Over hver anden dømte slipper for fængslet – fodlænke og samfundstjeneste tager over

Vidensoverblik

Maj 2024

Eksternt bedømt

En række reformer af straffesystemet har kraftigt øget brugen af fodlænke og samfundstjeneste, mens brugen af traditionel fængselsstraf falder. Personer, der idømmes fodlænke eller samfundstjeneste, har lavere risiko for tilbagefald til kriminalitet end dem, der afsoner i fængsel. Men det skyldes, at man udvælger de mest ressourcestærke til at afsone i alternativerne, ikke afsoningsformen i sig selv.

Download vidensoverblik

Det viser et studie fra ROCKWOOL Fonden, der har set på effekten af den samlede pakke af reformer af samfundstjeneste og fodlænke siden 1990 på tilbagefaldet til kriminalitet. Studiet ser på domme af en varighed på op til ét år.

Figur 1 viser, at det i dag er under halvdelen af dem, der idømmes en straf på under ét år (eller tilsvarende for samfundstjeneste) som faktisk ender med at de sætter deres fod i et fængsel. Det er en markant ændring fra starten af 1990’erne, hvor stort set alle dømte afsonede i fængsel.

Note: Figuren viser procentdelen af nye domme på max ét år (eller tilsvarende samfundstjenestedomme) som afsones uden for fængslerne, i enten fodlænke eller samfundstjeneste. De hvide linjer markerer strafreformer som har ændret på adgangen til fodlænke eller samfundstjeneste. Kilde: Egne beregninger på data fra Danmarks Statistik

Den store reform af samfundstjeneste i år 2000 øgede afsoningen udenfor fængslerne betragteligt, fra 6,5 procent i 1999 til knap 30 procent i 2001, når det gælder domme under ét år. Derefter har indførelsen af fodlænke i 2005 og de efterfølgende udvidelser af ordningen i 2006-2013 øget chancen for ikke at afsone i fængsel. Samfundstjenestereformen i 2015 øgede igen tallet, og i 2016 var det således næsten to ud af tre af de relevante dømte, der afsonede i et alternativ. Siden da er tallet faldet, så det nu som nævnt er lidt over halvdelen, der afsoner udenfor fængslerne.

Og umiddelbart virker det fornuftigt, for personer der afsoner i fodlænke eller samfundstjeneste har markant lavere tilbagefald til kriminalitet end personer, der afsoner i fængsel. Tre år efter den dom, der kostede en tur i fængsel, er 52 pct. blevet dømt for ny kriminalitet. Det tilsvarende tal for dømte, der afsonede i fodlænke, er kun 27,5 pct. og helt nede på 21,5 pct., når det gælder samfundstjeneste.

Det er Kriminalforsorgen, der afgør, hvem der får lov at afsone i fodlænke, og det er en dommer, der afgør, hvem der kan slippe med samfundstjeneste. De to instanser formår altså at lade personer med den laveste risiko for tilbagefald til kriminalitet afsone deres straf ude i offentligheden, blandt os andre.

Men har samfundstjenesten eller fodlænken så positiv en effekt, at de to afsoningsformer kraftigt formindsker risikoen for et tilbagefald til kriminalitet?

Tidligere studier har fundet positive effekter af at afsone i både samfundstjeneste og fodlænke. Det gælder både effekter på den straffede selv, fx i form af lavere afhængighed af offentlig forsørgelse og bedre uddannelsesforløb for unge fodlænkeafsonere med straffe op til 3 måneder. Og effekter på den straffedes familie, fx i form af lavere risiko for ophør af parforhold, og lavere risiko både for at ens børn anbringes uden for hjemmet, og for at ens sønner sigtes for kriminalitet, før de bliver 25 år.

Derfor kunne man forstille sig, at de mange udvidelser af de alternative afsoningsformer også ville nedbringe risikoen for ny kriminalitet.

Men ROCKWOOL Fondens studie konkluderer, at de samlede udvidelser af de alternative afsoningsformer kun har haft en lille og ikke statistisk signifikant effekt på tilbagefaldet. Den meget lavere kriminalitet i årene efter en tur i samfundstjeneste eller fodlænke frem for fængsel skyldes altså alt overvejende, at man udvælger de mest ressourcestærke til at afsone i alternativerne.

Høj indkomst og lang uddannelse øger chancen for at undgå fængslet

Det er i højere grad dømte med længere uddannelse og højere indkomst bag sig, der får lov at afsone i fodlænke eller ved samfundstjeneste. Også etnicitet spiller ind, men i mindre grad. Forskellene eksisterer, selv når man korrigerer for typen og alvoren af kriminaliteten, man dømmes for, samt den dømtes kriminelle historik. Dermed kan man diskutere, om brug af fodlænke og samfundstjeneste rokker ved princippet om lighed for loven.

Det viser et nyt studie fra ROCKWOOL Fonden. Det er et grundlæggende princip i moderne retsstater, at et lands borgere er lige for loven. Faktisk er det i Danmark så grundlæggende, at det er indskrevet i Grundloven.

Men måske har de seneste 30 års reformer af afsoningssystemet udfordret dette grundlæggende princip? Det kunne man tænke, eftersom udvælgelsen af de ”bedst egnede” til at afsone i fx samfundstjeneste og fodlænke kan hænge sammen med social baggrund.

