»Jeg vil appellere til, at forskerne laver deres studier på Sverige. Her har man i årtier haft latterligt lave straffe for alvorlige forbrydelser, samtidig med at kriminaliteten er eksploderet.«

Så kontant var justitsminister Peter Hummelgaard (S), da han forleden præsenterede regeringens nye strafreform, der øger straffen for grov vold.

Opfordringen kom, da tilstedeværende journalister fremførte, at forskningen viser, at hårdere straffe ikke i sig selv vil dæmpe kriminaliteten og måske endda føre til mere kriminalitet.

Som ovenstående citat viser, var det ikke noget, der bed på justitsministeren. Og han mente i øvrigt også, at de hårdere straffe først og fremmest skulle sikre retfærdighed for ofrene.

Umiddelbart har journalisterne en klar pointe. For forskningen viser, at når det gælder vold – og det er jo netop her, at regeringen vil straffe langt hårdere – så tænker voldspersonen i gerningsøjeblikket sjældent klart og endnu sjældnere på straffen.

Derfor er afskrækkelseseffekten af hårdere straf relativt beskeden. Det er typisk denne konklusion, som eksperterne henviser til, når de siger, at hårdere straffe ikke i sig selv forhindrer kriminalitet.

Men justitsministeren kan godt have ret. Hårdere straffe kan faktisk virke. Men måske ikke af den årsag, som journalisterne tænkte på.

For som forskere er vi bestemt enige i, at straf kan have en række effekter. Og vi er enige i, at hensyn til både ofre og befolkningens retsfølelse er helt centrale elementer, når vi straffer.

Vi mener sågar, at straf med lidt held kan tilgodese både ofre, gerningspersoner og samfund på én gang. Men det kræver, at vi også investerer i, hvordan straffene udmøntes. Altså så vi også straffer smartere i stedet for kun hårdere.

For når en voldsdømt i fremtiden sidder bag tremmer i endnu længere tid, er der forsimplet sagt to veje, han kan gå:

Nogle forskningsstudier viser, at fængslinger øger risikoen for recidiv, det vil sige tilbagefald til kriminalitet, mens andre finder, at fængselsophold kan mindske kriminel adfærd og styrke tilknytningen til arbejdsmarkedet.

Og i netop de modsatrettede resultater ligger måske den vigtigste pointe: Fængsel er ikke bare fængsel. Konsekvenserne af længere fængselsstraffe afhænger i høj grad af, hvordan man er fængslet, og hvad det indebærer at afsone.

Denne pointe er væsentlig, men går ofte tabt i den offentlige debat.

Fængsler kan, hvis de ikke får de nødvendige ressourcer, blot reduceres til »kriminalitetsskoler«, hvor de indsatte lærer hinanden at begå mere og værre kriminalitet, og som skubber de dømte endnu længere væk fra normalsamfundet.

Men under de rette vilkår fører hårdere straffe ikke nødvendigvis til mere kriminalitet for dømte.

Tværtimod kan fængsler faktisk, hvis de får de nødvendige ressourcer, fungere som et redskab – via resocialiserende programmer – til at hjælpe borgere, som står i en meget svær situation, tilbage på sporet.

Vi kan altså – måske og med den rette investering i kriminalforsorgen – både tage ved lære af forskningen og opnå justitsministerens mål om mere retfærdighed for ofrene og mindre kriminalitet i samfundet på én og samme tid.