse – om boligtype, kvadratmeterpriser eller afstand til nærmeste togstation, ungdomsuddannelse og anden infrastruktur for alle lokationer i Danmark.

Klikker man flere områder samtidig, kan man sammenligne forskellige nabolag og følge udviklingen helt tilbage fra 1988. De valg, man klikker sig frem til, vises på kortet og som grafer eller tabeller. Resultaterne kan gemmes i forskellige filformater, og kan anvendes som kilde eller dokumentation.

“Danmark har ændret sig markant de sidste 30-40 år. Dengang var vi godt fem millioner indbyggere i landet – i dag er vi tæt på seks millioner. Der er både sket en stor indvandring og en massiv tilflytning til de større byområder, mens landområderne sakker bagud og oplever en stor nedgang i andelen af unge. Med kortet her kan vi se de rå tal, der dokumenterer forandringerne helt ned i det nære nabolag, og vi kan sammenligne de forskellige nabolag”, fortæller Marie Louise Schultz-Nielsen, der er forsker i ROCKWOOL Fonden og står bag det nye website.

Netop muligheden for at hente informationer på et meget lokalt niveau er et af formålene med hjemmesiden DitNabolag.dk, fortæller Marie Louise Schultz-Nielsen.

“Befolkningssammensætningen i Danmark har ændret sig i høj grad i den periode, vi ser her – både på landsplan og helt lokalt. Vi kan fx se, at kriminaliteten er faldet mest i de store byer, og at der i dag bor flere ældre og flere socialt udsatte borgere i mange yderområder, men normalt ser vi kun opgørelser på kommune-niveau. Med Danmarkskortet her kan vi belyse udviklingen ultra-lokalt og med mange flere nuancer end vi normalt har adgang til”, siger hun.

 

Billede

På ROCKWOOL Fondens nye interaktive website DitNabolag.dk kan man finde data for 2296 lokale boligområder i Danmark. Et boligområde består af minimum de nærmeste 600 husstande og fremstår på landkortet som en gruppe firkanter af 100x100 meter (Danmarks Statistiks hektar-celler) der ligger nær hinanden. Det er dog af GDPR-mæssige årsager ikke nødvendigvis de konkrete underliggende områder, der indgår i lokalområdets data, men blandt andet Danmarks Statistiks oplysninger om beboerne i området.

Besøg den interaktive hjemmeside

Besøg Ditnabolag.dk

www.ditnabolag.dk

 

Fakta

På ROCKWOOL Fondens nye interaktive website DitNabolag.dk kan man finde data for 2296 lokale boligområder i Danmark. Et boligområde består af mindst 600 af de nærmeste husstande i området.

Man kan fx søge på udviklingen i kvadratmeterpriser eller antallet af familier eller beboere i et lokalområde helt tilbage til 1988.

 

Man kan også se, hvor stor en del af beboerne i et lokalområde, der har eller er:

  • Dansk oprindelse
  • Ikke-vestlig oprindelse
  • Vestlig oprindelse
  • Dømt for kriminalitet
  • Højtuddannede
  • Beskæftigede
  • Almene boliger
  • Relativt fattige familier
  • Familier med høj indkomst

Man kan finde det lokale antal:

  • Underholdning indenfor 5km
  • Læger indenfor 5km
  • Banker indenfor 5km
  • Dagligvarebutikker indenfor 5km
  • Grundskoler indenfor 5km
  • Restauranter indenfor 5km

Og man kan se afstand til nærmeste:

  • Ungdomsuddannelse
  • Videregående uddannelse
  • Motorvejsrampe
  • Togstation
  • Flyveplads
  • By

 

Bag DitNabolag.dk indgår disse to relaterede udgivelser

Vidensoverblik

Vidensoverblik

Når ikke-vestlige indvandrere flytter ind, flytter danskerne langsomt ud

Gå til vidensoverblikket
Forskningsrapport

Forskningsrapport

Immigrants and Native Flight: Geographic Extent and Heterogeneous Preferences

Gå til forskningsrapporten