Boligsituationen efter løsladelse fra afsoning af en fængselsstraf ser ofte omtumlet ud, og næsten hver tredje nyligt løsladte deler adresse med en anden nyligt straffet på et tidspunkt inden for de første tre år. Det kan være et samfundsmæssigt problem, da risikoen for tilbagefald til kriminalitet er markant højere, når en løsladt bor med andre nyligt straffede.

Det viser et nyt studie fra forskere ved ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed og Oxford University, som netop er opsummeret i et kapitel i en ny bog, der beskriver ROCKWOOL Fondens Forskningsenheds forskning i kriminalitet og straf siden 2015.

Mere præcist bor 29 procent af de nyligt løsladte på et tidspunkt inden for de første tre år sammen med mindst én person, der også er dømt for en overtrædelse af straffeloven inden for de forudgående to år. Ydermere bor de ofte sammen i længere perioder. I gennemsnit bor løsladte sammen med en anden nyligt dømt i op imod 15 procent af de første tre år. Det er endda oftere tilfældet for nyligt løsladte med lav tilknytning til arbejdsmarkedet og med den tungeste kriminelle bagage – som sandsynligvis også er dem, der er sværest at løfte ud af kriminalitet.

Resultaterne af studiet viser, at disse høje tal for samboskab med andre nyligt dømte kan udgøre et samfundsmæssigt problem. Figur 4 illustrerer resultaterne og viser, at risikoen for tilbagefald til kriminalitet er kraftigt forhøjet, netop når en løsladt bor med en anden, som er dømt for nylig. Uden korrektion for øvrige karakteristika er risikoen for ny kriminalitet forøget med hele 130 procent. Med korrektion for en række relevante faktorer ved den løsladte såvel som de samboende falder overrisikoen til 34 procent.

Resultatet kommer dog med nuancer. Findes der for eksempel – ud over andre nyligt dømte – også mindst én ikke-dømt på adressen, falder overrisikoen til 23 procent. Og risikoen for tilbagefald til kriminalitet er generelt lavest, når man bor med en ægtefælle eller partner. På samme måde som tilstedeværelsen af nyligt dømte kan være med til at øge risikoen for ny kriminalitet, kan tilstedeværelsen af positive påvirkninger altså være med til at dæmpe risikoen.

Resultaterne såvel som nuanceringerne tegner således et billede af, at boligsituationen og dermed problematikken er socialt skævt fordelt: De løsladte, der har færrest ressourcer til at sikre resocialisering og lovlydighed, er samtidig dem med den højeste risiko for at bo sammen med andre nyligt dømte – og som dermed risikerer et endnu højere tilbagefald til kriminalitet.

Figur 4. Forøgelse af risikoen for ny kriminalitet, mens man bor med en nyligt dømt

Note: Figuren viser, hvor meget højere risikoen for tilbagefald til ny kriminalitet er, mens en nyligt løsladt bor med andre, som er dømt inden for de forudgående to år. ”Nyligt løsladte” er løsladt efter afsoningen af en fængselsstraf og inkluderer således ikke anholdte og varetægtsfængslede. Opfølgningsperioden er tre år, og i denne periode begår ca. 44 procent ny kriminalitet, som de dømmes for. Søjlen uden kontrol viser det kombinerede resultat af at være typen af løsladt, der har højere risiko for at bo med en dømt og at bo med en nyligt dømt, mens søjlen med kontrol viser resultatet, der er renset for betydningen af sådanne baggrundsfaktorer for den løsladte såvel som bofællerne.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af data fra Danmarks Statistik, gengivet fra bogen ”Hvad vi ved om de dømte og deres kriminalitet”, ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed.