Over 30% af alle danske børn har forældre, der går fra hinanden, inden barnet fylder 15 år. Og det er noget, der trækker spor i barnets trivsel både på kort og længere sigt.

Flere tidligere forskningsstudier har påvist, at børn i kernefamilier trives bedre og klarer sig bedre på en række punkter i livet end børn, hvis forældre går fra hinanden. De klarer sig bedre i skolen, de får længere uddannelser og begår også mindre kriminalitet. Der er dog mindre viden om, hvad skilsmissen betyder for børns generelle trivsel.

Det er nærliggende at tænke, at disse børns vanskeligheder skal tilskrives forældrenes brud. Men hvis man tager alle børn, der vokser op i kernefamilier, i en gruppe og alle børn, der vokser op i opløste familier en anden gruppe, så er de to grupper forskellige på en lang række punkter – både hvad angår forældrenes sociale og økonomiske ressourcer men potentielt også i familiens dynamik og måde at være sammen på.

Der er derfor reelt kun lidt viden om i hvor høj grad, det er selve forældrenes brud, der skaber trivselsproblemer for børnene – eller om problemerne skyldes andre forhold i familiens liv, fx økonomi og sociale forhold.

Kombination af data giver nye svar

Med data fra Børneforløbsundersøgelsen fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, der følger 6000 danske børn født i oktober 1995 op gennem barndommen til voksenlivet, har forskere fra ROCKWOOL Fonden og Stockholms Universitet undersøgt trivsel og adfærd hos ca. 1.800 børn af forældre, der er gået fra hinanden.

De 1.800 børn er blevet sammenlignet både med børn, som oplever forældrenes parforholdsophør senere i barndommen og med børn, hvis forældre forbliver sammen.

Forskningsstudiet anvender i alt fire målinger i løbet af barndommen. Børnenes mistrivsel er målt ved hjælp af dele af de to kliniske spørgeskemaer Strength and Difficulties Questionnaire (SDQ) og Child Behaviour Checklist, der belyser børn og unges følelses- og adfærdsmæssige vanskeligheder gennem opvæksten. En højere score indikerer større risiko for mistrivsel.

Som noget nyt har forskerne i analysen her både kombineret besvarelser fra Børneforløbs-undersøgelsen med registerdata, der beskriver børnenes og forældrenes livsforløb, (f.eks. familiernes økonomiske og uddannelsesmæssige forhold) og har anvendt nye statistiske metoder, der ikke tidligere er brugt til at undersøge børns trivsel efter forældres samlivsophør. Fx har forskerne sammenlignet skilsmissebørns trivsel med trivslen hos børn, som først senere oplever, at forældrene går fra hinanden, for at få den mest muligt troværdige kontrolgruppe.

Alligevel kan forskerne konstatere, at samlivsophøret i sig selv faktisk ser ud til at påvirke børnene. Når forskerne fraregner den del af børnenes mistrivsel, som kan tilskrives andre problemer i og omkring familiens liv, ser de, at børn i brudte familier stadig har 10% højere mistrivselsscore – både sammenlignet med deres egen trivsel inden bruddet og også sammenlignet med andre børn, der på analysetidspunktet stadig bor med begge forældre, men som vil opleve brud senere hen. Og det er en mistrivsel, der kan spores op til 12 år efter, forældrene er gået fra hinanden (Figur 2).

Ingen deleordning er entydigt bedre end den anden

Med forskningsstudiet her ønskede forskerne også at undersøge, i hvor høj grad børns trivsel efter skilsmissen er forskellig, alt efter om barnet lever i en samværsordning, der fordeler barnets hverdag nogenlunde ligeligt mellem begge forældre, eller det primært lever hos den ene forældre, og også om det gør en forskel, om forældrene lever sammen med nye partnere.

Umiddelbart er der klare forskelle på mistrivsel mellem børn i deleordninger og børn. som bor hos en primær forælder. Før nogen form for statistisk kontrol (for fx sociale og økonomiske forskelle), har børn som bruger mindst 25% af tiden hos ikke-bopælsforælderen 16% højere mistrivsel end børn, der bor med begge forældre.

For børn som kun ser sin ikke-bopælsforælder mindre end 25%, er mistrivslen 29% højere.

Men når forskerne igen tager højde for forskelle børnene imellem, som ikke handler om parforholdsophøret, kan de ikke konstatere væsentlige forskelle i børns trivsel på tværs af deleordninger (Figur 3).

Det ser med andre ord ikke ud til – gennemsnitligt set – at gøre nogen forskel for børns trivsel, om barnet tilbringer sin barndom i en nogenlunde ligeligt fordelt deleordning (som f.eks. 5/9, 6/8 eller 7/7), eller om barnet bor mest hos den ene forælder.