For det andet trækker nogle af regeringens øvrige bebudede ændringer i den modsatte retning. Børne- og undervisningsminister Mathias Tesfaye udtalte i et interview i Politiken d. 12. august, at ”(d)er er behov for forandringer. Men man kan forvente en rolig, velovervejet ændring af folkeskolen.” Folkeskolen skal bl.a. være mere praksisorienteret. Formålet er, at et ændret fokus i skolen skal hjælpe børn og unge, der ikke har flair for det boglige, gennem skoletiden, det skal anspore flere til at vælge erhvervsfaglige uddannelser, og det skal give alle elever et fælles grundlag at stå på. Et fælles dannelsesideal for både fremtidens akademikere og faglærte.

Der er rigtigt, at det ikke er alle, der trives eller hjælpes bedst gennem fagene i dagens skole. Og denne gruppe er bestemt ikke lille. Ja, mange har faglige udfordringer, og nogle går måske glip af inspiration til andre uddannelsesveje end gymnasiet. Men et øget fokus på praktisk undervisning er ikke en løsning på den ulighed i livsmuligheder, der skabes gennem skoletiden.

Gruppen, der oplever faglige udfordringer, mangler støtte. Og det mangler de tidligt. For mange ses tegnene længe, men vi får ikke hjulpet i tide. Antallet af sløjd- eller musiktimer er ikke problemet. Det er i bedste fald et symbolsk plaster på såret for gruppen, hvor mange fag med årene er blevet til det ene skemalagte nederlag efter det andet. I værste fald flytter det fokus, ressourcer og timer væk fra de reelle problemer.

Samtidig er der en meget stærk social slagside i, hvem der har det svært i skolen. Og udfordringerne er størst på skoler i udsatte områder. På nogle skoler sidder kun få elever med markante faglige udfordringer. På andre skoler er det en betydelig gruppe af elever. Nogle steder vil et større fokus på praktiske fag nok slå igennem. Men mon de skoler, hvor 90% af eleverne i dag tager på gymnasiet efter 9. klasse, reelt kommer til at fokusere mere på sløjd? Næppe. Her vil det boglige fokus fortsætte på den ene eller anden måde. Og uligheden mellem skoler kan herved risikere at stige.

Ressourcestærke forældre er villige til at gå langt for at få den ”rigtige” skole. Et nyligt studie fra ROCKWOOL Fonden har vist, at huspriserne stiger markant, når eleverne på den lokale skole klarer sig bedre. Størst er prisstigningerne i områder med de mest fagligt stærke skoler. Og det er selvsagt ikke alle, der har råd til at betale. Ulighed mellem forældre bliver til ulighed mellem børns muligheder. Børn fra nogle familier og områder kan vælge deres fremtidige vej frit på alle hylder – andre må nøjes med et begrænset udvalg.

Børne- og undervisningsministeren ønsker, at vi alle ”skal have noget fælles at stå på. Vi skal opdrages som hele mennesker.” Dette sker ikke, hvis man kan se frem til vidt forskellige liv og muligheder alt efter, hvor man går i skole. Her er den reelle trussel mod et fælles grundlag og dannelsesideal i folkeskolen.

Så hvor står vi i forhold til at give alle børn lige muligheder og sikre et fælles grundlag, hvis alle de bebudede ændringer bliver gennemført? Selvom intentionerne er gode, er status quo ikke et urealistisk bud. Uligheden i faglige færdigheder og livsmuligheder på tværs af børn, familier og skoler vil ikke blive mindsket, og vi er ikke kommet tættere på at løse de reelle udfordringer, som folkeskolen står med.