Politik handler om, hvordan man bedst fordeler samfundets knappe ressourcer. Men hvordan definerer vi, hvad det bedste er, når der er modstridende interesser? Det nye SU-forlig, som blev indgået mandag aften, er et rigtig godt eksempel på dette dilemma.

SU’en bygger på et ønske om chancelighed – en ydelse, der skal give alle studerende mulighed for at vælge uddannelse, uden at være afhængige af deres forældres pengepung eller fuldtidsarbejde ved siden af studierne.

Hvad vil der ske, når det 6. SU-år droppes? Det ved vi ikke. Den bedste forskningsbaserede evidens stammer fra evalueringer af SU-reformen i 1988, som udvidede SU’en, og i store træk indførte det system, vi har i dag. Forskningsresultaterne har vist, at den mere generøse SU efter reformen medførte et mere øget, men ikke mere lige, optag på de videregående uddannelser, mens der var tegn på, at det mindskede frafaldssandsynligheder på de sidste år af studierne.

Men samfundet og uddannelsesmønstre har ændret sig meget siden 1988. Fx påbegyndte 2,5 gange så mange unge en lang videregående uddannelse i 2022 set i forhold til i 1988. Men selvom vi endnu ikke kender konsekvenserne af en omlægning af det 6. SU-år, kan vi komme med kvalificerede gæt på effekternes retning.

Mindre generøs økonomisk støtte vil samlet set gøre studierne lidt mindre attraktive og resultere i færre studerende. Men det vil nok ikke være et stort fald: Ét års SU på den sidste del af studiet er småpenge set i forhold til det økonomiske afkast, den enkelte står overfor ved at fuldføre en lang videregående uddannelse.

De personer, der er mest tilbøjelige til at falde fra eller helt fravælge en lang uddannelse, vil sandsynligvis være dem, der er mest udfordrede fagligt. Og denne gruppe kommer oftere fra ikke-boglige hjem end fra boglige hjem. En mindre generøs uddannelsesstøtte vil derfor potentielt bidrage til, at sammenhængen mellem familiebaggrund som fx forældres uddannelse og egne uddannelsesvalg styrkes en smule.

Med til debatten om uddannelsesstøtte hører imidlertid også en konstatering af, at uddannelsesmuligheder i Danmark allerede er enormt ulige fordelt alt efter familiebaggrund til trods for den nuværende SU. Formelt set har vi fri og lige adgang til uddannelser, men reelt set er der store forskelle i faglige færdigheder og uddannelsesmønstre på tværs af ens familiebaggrund; forskelle der starter tidligt i skoletiden.

Den definerende ulighed i uddannelsessystemet ligger langt tidligere end spørgsmålet om økonomisk støtte på en lang videregående uddannelse. Resultatet er, at SU primært går til unge fra ressourcestærke hjem, der kan se frem til en høj indkomst i deres arbejdsliv. Der er nemlig meget store forskelle i hvem, der kommer langt nok i uddannelsessystemet til at gøre brug af SU. Sammenholder vi to unge, hvor den ene har faglærte forældre og den anden har forældre med en universitetsuddannelse, vil sidstnævnte i gennemsnit kunne se frem til ca. 125-150.000 kr. mere i SU end førstnævnte.

Det er ikke småpenge, det handler om. SU kostede statskassen et tocifret milliardbeløb i 2022 svarende til mere end 50% af de penge, der enten blev brugt på folkeskolen eller alle ungdomsuddannelser og videregående uddannelser.

Og så melder spørgsmålet sig: Fordeler vi de knappe ressourcer på den bedste måde, hvis vi ønsker at mindske barrierer i uddannelsessystemet?

Svaret kommer selvfølgelig an på, hvad pengene anvendes på, når SU’en bliver mindre generøs. Bliver midlerne i uddannelsessystemet eller vil de blive anvendt til andre formål? Og så kommer det også an på, hvilke typer børn og unge, vi mener, har det største behov for hjælp. Vil vi eksempelvis hellere forsøge at mindske uddannelsesbarrierer blandt børn i folkeskolen end blandt unge på landets universiteter? Et andet eksempel er den nylige aftale om styrkelse af den forberedende grunduddannelse (FGU). Her er målgruppen en helt anden end dem, der vil blive påvirket, hvis man fjerner støtte i det sjette studieår på universitet. Denne gruppe står på kanten af frafald fra uddannelse tidligt i ungdommen og dermed med langt dårligere job- og indkomstudsigter end gruppen på de lange videregående uddannelser.

Tilbage står, at en mindre generøs SU som netop aftalt nok vil øge uligheden i hvem, der fuldfører lange videregående uddannelser en smule. Men hvis pengene anvendes rigtigt, vil de til gengæld kunne bidrage til bedre muligheder for et bredere udsnit af unge. Hvad vi skal gøre, afhænger af, hvad vi mener er den bedste måde at anvende knappe ressourcer på.