Hvornår bør lovovertrædere idømmes fængsel, og hvornår er det bedre at lade dem blive i samfundet under tæt tilsyn?

New Zealand stod over for det valg i 2007, da landet indførte hjemmeafsoning, samfundsdetention og intensivt tilsyn som alternativer til korte fængselsstraffe.

På tidspunktet for reformen gjorde New Zealand i høj grad brug af fængsel i strafferetten. Fængselsbefolkningen lå på 189 pr. 100.000 indbyggere, sammenlignet med et OECD-gennemsnit på 136, og fængslerne fungerede over kapacitet.

To årtier senere udgør disse ikke-frihedsberøvende straffe nu en væsentlig del af retssystemet.

I 2024-25 fandt domstolene 50.800 personer skyldige og fastsatte straf, men kun omkring 15 % fik en fængselsstraf. Omkring hver femte blev idømt hjemmeafsoning, samfundsdetention eller intensivt tilsyn for lovovertrædelser, herunder trafikforseelser, handlinger med forsæt om at forvolde skade, tyveri og indbrud.

Vi gennemførte to studier for at undersøge, hvad der skete, da strafudmålingen bevægede sig væk fra korte fængselsstraffe og over mod samfundsbaserede sanktioner, med fokus på henholdsvis beskæftigelse og tilbagefald til kriminalitet.

Vi fandt, at lovovertrædere har større sandsynlighed for at fastholde arbejde og tjene mere, hvis de forbliver i samfundet, uden at risikoen for ny reel kriminalitet stiger.

Det budgetmæssige argument for samfundsbaserede straffe er ligetil. En dag i fængsel koster 552 newzealandske dollar, sammenlignet med 116 dollar for hjemmeafsoning. Men strafpolitik bør ikke vurderes udelukkende ud fra budgetmæssig regnekunst.

At lade lovovertrædere blive i samfundet kan hjælpe dem med at fastholde arbejde og familiebånd, men det giver også anledning til bekymringer om afskrækkelse og offentlig sikkerhed. Det er vigtigt at forstå afvejningerne mellem korte fængselsstraffe og samfundsbaserede sanktioner i New Zealand, fordi de fleste lovovertrædere nu forbliver i samfundet.

Beholder job og tjener mere

Vores forskning om beskæftigelse viste, at reformen i 2007 forbedrede lovovertræderes arbejdsmarkedsmæssige resultater.

Ved at sammenligne førstegangslovovertrædere, der blev idømt straf i året før og året efter reformen, og korrigere for ændringer over tid, fandt vi, at den månedlige indtjening over tre år var omkring 107 dollar højere under ordningen efter reformen. Det svarer til omkring 6 % mere, end de ellers ville have tjent, eller omtrent 3.850 dollar pr. lovovertræder i alt.

En del af denne gevinst er naturlig. Lovovertrædere, der blev dømt før reformen, havde større sandsynlighed for at tilbringe tid i fængsel umiddelbart efter domsafsigelsen, mens de, der blev dømt efter reformen, forblev i samfundet og kunne arbejde. Men effekten på indtjeningen rækker videre end dette.

Selv efter de første 24 måneder, hvor enhver kort fængselsstraf under den gamle ordning ville være udløbet, forbliver indtjeningen højere. Over ti år efter domsafsigelsen giver det en samlet gevinst på omtrent 7.800 dollar pr. lovovertræder.

De største gevinster i indtjening ses blandt lovovertrædere, som allerede havde fået fodfæste på arbejdsmarkedet før domsafsigelsen. Det tyder på, at samfundsbaserede straffe hjalp lovovertrædere med at fastholde bedre og mere stabile job, som ellers ville være blevet afbrudt af en kort fængselsstraf.

Tilbagefald skyldes brud på vilkår

Vores studie med fokus på tilbagefald til kriminalitet viste et mere nuanceret billede. Det registrerede recidiv stiger under ordningen efter reformen med omkring 8,7 % efter ét år, 9,5 % efter to år og 9,6 % efter fem år.

Denne stigning ser imidlertid ikke ud til at afspejle mere reel kriminalitet; stigningen skyldes domfældelser for brud på straffens vilkår.

I New Zealand klassificeres alvorlige brud som lovovertrædelser mod retsplejen, og det er disse, der driver det højere registrerede recidiv. Det tyder på, at reformen førte til flere brud på strafvilkår snarere end ny reel kriminalitet.

New Zealands erfaring er ikke enestående. Internationalt anvendes samfundsbaserede sanktioner og elektronisk overvågning både som erstatning for fængsel og som en form for tilsyn efter tidlig løsladelse.

Disse straffe erstatter også forskellige mængder frihedsberøvelse, fra korte fængselsstraffe til de sidste måneder af længere straffe. De institutionelle rammer varierer, og nogle lande tilbyder stærkere støtte til reintegration og mere aktive arbejdsmarkedsprogrammer end andre.

På tværs af denne variation er evidensen dog overordnet set konsistent. Studier fra Europa, Storbritannien, Argentina og Australien finder intet eller lavere tilbagefald, mens dansk og nyere svensk forskning også peger på bedre resultater for beskæftigelse og indtjening.

Vores resultater føjer sig til dette ved at vise, at de arbejdsmarkedsmæssige gevinster, man har set i Danmark og Sverige, også kan opstå i New Zealands mere begrænsede velfærdsstatslige rammer, mens tilbagefaldsraterne passer til det bredere internationale mønster, nemlig at alternativer til fængsel som minimum ikke fører til tydelige stigninger i reel ny kriminalitet.

Samlet set taler evidensen for samfundsbaseret strafudmåling frem for korte perioder med fængsling. Sådanne straffe giver budgetmæssige besparelser sammen med stærkere arbejdsmarkedsmæssige resultater og højere fremtidig skatteevne blandt lovovertrædere uden at øge den reelle nykriminalitet.

I en newzealandsk kontekst står vigtige spørgsmål stadig åbne om virkningerne på lovovertræderes familier, ofre og offentlighedens tryghedsfølelse. Evidens fra dansk forskning giver imidlertid et opmuntrende fingerpeg og tyder på, at samfundsbaserede straffe også gavner lovovertræderes familiemedlemmer.