Figur 2 viser andelen af de dømte i 2020, der afsoner i enten fodlænke eller i samfundstjeneste frem for at afsone i fængsel, afhængig af ens indkomst, uddannelse eller etnisk herkomst. Figurerne viser, at personer med en indkomst over medianen afsonede deres dom med fodlænke eller i samfundstjeneste i 55 pct. af tilfældene i 2020, mens det kun skete i 44 pct. af tilfældene for personer med en indkomst, der lå under medianen. Samme billede findes for uddannelse og etnicitet. Højere uddannelse øger chancen for at afsone i fodlænke eller samfundstjeneste ligesom hvis man er etnisk dansk frem for ikke-vestlig.

Note: Figuren viser procentdelen af nye domme på max ét år (eller tilsvarende samfundstjenestedomme) i 2020 som afsones uden for fængslerne, i enten fodlænke eller samfundstjeneste, opdelt efter baggrundskarakteristika. Kilde: Egne beregninger på data fra Danmarks Statistik.

På tværs af grupperne i figuren er der forskel på, hvilke typer af kriminalitet, man dømmes for, ligesom alvoren af kriminaliteten (målt ud fra straflængden) heller ikke er ens fordelt på tværs af grupperne. Men tallene i figuren tager faktisk højde for dette. Dermed viser figurerne sandsynligheden for ikke at afsone i fængsel, selvom man i gennemsnit har samme straflængde for samme type af kriminalitet, ligesom man i øvrigt har samme kriminelle historik. Tager man ikke højde for disse forhold, er forskellene mellem grupperne faktisk omkring dobbelt så store.

Figur 3 viser det 3-årige tilbagefald til kriminalitet i grupperne, alt efter om man afsoner i fængsel, fodlænke eller samfundstjeneste. Tallene viser, at tilbagefaldet generelt er langt højere blandt personer med færre ressourcer, målt ud fra tidligere indkomst, uddannelse og – om end i mindre grad – etnisk baggrund.

Faktisk er tilbagefaldet rundt regnet dobbelt så højt blandt personer med lav indkomst og uddannelse set i forhold til dem med højere indkomst og mere uddannelse. Og dette gælder også selv, når man sammenligner inden for afsoningsformer.

Note: Figuren viser procentdelen, der dømmes for ny kriminalitet begået inden for 3 år blandt samtlige relevante personer 1990-2020, opdelt efter afsoningsform og tidligere indkomst, uddannelse og etnisk herkomst.

I samtlige grupper er tilbagefaldet lavest blandt samfundstjenestegruppen. Men det er iøjnefaldende, at niveauet i samfundstjenestegruppen blandt personer med relativt lav indkomst og grundskolen som højeste uddannelse, er stort set det samme som blandt personer med relativt høj indkomst og mere uddannelse, men som afsoner i fængsel.

De ”bedst egnede” blandt de mindre bemidlede grupper har altså samme tilbagefald som de ”dårligst egnede” blandt de mere bemidlede. Og uligheden i hvem der afsoner uden for fængslet afspejler således også gruppernes risiko for ny kriminalitet.

Ovenstående er i øvrigt klart mest tydeligt, når man ser på indkomst og uddannelse. Ser man på etnisk herkomst, er forskellene mindre. Der er stadig forskelle på tilbagefaldet, når man sammenligner inden for afsoningsformerne, men forskellen er her nede på godt og vel 20 procent.

Sidst skal nævnes, at det i øvrigt også er undersøgt om de samlede reformer af samfundstjeneste og fodlænke i perioden 1990-2020 havde en effekt på tilbagefaldet til kriminalitet inden for de grupper, der beskrives her. Det er der igen ikke meget, der tyder på.

Hvem skal afsone udenfor fængslerne?

Så længe der ikke bare er flere fængselspladser at tage af, vil alle udvidelser af strafferammerne nødvendigvis skulle forholde sig til, hvordan alternativer til fængsel skal bruges mest hensigtsmæssigt. Hvis fx personfarlig kriminalitet skal straffes med længere fængselsstraffe, er der andre, der må vige fængselspladsen og i stedet afsone i samfundstjeneste eller fodlænke – andre, som i dag afsoner i fængsel.

På baggrund af studiet fra ROCKWOOL Fonden kan problematikken opsummeres som:

• Hvis flere skal afsone i alternativer til fængsel, betyder det samtidig, at personer, som vi som samfund i dag mener skal være væk fra gaden under afsoning – i fængsel – for fremtiden vil skulle afsone ude i samfundet. For hvilke kriminalitetstyper og straflængder er vi villige til at lade folk afsone ude blandt os andre?

• I dag er det de bedst egnede, der afsoner i alternativer til fængsel. Hvis man fortsætter med denne udvælgelsesmåde og udvider ordningerne, vil man næsten nødvendigvis være nødt til at acceptere en øget ulighed for loven – præcis som den er fremvokset siden begyndelsen af 1990’erne.

• Hvis man ændrer udvælgelsesmetoden, så der reelt er lighed for loven, vil det betyde, at afsonere med højere risiko for tilbagefald til ny kriminalitet vil skulle afsone ude i samfundet.

• Selvom reformerne af fodlænke og samfundstjeneste over de seneste 30 år ikke i sig selv lader til at have haft en samlet effekt på tilbagefaldet til kriminalitet, er det vigtigt at huske på, at disse alternativer er billigere og mindre indgribende i folks liv end fængsel. Man opnår således i gennemsnit samme tilbagefald for langt færre ressourcer. Dertil kan lægges, at studier finder positive effekter af nogle typer af alternativer til nogle typer af afsonere på andre områder end tilbagefald til kriminalitet. Fx på arbejdsmarkedet og for de straffedes familier.