Skrevet af Rasmus Landersø, forskningschef i ROCKWOOL Fonden

debatindlægget blev bragt på Berlingske.dk d. 5. maj 2026.

Efter røgen fra valgkampen til Folketinget har lagt sig – hvor alt fra dyrevelfærd til indvandring blev vendt og drejet – er regeringsforhandlingerne nu endt i en boksekamp med to ringhjørner.

Det ene hjørne kan vi kalde »velfærdshjørnet«, og det andet kan vi kalde »arbejdsudbudshjørnet«. Her kæmpes der blandt andet om tilbagetrækningsalder og Velfærdsforliget fra 2006.

Men fokus i de to hjørner – velfærd over for arbejdsudbud og økonomi – er ikke så store modsætninger, som man ellers kan få et indtryk af.

Det kan lyde diffust, når milliarderne, andele af BNP og begreber som overholdbarhed flyver gennem rummet og ind i avisernes spalter.

Men tilbagetrækningsalder har også helt jordbundne konsekvenser for, hvor mange hænder der er til at løfte de vigtige opgaver på velfærdsområdet.

Velfærdsfagene – eksempelvis folkeskolelærere og pædagoger – oplever store udfordringer, heriblandt at mange ikke arbejder med det fag, de ellers er uddannet til.

For eksempel viste en tidligere analyse et potentiale svarende til titusinder af årsværk, hvis alle uddannede folkeskolelærere og pædagoger arbejdede på fuldtid som henholdsvis lærer og pædagog i stedet for som noget andet.

Denne problematik er dog tæt forbundet med tilbagetrækningsalder – eller rettere, den stigende tilbagetrækningsalder har holdt hånden under de to fag.

Et kig ud i horisonten

En analyse fra ROCKWOOL Fonden viste i 2023, at den øgede beskæftigelse i forbindelse med senere tilbagetrækning fra 2010 til 2019 svarede til, at henholdsvis 1.500 og 3.000 ekstra fuldtidsstillinger blev dækket blandt folkeskolelærere og pædagoger.

Den senere tilbagetrækning blandt disse to faggrupper modsvarede således det fald, der skete i, hvor meget arbejdstid yngre folkeskolelærere og pædagoger faktisk lagde i deres kernefag i samme periode.

Hvis vi ser ud i horisonten, viser en prognose fra samme analyse, at den senere tilbagetrækningsalder de næste to årtier – som aftalt i Velfærdsforliget – kan dække henholdsvis 5.000 og 4.000 flere fuldtidsstillinger blandt pædagoger og folkeskolelærere.

Sidstnævnte tal er faktisk præcis det tal, der blev nævnt som nødvendigt for at realisere Socialdemokratiets forslag om »Lilleskolen«.

Et forslag som mange (heriblandt jeg) ikke fandt specielt realistisk – blandt andet på grund af de manglende lærere til at føre ambitionen ud i livet.

Justering af tilbagetrækningsalderen

En stigende tilbagetrækningsalder berører naturligvis også andre problemstillinger, som for eksempel muligheden for tidligere tilbagetrækning af helbredsmæssige årsager.

Alt dette er også vigtigt at diskutere. Men tilbage står, at velfærd og arbejdsudbud ikke er modstandere i to ringhjørner.

Hvis målet er flere hænder i velfærden, er justeringer af tilbagetrækningsalderen nærmere en forudsætning.

Det har det været indtil i dag, og det vil det også være i fremtiden.