Trumps toldpolitik er uden tvivl ødelæggende for de gevinster ved international arbejdsdeling, der i de sidste mange årtier er opnået gennem øget international handel. Og det gælder både for amerikanerne, europæerne, kineserne og de fleste andre.

Hvorfor gør Trump det? Er der et rationale, eller er det bare skørt? Det korte svar er, at det er skørt. Men der er dog et element af noget rationelt i det.

Det virker som om, at Trump har en romantisk drøm om, at USA på ny skal blive en stor industrination, som den var i 60erne og 70erne. Siden den tid har globaliseringen ført til, at landene har specialiseret sig i at producere det, de er bedst til ud fra sammensætning af arbejdskraft og kapital.

For eksempel har Kina igennem flere årtier, sammen med mange lavindkomstlande som for eksempel Vietnam, specialiseret sig i at producere varer, der kræver relativt meget lavt uddannet arbejdskraft.

Mens USA har specialiseret sig i at producere serviceydelser, der kræver højt uddannet arbejdskraft, samt forskning og udvikling. Det er for eksempel dét, selskaber som Google og Facebook sælger. Det virker dog som om Trump ikke anerkender de gensidige gevinster ved denne arbejdsdeling.

Trumps måde at tænke på har faktisk en vis opbakning i fakta. I ROCKWOOL Fonden har vi for nylig lavet en analyse af, hvor mange job i USA og EU, der er knyttet til eksporten mellem de to regioner. Her viser det sig, at der er langt mere arbejdskraft forbundet med eksporten fra EU til USA end omvendt.

Det er således »kun« 2,3 millioner amerikaneres job (1,4 procent af beskæftigelsen), der er knyttet til eksport til EU, mens det er 5,7 millioner europæeres (2,7 procent af beskæftigelsen).

Hvis man ser på handlen mellem USA og Kina, er misforholdet endnu større. Der er 1,4 millioner amerikaneres job, der er knyttet til handlen med Kina, mens der er 21,9 millioner kineseres job (2,9 procent af beskæftigelsen), der er knyttet til eksport til USA.

Så hvis antal job, der bliver påvirket af en handelskrig, er afgørende for styrkeforholdet i en forhandlingsposition, peger disse jobtal i retning af, at Trump har relativt gode kort på hånden i forhold til både EU og Kina.

Og her kommer vi ind på det, der med god vilje kan udlægges som et rationale bag Trumps toldkrig. For de store forskelle i antal job knyttet til eksport i USA og henholdsvis EU og Kina, skal ses i sammenhæng med, at der i perioden med globalisering har været en meget stor stigning i uligheden i USA.

Reallønninger til såkaldt manuel arbejdskraft i USA har slet ikke kunnet følge trit med reallønninger til højtuddannede, og der er store grupper af lavtuddannede, som reelt ikke har oplevet stigende realløn i 40 år.

Det har givet en voksende lønulighed, og en del af denne lønulighed kan knyttets til den større konkurrence, der er opstået gennem importen fra Kina.

Det vil sige, der er amerikanere, der er blevet negativt ramt af globaliseringen og for eksempel handlen med Kina, og mange af dem er formodentlig at finde i Trumps MAGA-base.

Det er dog vigtigt at understrege, at der er mange andre, der bliver påvirket af en told, end dem der producerer til eksport – og især de forbrugere, der skal betale højere priser, men også dem, der har sparet op til deres pension i aktier, hvis værdi falder som følge af Trumps politik.

Set med amerikanske briller, kan det så være fornuftigt, det Trump gør? Selv med god vilje er svaret nej!

Det forekommer ikke som en rationel løsning af et ulighedsproblem at gøre den samlede indkomst mindre.

Der er andre måder at tilgå et ulighedsproblem på. En mulighed er for eksempel at bidrage til at arbejdskraften bliver uddannet og omskolet til de nye muligheder. At det er muligt, er Danmark jo et eksempel på.

Danmark har også deltaget i den internationale arbejdsdeling, og ligesom USA er Danmark et højindkomstland, men i Danmark har vi ikke haft den voksende lønulighed som ses i USA.