Tillykke til Nicolai Wammen (S), der overtager posten som justitsminister på et tidspunkt, hvor kriminaliteten de seneste årtier er faldet markant, men hvor retssystemet alligevel er under massivt pres.

Denne udvikling kalder på refleksion, og den nye justitsminister står over for et grundlæggende valg: Skal retspolitikken fortsat drives af strafskærpelser og enkeltsager, eller skal den i højere grad styres af viden om, hvor retssystemets ressourcer faktisk gør størst forskel?

Set gennem en forskningsprofessors briller står tre overordnede opgaver centralt.

Nødt til at tage diskussion

For det første, en grundlæggende prioriteringsøvelse. Balladen om henlæggelse af sager understreger i al tydelighed, at vi er nødt til at tage denne diskussion, uanset hvor svær den er.

Flere ressourcer til politi og retsvæsen vil ofte være en del af svaret. Men det kan umuligt være hele svaret. For udfordringen går på tværs af velfærdssamfundets institutioner, og det kræver prioritering.

Løser politiet i dag opgaver, som med fordel kunne ligge andre steder?

Regeringsgrundlaget foreslår, at opgaver vedrørende psykisk sårbare borgere i højere grad skal håndteres af specialiserede enheder. Forskning fra Rockwool Fonden viser, at netop disse opgaver beslaglægger en stor og stigende andel af politiets ressourcer.

Samtidig peger international forskning på, at udrykningspersonale med social- eller sundhedsfaglige kompetencer kan, om ikke erstatte, så i hvert fald supplere politiets arbejde med gruppen – hvilket fører til færre konflikter og anholdelser.

For det andet: forebyggelsen.

Vi står midt i en række reformer, hvis fulde effekter vi endnu har til gode at se. Det er afgørende, at disse indsatser følges til dørs. Forebyggelse er nemlig ikke kun et socialpolitisk ideal.

Kriminalitet smitter

Hver sag, der forebygges, er selvfølgelig en sag mindre i et system, hvor både politi, domstole og fængsler i forvejen er pressede. Men fordi kriminalitet smitter, rækker forebyggelsens effekt meget længere end det: Forskning fra Rockwool Fonden viser nemlig, at for hver kriminel handling der forebygges, følger der næsten syv færre sager inden for en 5-årig periode.

Forebyggelse går traditionelt på to ben: Den brede, tidlige indsats, der skal forhindre, at mennesker overhovedet bevæger sig ind i kriminalitet, og så den indsats, der gøres, når folk så alligevel fanges for kriminalitet, hvor resocialisering skal reducere risikoen for tilbagefald.

Men der er også et tredje ben: Politiets tilstedeværelse. Når politiet på den ene eller anden måde er til stede i situationer, hvor kriminalitet kan opstå, falder risikoen for, at den bliver begået, fordi risikoen for at blive opdaget øges. Det må være en kerneopgave for Nicolai Wammen at bruge alle tænkelige forebyggelsesværktøjer optimalt, så kriminaliteten begrænses. Her er det centralt at lade forskning og praktisk erfaring veje tungere i retspolitikken.

For det tredje, et blik for fremtiden.

Ulighed for loven

Retspolitik former ikke kun nutiden, men også det samfund, vi giver os selv i morgen. De seneste strafskærpelser har allerede haft mærkbare konsekvenser i fængslerne, hvor overbelægning i praksis begrænser mulighederne for at arbejde systematisk med resocialisering. Så fængselspresset svækker netop den resocialisering, der skal forhindre ny kriminalitet.

Kommende reformer af reglerne for udvisning rejser også langsigtede spørgsmål. Når flere fødes i Danmark uden dansk statsborgerskab, kan forskelle i retlig behandling komme til at omfatte større grupper. Dermed bevæger vi os mod et retssystem med ulighed for loven, hvor borgere med forskellig baggrund systematisk mødes med forskellige konsekvenser for den samme kriminalitet.

Den nye justitsminister står derfor ikke kun over for enkeltstående reformer, men over for nogle grundlæggende valg om retning. Om prioritering, om forebyggelse – og om hvilket retssamfund Danmark skal være på længere sigt.