Skrevet af: Anna Piil Damm

Det påvises på grundlag af oplysninger fra spørgeskemaundersøgelser vedrørende aspekter af respondenternes personlige kontakter, kombineret med registeroplysninger om beskæftigelsesstatus et år senere, at arbejdsløse respondenter med mange beskæftigede bekendte finder arbejde med større frekvens. Bosættelse i socialt udsatte boligområder kan derfor tænkes at hæmme arbejdssøgendes resultater på arbejdsmarkedet på grund af mangel på kontakt til beskæftigede bekendte.

Denne hypotese bliver undersøgt ved at udnytte et enestående naturligt eksperiment, som foregik i perioden 1986-1998, hvor indvandrere, der var flygtet til Danmark, blev anvist til kommunerne på kvasi-tilfældig måde, hvilket er en velegnet metode til at behandle de metodologiske problemer i forbindelse med endogen selektion af boligområde. Når man tager højde for anvisningen til kommunerne, påvirker det at bo i et socialt udsat boligområde ikke i sig selv de mandlige flygtninges resultater på arbejdsmarkedet. Disse resultater påvirkes heller ikke af den generelle beskæftigelsesfrekvens for mænd, der bor i samme boligområde , hvorimod de påvirkes positivt af beskæftigelsesfrekvensen for ikke-vestlige mandlige indvandrere og mænd med samme etnicitet, som bor i samme boligområde. Dette er en stærk evidens for, at indvandrere til en vis grad finder arbejde gennem beskæftigede indvandrere og personlige kontakter med samme etnicitet i deres boligområde samt at kontakter af høj kvalitet øger den arbejdssøgendes chancer for at finde et arbejde og årsløn.