Som sikkert mange andre, havde jeg efterhånden nærmest lært at betragte høj inflation som et historisk kuriosum, som vi for længst havde lært at forhindre. I dag har vi både centralbanker, et folketing og arbejdsmarkedets parter, der alle er opmærksomme på risikoen for høj inflation. Og vi regulerer ikke længere løn og overførsler automatisk i takt med prisudviklingen.

Historien har nemlig lært os, at der kan være en høj pris forbundet med at kompensere indkomster for inflationens udhuling af købekraft. Nutiden illustrerer imidlertid, at det også har en pris at lade være. For nu er den høje inflation her alligevel, og den har blotlagt en økonomisk udsathed, som vi nok er mange, der først har fået øjnene op for, nu hvor vi selv er blevet vidner til inflationens konsekvenser.

For nogle betyder højere priser mindre opsparing, for andre slår prisstigningerne direkte igennem på forbruget. Dem der har mindst at stå imod med, rammes mest direkte på forbrugsmuligheder og levestandard. Dilemmaet omkring statens indgriben knytter sig således ikke mindst til husholdninger med lav indkomst og opsparing, herunder særligt mange overførselsindkomstsmodtagere.

Den høje inflations genkomst har nemlig tydeliggjort nogle utilsigtede fordelingsmæssige implikationer af den nuværende regulering af overførselsindkomsterne. Selvom overførslerne over tid omtrent følger udviklingen i lønningerne, sker reguleringen nemlig med en væsentlig forsinkelse, hvormed kraftige prisstigninger i mellemtiden kan nå at reducere overførslernes købekraft betragteligt.

Ved overgangen til 2023 vil overførslerne blot stige med 1,65 procent, og ikke igen før 2024. Således indhenter overførselsindkomsterne, trods regulering, næsten ikke noget af tabet i købekraft. Hvis priserne, som det forventes, stiger yderligere fra nu og i løbet af næste år, vil overførslernes købekraft reduceres yderligere.

Den lave regulering skyldes bl.a. at overførsler reguleres i forhold til lønudviklingen fra to år tidligere. Ved årsskiftet 2023 vil overførselsindkomsterne således blive reguleret i forhold til lønudviklingen fra i 2021, hvor lønvæksten var beskeden. De mulige lønforbedringer, som lønmodtagerne måtte forhandle sig til i løbet af næste år, vil først komme overførselsindkomsterne til gode i ved reguleringen i 2025.

Hvor stort faldet bliver i forhold til lønnen, vil afhænge af lønmodtagernes forhandling med arbejdsgiverne. Med tiden vil overførslernes efterslæb i forhold til lønnen indhentes. Men i det, eller de, mellemliggende år, mens inflationen fortsat er høj, vil overførslernes købekraft fortsætte med at falde i takt med prisstigningerne. Uanset lønudviklingen går modtagere af overførselsindkomster altså en hård tid i møde.

Hvor store konsekvenser den lavere realindkomst faktisk får, vil tiden vise. Men de pludselige høje prisstigninger har under alle omstændigheder blotlagt en indkomstmæssig udsathed fra måden hvorpå de laveste indkomster reguleres.

Det står nu klart, at høj inflation, i perioder, udgør en udfordring for dækningen i det sociale sikkerhedsnet og for værdien af velfærdssamfundets forsikring mod ledighed, sygdom og nedsat arbejdsevne.