Når politikere i perioder med lavkonjunktur beslutter at stimulere økonomien, kan det fx ske i form af midlertidige udbetalinger, som skal understøtte borgernes mulighed for forbrug, så samfundsøkonomien ikke går yderligere i stå. Det skete fx i 2020 og 2021 under COVID19-pandemien, hvor danske lønmodtagere fik mulighed for at få deres indefrosne feriepenge udbetalt. Det valgte mere end 2 mio. at gøre, og i alt blev der udbetalt mere end 80 mia. kr. før skat.

Formålet med at slippe ekstra penge ud til borgerne er at skabe øget økonomisk aktivitet i samfundet. Men den type engangsudbetalinger sætter kun skub i samfundsøkonomien, hvis folk bruger pengene og ikke sparer dem op.

Økonomer – og dermed politikere – har længe antaget, at det primært er personer og familier med lave indkomster, der omsætter en sådan ekstra indtægt til forbrug, og at personer i den øvre ende af indkomstskalaen i stedet sparer størstedelen af en ekstra indtægt op. Familier, der ikke mangler midler til den ”daglige drift”, har ikke grund til pludseligt at skrue op for forbruget, har ræsonnementet været.

Resultater fra en ny analyse fra ROCKWOOL Fonden viser dog, at også borgere blandt de mellem 10 – 25% af befolkningen, der har de højeste indtægter, nemlig personer med en årsindtægt nær topskattegrænsen, i høj grad omsætter ekstra penge til forbrug.

Samtidig viser studiet at der er markante forskelle i borgernes tilbøjelighed til at kaste penge efter forbrug alt efter, hvor gamle de er, hvor stor deres formue er og hvor mange års uddannelse, de har, og det er forhold, som politikere bør tage bestik af, når de planlægger fremtidige tiltag for at stimulere økonomien.

Udfordringer med at måle forbrugstilbøjelighed

Forskere og økonomer i ministerier, centralbanker og interesseorganisationer har to særlige udfordringer, når de skal udregne borgernes tilbøjelighed til at forbruge en ekstra indtægt.

Den første er, at data om forbrug sjældent indsamles for en større del af befolkningen. Den type undersøgelser sker typisk via spørgeskemaer oftest for mindre dele af befolkningen.

I det nye studie trækker forskerne i stedet på en række tidligere studier, der har udviklet en metode til at udregne familiers forbrug ud fra den simple betragtning, at forskellen mellem familiens indkomst og udviklingen i formue fra et år til det næste nødvendigvis må være lig med forbruget.

Den anden udfordring er, at personer med forskellige niveauer af disponibel indkomst i reglen også adskiller sig på vældigt mange andre punkter end selve indkomsten: Forskellige præferencer og livssituationer spiller i høj grad ind, når det kommer til at bestemme, hvor mange af sine penge man hhv. forbruger og sparer op.

Her bygger de fleste tidligere studier af forbrugsadfærd på analyser af, hvordan folk forvalter pengene fra en engangsstigning i indkomsten som fx en lottogevinst. Disse undersøgelser giver værdifuld indsigt, men har også begrænsninger, når det kommer til at undersøge udsving i forbrugstilbøjelighed i samfundet mere generelt.

Forbrugstilbøjelig varierer mellem grupper

Med samme metode har forskerne undersøgt forskelle i forbrugstilbøjeligheden alt efter forskellige personers karakteristika. Figur 2 viser, hvordan forbrugstilbøjeligheden varierer på tværs af alder, antallet af børn, uddannelse, nettoformue og likvide midler som fx indestående på bankkonti.

Figuren viser, at forbrugstilbøjeligheden stiger med alderen. Fx er den næsten 4 procentpoint højere blandt 50-årige end blandt 40-årige. Tilsvarende er forbrugstilbøjeligheden størst blandt personer med korte uddannelser. Og hvis man sammenligner familier, der er blandt de 25% af befolkningen med de største formuer, med dem, der er blandt de 25% af befolkningen med de laveste formuer, varierer forbrugstilbøjeligheden med ca. 8 procentpoint.

De øvrige forhold, der er undersøgt – antal børn og adgang til likvide midler – påvirker ikke forbrugstilbøjeligheden (når der samtidig tages højde for alderen, uddannelsen, og den samlede formue). Dette taler for, at især alder, uddannelsesbaggrund og formueforhold kan indgå i overvejelserne, når politikerne ønsker at stimulere økonomien med midlertidige udbetalinger.