På lang sigt vil der ikke være generel mangel på arbejdskraft – men den offentlige sektor vil kunne opleve en mangel
Dansk Erhverv kom for nylig med en analyse, der viste, at Danmark om 10 år ville mangle 130.000 personer i arbejdsstyrken. Det fik flere økonomer til at protestere: ”På lang sigt kan man ikke tale om en generel mangel på arbejdskraft i en markedsøkonomi som den danske.” Og det er jo fuldstændig korrekt! På lang sigt har et land nu engang den størrelse, som det har. Det drejer sig mere om, at den arbejdskraft, der er til rådighed, udnyttes til størst mulig glæde for den enkelte og for samfundet.
Der er dog et par forbehold til denne konklusion. For det første har vi i mange år talt om mangel på arbejdskraft i Danmark som et synonym for ”mangel på skattekroner”. Velfærdsstaten var i en lang periode ikke finansieret, og derfor skulle flere ud på arbejdsmarkedet. For det andet kunne det danske BNP selvfølgelig blive endnu højere, hvis arbejdsstyrken blev større – f.eks. ved indvandring af arbejdskraft. For det tredje har vi i øjeblikket en højkonjunktur, hvor det af hensyn til faren for en løninflation kan være meget fornuftigt at øge udbuddet af arbejdskraft og holde igen på efterspørgslen.
Men hvis vi ser ud over den nuværende højkonjunktur, hvor vi har et pænt råderum i de offentlige finanser, kan vi ikke tale om en generel mangel på arbejdskraft. Det betyder dog langt fra, at man ikke i fremtiden vil opleve virksomheder, som melder om, at de har svært ved at få den arbejdskraft, de gerne vil have. I langt de fleste tilfælde vil det dog mere være et spørgsmål om, at de ikke kan få den arbejdskraft, de gerne vil have til den løn, de vil betale. Hvis en virksomhed på den lange bane har mere brug for arbejdskraft end en anden virksomhed, så vil den også være villig til at betale en højere løn. Det betyder selvsagt, at der kan være masser af aktiviteter og job, som kunne være blevet til noget, hvis der havde været mere arbejdskraft til rådighed, men det er jo vilkårene i en markedsøkonomi.
De store tabere i kampen om arbejdskraft kan dog vise sig at være dele af den offentlige sektor. Vi har i mange år haft en måde at fastsætte lønninger på i den offentlige sektor, som har sikret, at lønningerne i den offentlige sektor følger den private sektor. Og de forskellige områder i den offentlige sektor har gennem faglige organisationer forhandlet og fordelt de lønstigninger, som denne overordnede ramme gjorde muligt. Løndannelsen er derfor ikke fri. Lønningerne i de forskellige dele af den offentlige sektor bliver i højere grad bundet af fagpolitiske hensyn. Systemet har dog sikret, at ledere i den offentlige sektor ikke bare kunne dele alt for store lønstigninger ud, som skatteyderne så skulle betale. Dette system giver kun den offentlige sektor den arbejdskraft, den har brug for, så lang tid der er nok mennesker, der vil arbejde i den offentlige sektor til den løn, de bliver tilbudt. Men hvis der er færre, der vil arbejde i den offentlige sektor, end der er ledige stillinger, som det tilsyneladende er tilfældet i dag, er der ikke en mekanisme, der kan sikre, at sygehusene får de sygeplejersker, de har brug for. Og det er der heller ikke på lang sigt. De arbejdsgivere uden for den offentlige sektor, der har brug for sygeplejersker, kan til gengæld frit give den løn, der skal til for at tiltrække den nødvendige arbejdskraft. Her er der et misforhold mellem den offentlige sektor og den private sektor – og de offentlige sygehuse kan blive tabere.
Hvad kan man gøre? For det første kan man prøve at sikre et større udbud af sygeplejersker, f.eks. fra udlandet. For det andet, så kan man sikre mere frihed i den offentlige sektor til at betale den løn, der er nødvendig. Og det er der jo faktisk råderum til.
